9 tirsdagsnyheder du ikke bør snydes for

Netavisen Pio har samlet de ni mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.
1. Dagens misforståede offer. Birthe Rønn Hornbeck var endnu engang til afhøring i Statsløsekommissionen, hvor den ene topembedsmand efter den anden på det seneste har modsagt Birthe Rønns udlægning af forløbet. Åbenbart er Birthe Rønn i virkeligheden et offer for et attentat fra embedsværkets side: ”Jeg kæmpede en ensom kamp i en måned om at skrive til Folketinget, så folk, der ikke var jurister kunne forstå det. Det ville man (embedsværket, red.) ikke. (..) Han (Claes Nilas, red.) har fuldstændig forsømt at advare mig. Det er lodret løgn, at jeg ikke ville have sagen i Folketinget”.  Endnu engang demonstrerer en V-politiker, hvor alvorligt de opfatter parolerne om ’personligt ansvar’.

2. Dagens aftale. Økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne er faldet på plads. Aftalen indeholder blandt andet en ny udredningsgaranti for psykiatriske patienter. Psykiske sygdomme er ikke ligestillet med fysiske sygdomme endnu, men med aftalen tager regeringen et gevaldigt skridt imod dette mål.

3. Dagens dom. Karl Emil Nielsen, som er byrådsmedlem for Dansk Folkepartis i Brønderslev Kommune, skal i fængsel i seks måneder for underslæb, da han har misbrugt sin demente mors sparrekroner. Selv mener Karl Emil Nielsen, at det er en hetz fra hans fire søskende: ”De vil bare hævne sig ved at få mig smidt ud af byrådet”.

4. Dagens analyse. Cevea hamrer en tyk pæl igennem den borgerlige påstand om, at lavere mindstelønfører til nye arbejdspladser og lavere ledighed: ”I Tyskland har lavere løn til ufaglærte altså ikke ført til lavere ledighed, men derimod til en fem gange større ledighed blandt ufaglærte end blandt personer med videregående uddannelser”. Amen!

5. Dagens hykleri. Det er særdeles sjældent, at vi anbefaler, at man lytter til Lene Espersen. Men hun var spot on, da hun i 2007 foreslog indførelsen af en obligatorisk lektiecafé: ”Hvis vi skal have de ressourcestærke forældre til at vende tilbage til folkeskolen, så bliver vi nødt til at løse de problemer, der i dag er med de svage elever”. Nu har de vendt 180 grader og vil nedlægge veto mod selvsamme forslag.

6. Dagens historiske begivenhed. I dag er det 24 år siden, at Kina satte militæret ind mod de folkelige protester på Den Himmelske Freds Plads, hvor tusind mennesker blev dræbt. Det skulle højrefløjen måske ihukomme, når de skriver deres debatindlæg om, hvor fantastisk den kinesiske uddannelses- og vækstpolitik er.

7. Dagens dummeste argumentation. FOA’s formand Dennis Kristensen har en særdeles bagvendt opskrift på, hvordan Danmark kan eksportere velfærd: ”Vi skal naturligvis starte med hjemmemarkedet. (..) Man kan godt ”sælge" en velfungerende offentlige velfærd og service, der skaber kvalitet i verdensklasse, men næppe mange vil "købe" velfærds- og servicekoncepter fra et land, der skærer sin egen velfærd voldsomt ned”. Så vi skal eksportere ved at bruge flere penge herhjemme? En interessant strategi, som næppe vil overleve mødet med virkeligheden.

8. Dagens klovn. Dovne Robert skal deltage som ’special guest star’ i den femtende sæson af Robinson Ekspeditionen. På sin øde ø får han heldigvis mulighed for at reflektere over præcis, hvad der sker, hvis man nægter at rejse sig fra hængekøjen og ingen andre deler solidarisk ud af maden.

9. Dagens debatindlæg. Simon Jenkins kommer med en anbefaling til de britiske politikere, som er mindst lige så relevant i resten af Europa: “What the economy needs is "people's investment", money in circulation, consumer spending in the high street. (..) If the government can print billions for the banks, why not for the public? Why not write off or write down personal mortgages to ease the housing market, liberate so-called zombie households and businesses and promote labour mobility? Why not introduce mass scrappage schemes, cash aid to startups, handouts to families and pensioners? Don't borrow it. Just print the money and hand it out to make people spend it”.


Flere artikler om emnet

Annonce