Mediedækning af pligtopfyldende ledige? Aldrig!

Det er en fejl, når medierne kun fokuserer på de få personer, der ikke ønsker at arbejde, i stedet for de 180.000 borgere, der aktivt søger og gerne vil have et fast arbejde.
Under overskriften "Mediehistorier og myter om de ledige" skriver bl.a. formanden for de 320.000 medlemmer i 3F, Poul Erik Skov Christensen, i dag i en kronik i Politiken om den forskruede debat om dovne danskere og flittige østarbejdere. Kronikken er et vigtigt indspark i debatten, fordi den demonterer myten om de dovne danskere – en myte, der netop er med til at legitimere, at arbejdsgiverne ansætter billig, udenlandsk arbejdskraft.

Netavisen Pio har sammenfattet de interessante pointer fra kronikken i Politiken.

1. Eksemplerne i medierne er ubrugelige

De mange eksempler fra medierne, hvor virksomhedsejere efterlyser arbejdskraft, er ubrugelige. 3F har selv gennemgået hver eneste sag - bl.a. for at finde ud af, om der mon faktisk er nogle jobs til de ledige medlemmer.

Gennemgangen viser, at der ofte ikke er de ledige stillinger, der blev omtalt i indslaget, og at de pågældende virksomheder slet ikke har henvendt sig til der, hvor man får kontakt med danske ledige - nemlig jobcentrene eller a-kasserne.

At 3F så utallige gange har konstateret, at de virksomhedschefer, der har udtalt sig, har været medlemmer af borgerlige partier eller valgt i arbejdsgiverorganisationer, gør så ikke historierne bedre.

2. Selvfølgelig er der folk, der ikke gider arbejde, hvis de kan slippe.

3Fs ledelse ved jo udmærket godt, at der er danskere - også medlemmer af 3F - der af forskellige grunde foretrækker en hverdag uden job. I kronikken henvises til en opgørelse Finansministeriet lavede i december, hvor det fremgik, at 14.250 danskere ville få en økonomisk gevinst ud af at forlade arbejdsmarkedet og i stedet blive forsørget af det offentlige. Der er altså danskere, for hvem det - som så mange borgerlige konstant råber op om - ikke kan betale sig at tage et lønnet arbejde, med mindre lønnen er markant over gennemsnittet.

Men det er ingen ny situation. Og som der står i kronikken, så bør man lige se dette tal i en sammenhæng: 14.000 mennesker udgør ikke mere end 0,5 procent af arbejdsstyrken.

3. Fra Dovne Robert til Flittige Frits

Der har været al for stor fokus på Dovne Robert. Han er selvfølgelig en god historie, men hans tilgang til arbejde og offentlig forsørgelse er bare ikke sigende for den typisk ufaglærte ledige. Nu er Robert på vej til Robinson, så nu er det ifølge 3F på tide at medierne koncentrerer sig om folk som Frits. "Flittige Frits", som han kaldes i kronikken, har søgt næsten 1.500 job. Ja, du læste rigtigt: ettusindefemhundrede job!

Frits, hvis personlige historie er beskrevet i 3F's medlemsblad, tager de småjobs og kurser, han kan. Selvom han vel at mærke bliver modregnet i sin understøttelse! Frits står dermed i diametral modsætning til det liberale verdensbillede, hvor mennesker anses som rationelle, kalkulerende maskiner, der kun arbejder på grund af økonomiske gevinster. Dette menneskesyn overser, at mange arbejder ikke alene på grund af økonomien, men fordi arbejdet bærer lønnen i sig selv i form af identitet, fællesskab og faglig stolthed. Læser du med Joachim B. Olsen?

4. Den sociale løndumping koster statskassen penge

Hver gang en dansk virksomhedsejer ansætter en lavtlønnet østeuropæer, koster det i følge beregninger fra AE-rådet Danmark i omegnen af en kvart million kroner.

AE’s regnestykke viser faktisk, at hver gang et ledigt LO-medlem erstatter en østarbejder, så ryger der mellem 51.000 kroner og hele 251.300 kroner ned i den offentlige kasse - penge der kan gå til velfærdsforbedringer, yderligere indsats for de ledige etc.

Beregningerne omfatter, hvad de enkelte lønmodtagere betaler i skat, når de er i arbejde, sammenlignet med trækket på dagpenge og kontanthjælp ved ledighed.

5. Mediernes fokus er galt

Det er let at skyde skylden på medierne. Men hele den grundlæggende pointe i kronikken er ikke desto mindre, at medierne alt for ofte vælger at tage virksomhedsejernes ord og tal for gode varer. Mediernes udgangspunkt bliver, at "man kan da få et arbejde, hvis man virkelig vil", og fokus bliver derfor i alt for høj grad på forkerte cases. Medierne skulle hellere forholde sig mere og dybere til et meget mere væsentligt samfundsproblem: de 180.000 mennesker der aktivt søger og gerne vil have et fast arbejde, fordi det styrker selvværd, familien og samfundets finanser og sammenhængskraft.


Kommentarer fra Facebook