Forleden dag hev min kollega, der sad og læste en artikel i dagens avis fat i mig. Artiklen handlede om, hvordan dagpengeløsningen havde reddet den arbejdsløse John, der efter to år på dagpenge risikerede at måtte sælge sit rækkehus i Hvidovre. Det der provokerede min kollega, var fotografiet af John siddende i sin stue med lædermøbler, fladskærms-TV og surround sound-anlæg. Hvis John virkelig var i sådan en nød kunne han vel starte med at sælge ud af sine lækre ting?

Det er i sådanne øjeblikke, at det går op for mig, hvor kraftfuld liberalistisk tankegang kan være i al sin overfladiske enkelthed.

Jeg vidste faktisk ikke helt, hvad jeg skulle svare min kollega. Det blev til et lidt forvrøvlet svar om, at dagpengeløsningen var rigtig vigtig for mange mennesker, men at jeg selvfølgelig godt kunne se, at det der billede foran fladskærmen måske var lidt uheldigt. I løbet af dagen nagede samtalen mig dog. For hvorfor havde jeg selv syntes, at fladskærmsbilledet var uheldigt? Vel fordi vi dybest set synes, at arbejdsløse helst skal have det hårdt, – dermed indforstået, at de nok selv er ude om deres situation.

Det er i sådanne øjeblikke, at det går op for mig, hvor kraftfuld liberalistisk tankegang kan være i al sin overfladiske enkelthed. For et eller andet sted kan man jo godt følge idéen om, at der er noget absurd over, at billedet på økonomisk fortvivlelse i Danmark anno 2013 er en mand, der sidder og ser bedrøvet ud, omgivet af dyr elektronik. Og er det ikke lidt for meget af det gode, at velfærdsstaten skal træde til med økonomisk lindring til en voksen mand, der åbenlyst kunne starte med, at sælge ud af sit jordiske gods? Og det faktum, at rækkehuset i Hvidovre måske måtte opgives – er det ikke bare en del af livets realiteter?

Et slagsmål om værdier

Inden for de seneste seks måneder, er det blevet gentaget igen og igen, at ”det ikke kan betale sig at arbejde”; at ”danskerne skal have sulten tilbage” og, at ”lønnen i Danmark skal ned”. Og jeg kunne fortsætte. For det vi er vidner til, handler om et slagsmål om værdier og om samfundsmodellen.

Sandheden er, at selvom den liberalistiske tankegang er tiltrækkende i sin enkelthed, er den hverken intelligent eller sympatisk. De liberale kender prisen på alt, men værdien af ingenting.

For det første, så har John højst sandsynligt betalt sit a-kasse kontingent igennem alle de år, han har været på arbejdsmarkedet. Og faktisk viser internationale undersøgelser, at Danmark er et af de lande i verden, hvor flest mennesker – på trods af krisen - rent faktisk er i beskæftigelse. Hvis det virkelig ikke kunne betale sig, ville det tal nok se væsentligt anderledes ud.

For det andet, så skyldes langtidsledighed oftest makroøkonomiske omstændigheder og fejlslagne politiske initiativer, der er uden for individets kontrol. Det liv man har opbygget falder sammen! Det handler ikke om penge, men om mennesker og tabte muligheder og drømme.

For det tredje, så glemmer de folk der ønsker ”sulten tilbage” i Danmark, hvad der er kernen i det flexicurity-system, som hele verden misunder os. Det er som om folk har en ide om, at dagpengemodtagere i årevis har været uden job og levet på samfundets godhed. Her glemmer de to ting – 1) Man kan kun modtage dagpenge, hvis man selv har sparet op til dem 2) dagpenge er tidsbegrænset – ikke kontanthjælp.

Det handler om værdighed

Danmark skal være stolt af, og tilstræbe, at når borgere rammes af ledighed så kan de bevare værdigheden og trygheden.

Min kollega er en rigtig fin fyr, og på ingen måde ekstrem i sit synspunkt. Men ideen om, at man er nødt til at gå fra hus og hjem; sælge sine ejendele; og bør føle i evig tak og gæld til de tilbageværende på arbejdsmarkedet, hvis man ryger ud i langtidsledighed, gik vi bort fra for mange år siden. Og med god grund.

Danmark skal være stolt af, og tilstræbe, at når borgere rammes af ledighed så kan de bevare værdigheden og trygheden. Og ja, også beholde det fladskærms TV, de har sparet sammen til i bedre tider. Ledighed kan ramme os alle i kortere eller længere perioder. Det afgørende er, hvordan vi står sammen og hvordan vi behandler hinanden, når det sker.

Krisen har indtil videre vist en ubehagelig side i den offentlige debat, hvor arbejdsløse tales ned til og mistænkeliggøres. Det må og bør vi som samfund kunne gøre bedre.

Anne Paulin er socialdemokratisk folketingskandidat i Skivekredsen.