Da Danmarks Radio sidste måned kårede Kina som vinder i folkeskolekonkurrencen mod 9.z, var det symptomatisk for den beundring af Riget i Midten, som dominerer medierne og den offentlige samtale i disse år. Mens Vesten holdes nede af gældskrise og politisk ustabilitet, synes Kinas høje vækstprocenter som et uopnåeligt forbillede.

Forleden fortsatte Børsen denne tendens ved at tildele Kina guldmedaljen i fattigdomsbekæmpelse. Under overskriften ’Tør vi bruge den gode nyhed’ konstaterede Børsens chefredaktør, Anders Krab Johansen, at Kinas vækst er årsagen til, at den globale fattigdom er halveret fra 1990 til 2010:

”Den ægte forklaring er økonomisk vækst. Især vækst i Kina. Fra 1980 til i dag har Kina reduceret andelen af fattige fra 84 (ottetifire) pct. til 10 pct. Dermed står Kina for trefjerdedele af fattigdomsbekæmpelsen i verden. Den kinesiske vej har været økonomisk vækst og deltagelse i international handel. (..) Udryddelsen af fattigdom i ulandene handler om vækst og frihandel”.

Denne forklaring virker jo dejlig simpel. Vækst og frihandel er godt, mens statslig omfordeling og protektionisme er skidt.

Dette enøjede syn på den kinesiske succes er ikke en enlig svale. Det er efterhånden en fast del af menuen hos de borgerlige, at man begejstret fortærer historien om den stærke kinesiske økonomi, hvis opskrift man så gerne vil importere til Danmark. Som Lars Løkke udtalte for måneder tilbage, så har Kina ” appetit på velstand og fremgang”, som danskerne ”måske lige burde tage et smut forbi” og lade sig inspirere af.

Men opskriften på den kinesiske tigerøkonomi er også et samsurium af uspiselige ingredienser som undertrykkelse og arbejdslejre. Årsagen til de lave kinesiske lønninger er blandt andet, at fagforeninger er forbudt på samme måde som i Sovjetunionen. Dermed kan kollektive forhandlinger ikke presse lønningerne i vejret.

Det er et tilfælde, men alligevel symptomatisk, at Anders Krab Johansens hyldest til Kinas fattigdomsbekæmpelse bringes præcis fireogtyve år efter, at regimet i Beijing satte tanks ind mod demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads. Den kinesiske virkelighed er farverig og fortjener ikke at blive fremstillet som den lyse side i Anders Krab-Johansens sort-hvide verdensbillede.

Dette gælder ikke blot den politiske styreform, men også økonomien: Anders Krab Johansens fejlvurderer fuldstændigt, hvad der ligger bag vækst i almindelighed og den kinesiske vækst i særdeleshed. Lederartiklen tegner Kina som et lysende, liberalistisk forbillede på, hvordan frihandel og kapitalisme fører til højere vækst og mindre fattigdom.

Sandheden er næsten den stik modsatte. Kinas årlige vækstrater på syv-ni procent er frembragt gennem en kombination af nationaliserede banker, statsdrevne monopolvirksomheder, protektionisme og kraftige begrænsninger på kapitalbevægelser. Med andre ord præcis den type politik som Børsen normalt fordømmer. Sammen med de andre tigerøkonomier i Sydkorea og Taiwan fremstår den kinesiske økonomi som lysende eksempler på, at udviklingsøkonomierne klarer sig bedst, når de ignorerer anbefalingerne fra IMF, Verdensbanken og de andre neoliberale økonomer.

Når Børsen således spørger om vi ’tør bruge den gode nyhed’, kan det vel kun opfattes som en opfordring til yderligere nationalisering af økonomien?