”Jeg bliver glad, hver gang jeg ser en virksomhed tjene penge. For så investerer den også…  jeg mener ikke, at man skal ryste på hovedet over lavere selskabsskat.” udtalte Ole Sohn til Jylland Posten for en uge siden. I den forlængelse var Ole Sohns nye rationale, at nulvækst i det offentlige er godt fordi man så kan sænke skatterne og at særligt lavere selskabsskat er godt fordi det leder til flere investeringer.

Men det passer bare ikke.

Økonomi- og Indenrigsministeriets beregninger viser, at lavere selskabsskat er bundskraberen over mulige initiativer til at skabe arbejdspladser – lavere selskabsskat for eksempelvis 3 mia. kr. skaber kun knap 200 job det første år – svarende til 15 mio. kr. pr. job. Det er 2 millioner kr. MERE for hvert enkelt job end hvad Danske Banks direktør fik i løn sidste år. For samme beløb anvendt på offentlig service vil man ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet kunne skabe 5.400 job. Offentligt forbrug er således ca. 27 gange så effektivt et instrument til at skabe job her og nu.

Der er heller ingen historiske beviser for, at lavere selskabsskat skulle føre til højere vækst eller flere investeringer. Selskabsskatten er gradvist blevet halveret siden 1989, uden at det har påvirket væksten. Over den samme periode har nettoinvesteringernes andel af bruttonationalproduktet været svagt faldende og produktionsapparatet er skrumpet siden 2009.

Fremfor at investere har virksomhederne siden 2009 gemt hele 226 milliarder kroner væk på deres bankkonti (hvilket skal ses i forhold til at der kun hives små 50 milliarder ind i selskabsskat, primært fra olieselskaber og banker). Så hvorfor investerer virksomheder så ikke, når de har så mange penge?

Forklaringen ligger lige for – hvorfor skulle virksomhederne være interesseret i at udvide produktionen og ansætte flere medarbejdere, hvis ingen vil købe deres produkter? Problemet ligger i at når folk bliver fyret fra deres arbejde, så har man ingen penge til at købe virksomhedernes produkter. Andre som er heldige at beholde jobbet bliver naturligvis bange for at miste det og skynder sig at afbetale deres gæld eller sparer op, så ens økonomi bedre kan klare , hvis man nu selv får sparket næste gang.

Selv De Økonomiske Vismænd er enige: ...den svage økonomiske aktivitet herhjemme er mere udtryk for en svag efterspørgsel i ind- og udland (og særligt i Danmark), drevet af forbrugeres og virksomheders bekymring for fremtiden, end for en særligt svag dansk konkurrenceevne.

Vækst kræver mere end lave skatter
Når den tidligere erhvervs- og vækstminister derfor ræsonnere sig frem til at lavere skatter er den eneste vej til flere job, er det ikke kun forkert – men også visionsløst.

Da Henry Ford i 1914 sænkede arbejdstiden til 8 timer om dagen og fordoblede lønningerne til 5 dollars om dagen for arbejderne på Fords bilfabrikker, var det ikke fordi han var en rar arbejdsgiver (tværtimod!). For udover at Ford med de kortere arbejdstider og høje lønninger kunne tiltrække de dygtigste medarbejdere, så gjorde lønstigningerne det muligt for hans egne ansatte at købe de biler, som de selv producerede. Win-win. Det handler derfor ikke om at være billigst, men om at producere så gode produkter at alle vil og kan købe dem. Det kan retfærdiggøre højere lønninger. Af samme årsag vil den kinesiske regering hæve minimumslønnen og fordoble gennemsnitsindkomsten frem mod 2020.

Sohns anden absurde fejlslutning er at han ser skatteindbetalingen til den offentlige sektor som den største bremseklods for en konkurrencedygtig økonomi. Vores bidrag til fællesskabet ryger nemlig ikke bare ned i et sort hul, men er tværtimod en effektiv måde at betale for fælles sygehusvæsen, børnehaver og skoler – alle institutioner som muliggør at vi er sundere og får færre sygedage, får frigjort hænder fra børnepasning til andet arbejde og får uddannet vores børn til glæde for virksomhedernes innovationsniveau. Alt dette billigere og mere effektivt end i udlandet, hvor kun de rige får denne mulig eller arbejdsgiverne skal bære udgifter. F.eks.  betaler amerikanerne ifølge OECD nemlig hele 17,6 pct. af deres BNP for deres omkostninger til sundhed. I Danmark har vi et markant mere effektivt sygehusvæsen, som kun koster os 11,1 pct. af vores BNP. Det er konkurrencedygtighed der vil noget.

For hvad nytter det at stirre sig blind på lave lønninger, hvis man ikke sikrer sig en højtuddannet arbejdsstyrke, en ubesværet udveksling af varer, ideer og let adgang til at oprette nye virksomheder? Her ligger Danmark i superligaen i alle internationale opgørelser over konkurrencedygtighed lige fra Verdensbankens ’Ease of Doing Business’-rapport, som giver Danmark en førsteplads i EU og en femteplads internationalt til World Economic Forums Global Competitiveness Report, som også placerer Danmark i den internationale top inden for konkurrencedygtighed år efter år. Selv i det ellers usympatiske finansimperium Goldman Sachs nyeste opgørelse “Mapping the wealth of nations”, får Danmark det samlede forspring når man måler på innovation, velfungerende offentlige myndigheder og god infrastruktur.

Der er således intet galt i at Ole Sohn ønsker en mere effektiv offentlig sektor eller en mere konkurrencedygtig økonomi. Men at vejen skal gå gennem skattelettelser er ikke kun uambitiøst og visionsløst – det er direkte kontraproduktivt.

Miljø- og klimaregulering har f.eks. skabt grobund for nogle af verdens mest konkurrencedygtige virksomheder på området i Danmark og vores beslutning om at prioritere et godt sundhedsvæsen har fx skabt grobund for Novo Nordisk og høreapparatsvirksomheden Oticon.

Det har været en god forretning og bliver det i stigende grad. Fx har Det Internationale Energi Agentur bevist at man sparer tre kroner i brændselsforbrug for hver krone, der investeres i energieffektivitet og grøn teknologi. At det er en god forretning at indrette erhvervspolitikken efter samfundets bredere mål bakkes op af en omfattende analyse fra Harvard og London Business School, som viser at virksomheder med en omfattende miljø- og socialpolitik klarer sig bedst. Sat på spidsen: En dollar investeret i egenkapitalen i 1993 ville i de bæredygtige virksomheder have øget værdien til 31 dollar i 2010, mod 25 dollar i gruppen af ikke-bæredygtige virksomheder.

Centrumvenstre skal derfor ikke løbe liberalisternes ærinde og afmontere velfærdsstaten i et misforstået forsøg på at være erhvervsvenlige. Tværtimod skal bør man indrette erhvervspolitikken efter hvilket samfund vi gerne vil efterlade til vores børn.