Da Cepos fuppede journalisterne

Medierne slugte råt den liberalistiske propaganda om, at omfordeling og velfærd skader arbejdsmoralen. Men Cepos’ undersøgelse er bogstaveligt talt et sammenkog af halve sandheder.

Mikrofonholderne. ”Velfærd gør danskerne dovne og fattige”. Sådan lød overskrifterne forrige uge i en række medier. Baggrunden var en undersøgelse fra den liberalistiske tænketank Cepos, som angiveligt dokumenterede, at lande med en stor og omfordelende velfærdsstat også er de lande, hvor indbyggerne har den laveste arbejdsmoral.

Der er en stærk sammenhæng mellem graden af velfærdsstatens generøsitet og borgernes arbejdsmoral. Jo mere generøs velfærdsstaten er, desto lavere er arbejdsmoralen hos den enkelte”, lød det fra analysens bagmand Capser Hunnerup Dahl, som fik masser af både spalteplads og tv-tid.

Havde journalisterne læst undersøgelsen Velfærdsstat og arbejdsmoral i sin helhed havde det forhåbentlig givet anledning til et enkelt kritisk spørgsmål eller to. Der er nemlig en række forhold i undersøgelsen, som gør det problematisk at drage den konklusion, at velfærdsstaten har gjort danskerne dovne.

Cepos’ konklusion er kun en halv sandhed

Helt konkret har Cepos undersøgt sammenhængen mellem to spørgsmål i internationale spørgeundersøgelser (WVS/EVS) og graden af omfordeling i et land. De to spørgsmål går på, hvor højt respondenterne vægter ’hårdt arbejde’ som værdi i forhold til børneopdragelse, og hvordan respondenterne vægter arbejde i forhold til fritid.

Cepos hævder på baggrund af undersøgelsen at have dokumenteret, at jo mere omfordeling i et land, jo færre af respondenterne i landet vil svare, at de mener arbejde er en vigtig værdi i børneopdragelsen, og at de vægter arbejde frem for fritid. Cepos glemmer dog at fortælle er, at den sammenhæng faktisk kun eksisterer i halvdelen af de undersøgelser, man har foretaget.

Resultatet af undersøgelsen afhænger nemlig helt af, hvordan man måler den forklarende variabel, det vil sige graden af omfordeling. Her foretager Cepos to undersøgelser med to forskellige mål for omfordeling: Først en undersøgelse, der som mål anvender forskellen mellem Gini‐koefficienten før og efter velfærdstatens omfordeling i form af skatter og overførsler. Dernæst en undersøgelse, der som mål anvender sociale indkomstoverførsler som andel af BNP. Og det er kun i det første tilfælde, at Cepos finder en signifikant sammenhæng.  Derimod er der ingen signifikant sammenhæng, når man bruger andelen af sociale ydelser som mål for omfordeling.

Argumenterer Cepos så for, hvorfor at Gini‐koefficienten er et bedre mål for omfordeling end sociale ydelser som andel af BNP? Nej, tværtimod skriver forfatteren, at brugen af Gini‐koefficienten som mål for omfordeling er ’ikke uden problemer’. Det er altså bogstavelig talt kun en halv sandhed, når Cepos hævder, at deres undersøgelse viser, at der er sammenhæng mellem graden af omfordeling og arbejdsmoralen. Man kunne altså lige så godt have valgt at tage udgangspunkt i undersøgelsen med sociale ydelser som andel af BNP og på den baggrund konkludere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem velfærdsstat og arbejdsmoral.

Danmark indgår ikke i datasættet

Men hvad så med den halvdel af undersøgelsen, som faktisk viser en sammenhæng mellem graden af omfordeling og tendensen til at lægge mindre vægt på værdien af hårdt arbejde? Også her er der problemer med de konklusioner, der drages på baggrund af undersøgelsen.

For ser man på den del af analysen, der vedrører sammenhængen mellem graden af omfordeling (målt ved Gini-kofficient) og spørgsmålet om, hvordan man vægter arbejde kontra fritid, så indgår der kun respondenter fra 12 forskellige lande i undersøgelsen – og Danmark er ikke med! Derimod indgår lande Norge og Sverige sammen med Sydafrika, Australien, New Zealand og Japan. Man kunne oplagt spørge, om der måske kunne tænkes andre forklaringer på, hvorfor man vægter arbejde og fritid forskelligt i disse lande.

Under alle omstændigheder virker det lige flot nok, at man på baggrund af undersøgelsen konkluderer, at velfærdsstaten gør danskerne dovne, når Danmark ikke engang indgår i undersøgelsen!

Er det storken, der kommer med børnene?

Dermed er vi også fremme ved det sidste store problem i Cepos’ undersøgelse, nemlig spørgsmålet om kausalitet. Fordi to forhold tilsyneladende følges ad, er det ikke nødvendigvis sikkert, at det ene påvirker det andet. I gamle dage blev der født flest børn på landet, hvor der også levede flest storke. Men det var trods alt de færreste, der tog det som tilstrækkelig dokumentation for, at storken kom med børnene.

På samme måde betyder en sammenhæng mellem omfordeling og vægtningen af hårdt arbejde ikke nødvendigvis, at det er den høje omfordeling som er årsag til, at folk vægter hårdt arbejde lavere. Faktisk anerkender forfatteren selv, at man på baggrund af studiet ikke kan sige med sikkerhed, at det ene er årsag til det andet. Det vil nemlig kræve, at man sammenligner data fra det samme land over længere tid, for på den måde at undersøge, om ændringer i ’arbejdsmoral’ og ændringer i omfordelingen følges ad. Men Cepos-studiet sammenligner jo, som oven for beskrevet, data på tværs af lande.

I stedet for at supplere de tværnationale studier med tidsstudier inden for samme land, supplerer forfatteren sine studier med en undersøgelse mellem graden af omfordeling og faktisk arbejdstid i de enkelte lande. Undersøgelsen bekræfter umiddelbart, at mere omfordeling betyder, at den enkelte arbejder færre timer om ugen. Men det bringer os jo ikke meget tættere på spørgsmålet om, hvorvidt der er kausalsammenhæng mellem graden af omfordeling og såvel vægtningen af arbejde kontra fritid som den faktiske arbejdstid.

Så lad os her til slut forsøge at hjælpe Cepos lidt og undersøge, om man fx i Danmark over de sidste ti år kan finde en sammenhæng mellem ændringer i omfordeling og ændringer i arbejdstid. Tal fra tænketanken Cevea viser, at den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark faldt med cirka 4 procent op gennem 00’erne, fra knap 36½ time i 2001 til 35 timer i 2010.

Ud fra Cepos’ rationale må det jo skyldes, at der er blevet mere omfordeling i Danmark de sidste ti år, så folk er blevet mere dovne og slapper mere af. En række undersøgelser - eksempelvis her, her og her - peger dog på, at det stik modsatte er tilfældet. Det tyder på, at der nok er andre forhold end blot graden om omfordeling, der spiller ind på spørgsmålet om, hvor meget man ønsker at arbejde.

Dovenskaben længe leve

Det er altså et godt stykke fra sandheden, når flere medier skriver, at ”Velfærd gør danskerne dovne og fattige”. For det første fordi sammenhængen kun eksisterer når man bruger en bestemt indikator for velfærdsstat, nemlig Gini-koefficienten. For det andet fordi danskerne kun indgår i en mindre del af undersøgelsen. For det tredje fordi Cepos måske nok dokumenterer et sammenfald når man måler på tværs af lande, men ikke en sammenhæng.

Alt det havde journalisterne selvfølgelig vist, hvis de havde gidet læse selve undersøgelsen, frem for kun at skimme Cepos’ egen pressemeddelelse. Men tilsyneladende har ingen fundet det tiden værd at se bare en smule kritisk på Cepos’ analyser. Og det er vist den eneste form for dovenskab, vi med sikkerhed kan udlede af den undersøgelse.


Kommentarer fra Facebook