Mandag Morgen har derfor fundet dommedagsoverskrifterne frem: Danmark er blevet overhalet af både Sverige og Tyskland, når det kommer til konkurrenceevnen, forlyder det.

Baggrunden er en schweizisk undersøgelse af den globale konkurrenceevne, der giver Danmark en 12. plads, mens Tyskland er helt oppe på en 9. plads. Og hvor vi har stået i stampe i Danmark, så er tyskernes konkurrenceevne blevet markant forbedret de senere år. Altså ifølge den schweiziske undersøgelse. I forhold til vores svenske naboer, så er de rykket fra 19. til en 4.plads.

Konklusionen undrer dog lidt, da man for nylig kunne læse den stik modsatte konklusion i DI globaliseringsredegørelse. Hos DI lå Danmark i 2009 på en 17. plads, mens Tyskland var nr. 6. Men i 2013 placerer DI Danmark på en 12. plads, med Tyskland EFTER os på en 13. plads. Altså er vi ifølge DI blevet mere konkurrencedygtige, mens det er gået den stik modsatte vej syd for grænsen.

Hvis man er forvirret, så er det forståeligt.

Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan bruge den slags opgørelser til noget som helst? Den fhv. overvismand, Torben M. Andersen, har nok sagt det meget rigtigt, da han i Information konstaterede, at "ingen seriøse økonomer tillægger dem nogen faglig vægt", men nærmere betragtede ranglisterne som en del af "underholdningsindustrien".

Problemet er bare at imens underholdningsindustrien i værste tilfælde kan være spild af tid, så bliver ”konkurrenceevnen” i stigende grad brugt som et væsentligt argument i den politiske debat, når det kommer til diskussioner om hvad der er rimelige lønninger, skatte- og afgifter og sociale ydelser.

De borgerlige og erhvervslivet bruger uden problemer den her slags undersøgelser og ranglister som om det var klippefast sandhed bygget på en eksakt videnskab og ikke en lidt popsmart af sammenskrivning af 117 forskellige faktorer.

Og når nu ikke fagfolkene i den økonomiske verden, tillægger de her ranglister nogen former for værdi, skulle man så ikke overveje at komme til samme konklusion i den politiske verden?