Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen var i sidste uge ude med et forslag om, at man fremover kun skulle trække sit faglige kontingent fra, hvis man var medlem af en ”rigtig” fagforening.

"Man bør kun kunne få fradrag, hvis man er medlem af en ordentlig fagforening som 3F, der gør noget i forhold til uddannelse og løndumping. Krifa tager ikke det samme store samfundsansvar som de egentlige fagforeninger. De kopierer bare en overenskomst og trækker lidt fra de steder, hvor de er uenige," siger Leif Lahn.

Forslaget blev dog hurtigt skudt ned af den vikarierende politiske ordfører Maja Panduro, som slog fast at det ikke var partiets politik og at borgerne selvfølgelig havde ret til at stå i den faglige organisation som de ønskede.

Debatten på nettet blev hurtigt, at Leif Lahn Jensen nu ville udøve sindelagskontrol og at han var ude i et eller andet ærinde for at betale specielt 3F tilbage for valgkampsbidrag til partiet. Venstre kaldte forslaget desperat.

Men debatten om organiseringen på det danske arbejdsmarked bør ikke stoppe her

Diskussionen om forslaget tog dog en nærmest absurd drejning ud på et sidespor, da Johnny Nim, leder af virksomheden Det Faglige Hus, som til avisen.dk sagde at: ”Et forslag om at sætte en jødestjerne på en del af de danske lønmodtagere, vil efter min mening være i strid med den europæiske menneskerettighedskommission.”. En sammenligning som vist må stå helt for Nims egen regning.

Men debatten om organiseringen på det danske arbejdsmarked bør ikke stoppe her. Og selv om man måske kan kritisere Leif Lahn Jensen, for den kunstneriske fremførsel af forslaget, så bør der ikke være tvivl om, at han forsøgte at sætte en nødvendig debat i gang.

Den Danske Model er ikke kun udfordret af dem der vælger forretninger som Det Faglige Hus og Krifa, men i høj grad af dem som helt vælger en faglig organisation fra. Udfordringen er til at få øje på. På det private arbejdsmarked er organisationsgraden i dag omkring 50 %.

Problemet er først og fremmest med alle free riders eller gratisterne. Nemlig alle dem som i dag er dækket af overenskomster, men som ikke er medlem af det fagforbund som sikrer, at overenskomster bliver indgået og at der løbende bliver forhandlet ordentlige løn, arbejds- og ansættelsesvilkår.

At ændre på fradragsreglerne er imidlertid en ikke særlig holdbar løsning til at løse problemet med prisforskellen på rigtige fagforeninger og ”de gule”. Ikke mindst fordi det sætter fagbevægelsen i en meget udsat situation i tilfælde af, at de borgerlige kommer til magten.

Måske kunne dansk fagbevægelse overveje at gøre som i Canada, hvor alle der i dag er dækket af en overenskomst er med til at betale til de lønmodtagerorganisationer, der har forhandlet overenskomsten. Så vil alle der får del i goderne, også være med til at betale. Det ville gavne specielt i detailhandlen, hvor nærmest alle i dag er dækket af en overenskomst, men hvor ingen er medlem af HK Handel.

Med flere til at betale, skulle det gøre det muligt at gøre det billigere at drive fagforening i Danmark. Ikke nødvendigvis lige så billigt som Det Faglige Hus, men billigere.

Og hvis forskellen på prisen på et medlemskab af en faglig organisation og de gule konkurrenter formindskes, burde lønmodtagernes rationale for at vælge dem, alt andet blive mindre.