Annonce

Ren Respekt for rengøring

Faglig aktion blandt rengøreingspersonalet på Skejby Sygehus sætter spørgsmålstegn ved udlicitering og hvor meget det er muligt at effektivisere i den offentlige sektor, uden det går udover kvaliteten.
Det er ikke nogle der beder om mere i løn, derimod kræver de respekt for deres arbejde, og at de kan udføre deres arbejde på en ansvarlig måde.

Udlicitering er ikke ubestridt det onde, men man må i sine overvejelser for udlicitering have i mente, hvordan de private firmaer tjener penge. De privates formål er at tjene penge, og slår man op i en økonomibog, så er arbejdsforhold, noget af det første man kan spare på.

I den seneste tid på Skejby Sygehus har man også oplevet dette. Her har rengøringspersonalet på Skejby Sygehus selv rejst sig op, og bl.a. igennem deres fagforening 3F forsøgt at råbe politikerne op. Det er ikke nogle der beder om mere i løn, derimod kræver de respekt for deres arbejde, og at de kan udføre deres arbejde på en ansvarlig måde. De oplever et enormt pres fra ledelsen i de to private firmaer, Compass og Elite Miljø for ikke at tage engagere sig fagligt. Det er blevet til kampagnen Ren Respekt.

Ren Respekt-kampagnen rejser to problemstillinger for Socialdemokraterne. For det første må partiet være garant for, at når der udliciteres sker dette på ansvarlige arbejdsvilkår – altså et slags charter for pauser, at det sker på en rimelig overenskomst, forhandlet mellem arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Dette vil ikke fratage de privates firmaer ledelsesretten, men vil sikre arbejdstagernes rettigheder.

Det er for mig kernen i en socialdemokratiske arbejdsmarkedspolitik. Nemlig, at regulering sker for at sikre medarbejdernes rettigheder på arbejdspladens. Et klart eksempel på, hvor det kunne have været nyttefuldt blev vist for et par uger siden. Her mødte medarbejderne op til forhandlinger med firmaerne angående et nyt tillidsmands system. Man får forhandlet frem og tilbage, og når frem til et kompromis angående tillidsmændene. Dog var der lige en ting til sidst, som Compass Group gerne ville meddele: Medarbejdernes formiddagspause blev ugen efter fjernet. Dermed har vi nogle mere stressede og trætte medarbejdere, og et privat firma der er 2,6 mio kroner rigere… af vores skattepenge. Havde man et krav om en lokalaftale på Skejby Sygehus ville dette aldrig kunne ske.

Ekstreme grader af effektiviseringer, fratagelse af pauser og udskiftning fra ”varme hænder” til kolde maskiner, gør at de ikke, som før i tiden kan gøre lige så godt rent.

Den anden problemstilling er det rent sundhedsmæssige på de danske sygehuse. Den 24/6 viste Danmarks Radio et program på DR1 angående rengøringen på de danske sygehuse. Ligesom i 2008 viste det igen, at rengøringen var mangelfuld på de danske hospitaler. Når man taler med rengøringspersonalet på Skejby Sygehus, så er deres konklusion også klar: Ekstreme grader af effektiviseringer, fratagelse af pauser og udskiftning fra ”varme hænder” til kolde maskiner, gør at de ikke, som før i tiden kan gøre lige så godt rent. Renheden på de danske sygehuse er altafgørende for, at patientsikkerheden kan komme op. Det mindste man kan gøre for patienter er vel, at de ikke dør af at blive indlagt på et dansk sygehus?

Det er naturligvis positivt, at regionsformand Bent Hansen (S) gerne vil mødes med medarbejderne og høre deres historier. Og man kan sætte rigtigt mange undersøgelser i gang i dansk politik på rigtigt kort tid. Resultatet er også bare tit derefter. Vi bliver nødt til at se, at regionsrådet handler på det her hurtigt og effektivt. Dels skal der afbødes på de tydeligvis uretfærdige hændelser der er sket. Men ikke mindst må vi sørge for, at det bliver bedre i fremtiden når vi udliciterer vigtige områder i det offentlige. Og her er rengøring rigtig vigtig for patientsikkerheden på de danske sygehuse. Gode arbejdsvilkår giver god rengøring, som i sidste ende giver god patientsikkerhed.

Nicklas Lauritzen (f. 1992) er studerende ved Handelshøjskolen i Aarhus, regionsformand for DSU i Midtjylland og kandidat til kommunalbestyrelsen i Skanderborg Kommune.


Flere artikler om emnet