I forrige uge fremførte en række socialdemokrater den påstand, at kampen imod rygning var elitær og skræmte arbejderklassevælgere væk fra venstrefløjen.

Min moster arbejder som sosu-assistent i Region Sjælland og hun har røget i mere end 40 år. Først inden for de seneste år, er det dog gået op for hende hvor skadeligt det reelt er. Et klarsyn der antageligt er kommet i takt med lovændringer, oplysningskampagner etc. Lysten til rygestop har heraf været stigende, dog har det knebet med viljen. Når min moster og onkel nu vender hjem fra kør-selv-ferie, så er det slut med rygning på det plejehjem hvor hun arbejder. Rygeforbuddet er for min moster en tærskel, en tærskel for hendes første rygestopforsøg. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det sidste skub mod et rygestopforsøg, som min moster behøver - ligesom et skilt på en legeplads kan være det sidste skub, nogle forældre behøver.

At fremføre et vote-seeking argument bør på ingen måde være tungtvejende, når det handler om emner, der samlet set har negative konsekvenser for fællesskabet. Nogle gange bør man også inden for fællesskabet tage kampe op, som kan være upopulære. En sådan kamp er usundhed. For usundhed kan ligesom den perverterede kapitalisme være ødelæggende, både for den enkelte og for fællesskabet. Man kan derfor ikke vægte og sige, at den ene kamp bør vælges fremfor den anden. For hvis politikere ikke må træffe upopulære beslutninger om rygeforbud og rygeskilte, hvorfor må de selvsamme så godt forbyde eller mindske adgangen til andre kemikalier, som er mindst lige så farlige?

Rygning dræber hver fjerde
Rygning er i dag årsag til hvert fjerde danske dødsfald, knap 14.000 årligt. En ryger vil gennem sit liv opleve at være væsentlig mere syg, både i almindelighed men også så syg at hospitalsindlæggelse eller førtidspension er nødvendig. I sidste ende betyder det en ca. 10 år kortere gennemsnitslevealder. Samlet set forårsager rygningen og dens bivirkninger et massivt produktionstab. Bare det øgede sygefravær koster ifølge Beskæftigelsesministeriet (2011), omkring 7.5 mia. kr. årligt. Fra et samfundsøkonomisk synspunkt ikke et uvæsentligt beløb. Men endnu vigtigere er det, at tallene samtidig også er et billede på, hvor omfattende rygning griber ind i livsforløbet. Både ud fra et individuelt og et kollektivt perspektiv giver det derfor også mening, at gå ind at regulere området, som har så voldsomme økonomiske og helbredsmæssige konsekvenser.

Overlæge og professor i lungemedicin, Ronald Dahl, kvalificerer nikotinafhængighed som en lidelse på linje med alkoholisme. Jeg mener derfor heller ikke, at det er et urimeligt indgreb i rygernes frihed at forbyder rygning i arbejdstiden. Rygning, og deraf nikotinafhængighed, er et misbrug som bør afhjælpes. At ryge en smøg hver aften, som andre drikke et glas rødvin til maden, er ikke et misbrug, men er man så afhængig af nicotin, at man skal ryge adskillige gange i løbet af en arbejdsdag – så er det et problem. Rygeloven har indtil nu i høj grad handlet om ikke-rygernes frihed, til ikke at blive udsat for passiv rygning.

Det er forståeligt, at rygere kan opfatte regulering, sundhedskampagner, restriktioner mv. som stigmatiserende, men det bør aldrig være normen i et samfund at afhængighed af et skadeligt stof er OK. Derfor bør rygning forbydes i arbejdstiden, som det er sket i Aarhus og nu i Region Sjælland og det bør forbydes i små skridt; først fra arbejdspladsen generelt, til rygekontorer, så rygerum, så til rygning udendørs og nu et total forbud.

Rygning er ikke et frit valg
Nogle vil kalde forbuddet om rygning i arbejdstiden for formynderi og et brud på den personlige frihed. Den kobling har jeg svært ved at se, når vi samtidig forsøger at afhjælpe mange andre former for misbrug gennem bl.a. regulering. Socialdemokrater, der hæfter sig meget ved folks frihed til at vælge deres eget gode liv, glemmer nok, at friheden når det kommer til rygning massivt påvirkes af tobaksindustriens interesser, for slet ikke at tale om de afhængighedsskabende tilsætningsstoffer. Endvidere er afhængigheden af nikotin jo også en lænke man fæstnes til, en ufrihed, som er overordentlig svær at vriste sig fri af. Friheden er derfor i bedste fald arbitrær. Når man først sidder i afhængighedens net, så det svært at leve et andet liv, om man vil eller ej.

Det ville klæde Mattias Tesfaye, Peter Hummelgaard, Camilla Schwalbe og mange andre af mine med-sosser, at komme med nye bud på hvordan vi mindsker andelen af nuværende og fremtidige rygere, i stedet for at skyde med spredehagl efter dem som gør, med polemiske indlæg om forbudstyranniserende-speltspisende-elitister. For hvis man vil bryde uligheden i sundhed, så er afhjælpning af nikotinafhængighed et vigtigt element.