Annonce

Kommentatorer keglede rundt i rokaden

Fredagens rokade var hård ved de politiske kommentatorer, der pludselig skulle bortforklare måneders ”analyser” af bl.a. Villy Søvndals kommende afgang.
En lang række af landets førende kommentatorer kom på overarbejde fredag, hvor der skulle analyseres på regeringsrokaden. Flere af de førende eksperter og mest indsigtsfulde analytikere af de politiske spil, måtte starte dagen med, at forklare hvordan udenrigsminister Villuy Søvndal kunne få lov at fortsæte, når de nu havde forudset det modsatte.

Det galt bl.a. tænketankdirektør Peter Mogensen, der trods høj gage i sit nye job, stadigvæk bijobber som en af landets mest uvidende spåkoner præsterede i sommers følgende analyse af Søvndals chancer for at blive i jobbet:

”Søvndal er truet. Hvorfor? Fordi han er usynlig.

Som flere andre topministre har han ikke været stærk nok i forhold til sit dygtige embedssystem, som har tjek på alle detaljer. Han er blevet ædt, og når det sker, ender politikken (ikke mindst i Udenrigsministeriet) altid i lidt forsigtige anonyme hop på stedet. ”

Peter Mogensen var ikke den eneste der havde forudset Søvndals afgang. Det samme havde Gitte Redder fra Ugebrevet A4, Andreas Karker fra BT og Henrik Qvortrup fra TV2

Derfor var der også mange der pludselig skulle have forklaringer på, hvordan det kunne være at Søvndal overlevede rokaden. BTs politiske kommentator, Lotte Hansen, mente at det ville have skabt unødige problemer for regeringen, hvis Thorning havde fyret Søvndal (til fordel for en socialdemokrat).

”Selv om det virkelig havde set tomt ud i toppen af SF, hvis Villy Søvndal mistede den tunge post, så vurderer Helle Thorning-Schmidt, at hun undgår en masse unødig uro, som der uomtvisteligt ville komme, hvis Søvndal blev fyret. Der er ikke behov for, at S og SF kommer til at stå længere fra hinanden,” hun til BT.

Her udviser Lotte Hansen en fin og veludviklet næse for at læse det politiske spil. Hvis Villy Søvndal var blevet fyret, så havde det ikke været Helle Thornings beslutning, det havde været Annette Vilhelmsens (og Holger K. Nielsens) der havde sagt god for det. SF havde så fået et andet ministerium til gengæld og forholdet imellem ledelserne i S og SF havde været præcis det samme mandag som det var torsdag.

Men ja, havde Thorning fyret Søvndal hen over hovedet på Vilhelmsen og indsat f.eks. Nicolai Wammen som udenrigsminister, så havde det nok skabt en del ballade. Tak for det, Lotte.

Mette F ryger ud
En af de andre teorier som havde været luftet, var at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen stod til fyring. I BT kunne man tilbage i maj læse, at:

”… Helle Thorning-Schmidt (S) vil bruge den kommende regeringsomdannelse til at styrke sit greb om regeringen og den socialdemokratiske folketingsgruppe. De illoyale – og til dem regnes Mette Frederiksen (S) – vil blive forflyttet, mens andre kan regne med forfremmelse, lyder det fra kilder i og uden for de tre regeringspartier, som bt.dk har talt med.”.

Nogen har åbenbart ikke været helt så troværdige kilder som bt.dk havde, turde håbe på. Men de fik da en kritisk historie om S tilbage i maj.

Annette Vilhelmsen sejrede – og fik tæsk
En af rokadens store vindere var SFs formand, Annette Vilhelmsen, der fik Pia Olsen Dyhr opgraderet for eksportminister til transportminister og fik reddet sig selv ud af et erhvervs- og vækstministerium, som tydeligt ikke har passet hende, og i stedet kunne tage plads i et styrket Børne-, social- og integrationsministerium.

Det var der ikke meget respekt for hos de politiske kommentatorer. På Berlingske kaldte politisk kommentator Thomas Larsen det ligefrem ”dårligt politisk håndværk”.

”Det er udtryk for dårligt politisk håndværk, at man får lavet et ministerium, som så hurtigt udløser kritik fra egne rækker. Og det er en afgørende pointe, at det ikke er de politiske modstandere, der kritiserer regeringen. Det er altså kritik, der kommer fra socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som altså nu ser meget kritisk på Annette Vilhelmsens nye ministerium”

Det er en kommentator med blik for sagen, evnen til at holde øjnene på bolden osv. Annette Vilhelmsen er for første gang siden hun tiltrådte som partiformand, gået sejrrigt ud af noget som helst. Hun har fået mere end kommentatorerne regnede med og så er det pludselig et problem for hende, at hendes politiske modstandere (S og SF er faktisk er to forskellige partier…) er sure over, at hun tiltager sig mere magt og indflydelse.

Så leder man godt nok efter hår i suppen - eller har på forhånd besluttet sig for en vinkel, hvor Vilhelmsens ikke kan gøre noget rigtigt.

Sass bliver begravet i arbejde
Førnævnte Peter Mogensen valgte at nøjes med at kommentere rokaden på Twitter (og på TV) hvor han skriver: ”Rokaden fornuftig. Cool. Men gør næppe en forskel. Wammen dog tilbage i formandskampen. Sass får overrask. æresrunde - og forsvinder i arb(ejde).”

Mogensens antipati overfor Henrik Sass Larsen er jo velkendt og derfor er det heller ikke helt overraskende, at han regner med at han nu forsvinder helt ud af den offentlige debat.

Men Sass Larsen har jo i forvejen ikke stået i forreste linje, når kampen imod Venstre og Enhedslisten er blevet udkæmpet. Sass Larsens styrke er på det politisk strategisk/taktiske niveau og ikke i studiet hos TV2/News. Som medlem af regeringen vil han få mulighed for at få afgørende indflydelse på partiets og regeringens overordnede kurs.

Og så at påstå, at Nicolai Wammen er tilbage i formandskampen, fordi han nu er blevet forsvarsminister er i bedste fald naivt. Hvis Wammen skal ses som førsteudfordrer til Mette Frederiksens, så var han det lige så meget før, som han er det nu. Uanset om han sidder i det ene eller det andet ministerium.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet