Nej til kvoter, ja til kvotienter

Eksamenskarakterer er, i modsætning til optagelsessamtaler og prøver, en effektiv, god og fordomsfri måde at fordele uddannelsespladser til nye studerende på.
Først en rigtigt, rigtig god nyhed. Flere unge end nogensinde har søgt optagelse på en videregående uddannelse og flere end nogensinde før er i denne uge blevet optaget. Ambitionen om at skabe den dygtigste og mest veluddannede generation i Danmarkshistorien er rykket et lille skridt den rigtige retning.

Mere end 60.000 er blevet optaget, men der er også 20.000 som søgte forgæves. På de mest populære uddannelser er adgangskravene et gennemsnit fra gymnasiet på langt over 10. Der er to ret indlysende årsager til at adgangskvotienterne er steget. Det ene er at der er flere potentielle studerende om buddet og det andet er at de forskellige bonusordninger på højniveaufag og hurtig studiestart.

Det fik DSUs formand Camilla Schwalbe til at melde ud, at det var et problem med karakterræset, som efter hendes mening var gået var gået amok og i stedet ønskede/krævede/foreslå hun, at man bl.a. ændrede fordelingen, så flere fremoverkom ind på kvote 2, hvor fordelingen skulle være 50-50.

”… hvis du – hvad jeg vil hævde er sundt – har krydret din gymnasietid med fritidsjob og frivilligt arbejde, i stedet for at sidde med hovedet i bøgerne 3 år i træk.” skrev hun på sin blog.

Dertil vil jeg hævde, at din evne til at sidde ved kassen i Netto eller som fodboldtræner for et hold miniputter, ikke nødvendigvis fortæller noget om din evne som studerende. Det kan selvfølgelig være en fordel, at have arbejdet som SOSU-assistent, hvis du vil være sygeplejerske eller som lærervikar, hvis du vil være lærer, men hvilket ufaglært forbereder dig til et liv som biokemiker eller læge.

Men vigtigst af alt, så er karaktergennemsnittet lige for alle, uanset sin sociale baggrund. Her er det udelukkende dine evner som elev, der bliver set på. Ikke dine evner til at gå til samtaler, dyre kurser eller højskoleophold.

Kvote 2 er spild af tid og ressourcer
Der er masser af udfordringer med kvote 2. Et er at det er langsommeligt og ressourcekrævende for uddannelsesstederne. Ressourcer som i stedet bør bruges på undervisning.

Noget andet er, at det bliver en anden persons subjektive vurdering af den potentielle studerendes aktiviteter, der afgør om han eller hun kommer ind. Hvordan vægter man et højskoleophold overfor erhvervserfaring eller frivilligt foreningsarbejde overfor et udlandsophold?

Optagelsessamtaler favoriserer dem med den akademiske familiebaggrund i orden. En samtale om at blive optaget på medicin vil alt andet lige være en fordel for de unge mennesker, der selv kommer fra lægehjem, hvor man kender sproget og vil have mulighed for at forberede sig til samtalen. Det er socialt skævt.

Endelig spilder man de unges tid. I stedet for at gå i gang med en uddannelse, vil man se unge mennesker der render rundt fra Herodes til Pilatus for at optjene ”kvote 2-point”. Det er selvfølgelig god business for landets højskoler, men hvis man har en ambition om at de unge skal lidt hurtigere igennem uddannelsessystemet, så er det altså den helt forkerte vej at gå.

Udfordringen er at der er et begrænset antal pladser og uanset hvilket system man laver, så vil der altid være nogen, der ikke får deres ønske opfyldt.

Og selv om man så er gået alle de omveje og ændrer på optagelsesprocedurerne, så vil der stadigvæk stå nogen tilbage, som ikke kommer ind på drømmeuddannelsen – også selv om de har både motivationen og evnerne der til.

For deres egen og for samfundets skyld må man håbe på at de afviste kan finde sig en anden uddannelse og en karriere, som også kan gøre dem lykkelige.

Den politiske kamp må i disse år handle om at skaffe flere studiepladser, styrke vejledningen og skabe bedre og mere kontakt imellem ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser, så de unge får bedre kendskab til de mange andre muligheder som også findes.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook