En fortælling om to byer

Det er absurd, hvis regionerne ikke må bestemme, hvor lægernes praksis skal ligge i landet. Når regionen betaler for ydelsen, må lægerne rykke derhen, hvor efterspørgslen er.

Det er altid en fornøjelse at læse Weekendavisen. Dybdeborende artikler skrevet af dygtige journalister. En væsentlig undtagelse er dog chefredaktør Anne Knudsens lederartikler, som ofte er skæmmet af mildest talt løsrevne påstande og bizarre synspunkter.

Således også i weekenden, hvor Knudsen kastede sig over den verserende konflikt mellem de privatpraktiserende læger og regeringen. En del af konflikten handler netop om, at regeringen vil stille krav om hvor lægehusene skal ligge, og hvor længe de skal holde åbne. Det skal sikre, at alle, også folk i landdistrikterne, har adgang til en læge.

Hertil skriver Knudsen, at ”Alene tanken om at tvinge folk til at udøve deres erhverv på bestemte lokaliteter er jo fuldkommen absurd”.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

* * *

For at illustrere absurditeten i Anne Knudsens argument, kan vi hoppe til en vilkårlig landkommune i Danmark. En kommune, hvor der ligger to byer, Højby og Fladby. Begge byer har en folkeskole, og kommunen vil gerne hyre et rengøringsselskab til at gøre byernes skoler rene.

To rengøringsselskaber, der begge ligger i Højby, RenBy og SnavsVæk, sender begge et, i øvrigt helt enslydende, tilbud om at gøre rent på skolen i Højby. Derimod er der ingen, som sender et tilbud om at gøre rent på skolen i Fladby. Borgmesteren indkalder derfor begge selskaber til en snak på Rådhuset.

”Måske kunne vi gøre det sådan, at det ene selskab gør rent på skolen i Højby, og det andet selskab tager til Flaby og gør rent på skolen der?”, foreslår borgmesteren.

”Nej”, lyder det samstemmende fra de to selskaber. ”Vi er jo private virksomheder, og du skal ikke bestemme, hvor vi arbejder henne. Det er jo rendyrket kommunisme”.

Det kunne borgmesteren godt se, og eftersom han ikke var kommunist, så måtte han jo opgive den idé. Men så fik han en ny idé. ”Måske vi så kunne gøre det sådan, at I skiftedes til at gøre rent på skolen her i Højby?”

”Nej”, lød det lige så bestemt fra begge selskaber. ”Så tjener vi jo slet ikke nok penge. Vi er nødt til begge to at have en hel skole, vi kan gøre rent på”. Og så foreslog de, at RenBy gjorde rent på skolen i Højby hver dag kl. 12, mens SnavsVæk kunne gøre rent på samme skole kl. 13.

Borgmesteren ville nødigt gøre sig uvenner med nogen og spurgte derfor forsigtigt ind til, om ikke i stedet kunne arrangere det således, at RenBy gjorde rent om morgenen, og SnavsVæk gjorde rent ved middagstid. For man havde jo ikke så meget gavn af, at der blev gjort rent to gange lige efter hinanden.

Men de synes de to selskaber bestemt ikke om. ”Vi er private virksomheder, og du skal ikke bestemme, hvornår vi skal arbejde. Det er jo ikke Sovjetunionen det her, vel?”. Det måtte borgmesteren jo indrømme, at det ikke var, og så blev aftalen, at RenBy gjorde rent kl. 12, mens SnavsVæk gjorde rent kl. 13.

På det næste møde i kommunalbestyrelsen spurgte flere af medlemmerne, om det ikke var lidt fjollet, at man betalte to selskaber for at gøre skolen i Højby ren, endda lige efter hinanden, mens der slet ikke var nogen som gjorde skolen i Fladby ren. Men borgmesteren slog ud med armene.

”Hvad skal jeg stille op? Jeg kan jo ikke blande mig i, hvordan en privat virksomhed vælger at tilrettelægge sit arbejde. Hvis I ikke kan forstå det, så synes jeg I skal prøve at tage til Nordkorea, og se hvordan tingene foregår der”.

* * *

Jeg ved ikke nok om lægekonflikten til at kunne vurdere, om ovenstående billede er komplet passende på den konkrete konflikt. Men i forhold til det principielle i Anne Knudsens logik, så er det et fuldstændig vanvittigt synspunkt, at det offentlige ikke må stille krav om eksempelvis fysisk tilgængelighed og åbningstider, når man betaler en privat leverandør for en given ydelse.  Logikken bliver tilmed yderst hyklerisk, fordi Knudsen samtidig har haft travlt med at fortælle arbejdsløse lønmodtagere, at de så sandelig må være parate til at flytte sig geografisk, hvis de vil have et arbejde.

Men når det kommer til selvstændig erhvervsdrivende, så er logikken vendt på hovedet: Nu har man åbenbart krav på, at det offentlige køber ens ydelser, uanset hvor i landet man slår sig ned. At foreslå, at selvstændige erhvervsdrivende, der ønsker at sælge en ydelse til det offentlige, må være klar på at rykke derhen, hvor efterspørgslen er, er ifølge højrefløjen nærmest grænsende til de totalitære.

Det er vist på høje tid, at højrefløjen ikke bare bliver lidt mere konsistent i sine synspunkter, men også får øjnene op for, at formålet med at bruge skatteborgernes penge nu engang er at sikre velfærd til borgerne, ikke at sikre omsætning til private erhvervsdrivende.


Kommentarer fra Facebook