Poul, Svend, Mogens og Ritt. Tilsammen udgjorde et firekløver, der i knap 30 år udgjorde omdrejningspunktet i Socialdemokratiet.

Tre af dem nåede som bekendt at blive partiformand og i løbet af årene skiftedes de til at være på hold med - og mod - hinanden. I søndagens udgave af Berlingske kunne man læse om en ny firebande, der nu har taget magten i partiet:

”En ny socialdemokratisk firebande har materialiseret sig i regeringen. Statsminister Helle Thorning-Schmidt, finansminister Bjarne Corydon, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen indtager nu formelt de mest magtfulde poster i partiet.”

Sammenligningen mellem ”de fantastiske fire” og Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen virker mere end en anelse søgt. Først og fremmest er det en smule tidligt at spå om alle de fire nuværende har en lige så lang fremtid foran sig i partiet. Dels kan det nuværende magtspil ikke udlægges uden at inddrage væsentligt flere spillere.

Og har man fulgt Socialdemokratiet bare lidt på afstand, så vil man hurtigt opdage, at der i hvert fald i hele dette spil er i hvert fald to spillere mere, som kommer til at spille en betydelig rolle i fremtidens socialdemokrati, nemlig Nick Hækkerup og Nicolai Wammen.

Hvor er rustbankerne?
Endelig er der er spørgsmålstegn om hvor den sidste gruppering i Socialdemokratiet, Rustbankerne, placerer sig. Gruppen omfatter de mere traditionelle, venstreorienterede medlemmer af folketingsgruppen. Siden borgfreden imellem Sass Larsen og Carsten Hansen tilbage i 2006 har der, med undtagelse af enkelte pip fra eksempelvis Bjarne Laustsen, været rimelig ro i geledderne fra deres side. De vil helt sikkert også have en rolle at spille i forhold til fremtidens socialdemokrati.

For en ny ledelse er ro på bagsmækken i forhold til det venstreorienterede bagland afgørende, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at blive en succes.

Mangler logik
Andre steder i artiklen halter logikken en smule. Journalisterne arbejder med en teori om, at det er statsministeren, der har villet vise Machiavellisk lederskab.

”Helle Thorning-Schmidt (havde) et behov for at signalere, at hun er frue i eget hus, da hun iværksatte ministerrokaden sidste fredag, fortæller flere centrale S-kilder. De forklarer, at Henrik Sass Larsen både blev hentet ind på ministerholdet…”

Kort forinden har man kunne læse, at statsministeren kører parløb med Corydon i modsætning til Sass Larsens parløb med Mette Frederiksen. Hvordan det logisk hænger sammen at statsministeren forfremmer en person, der angiveligt er hendes modstander, for at bevise at hun bestemmer, er et åbent spørgsmål. ”Frue i eget hus”-teorien kan måske forklare fyringen af Nick Hækkerup og Mette Gjerskov, men ikke forfremmelsen af Sass Larsen.

Helt tosset historieskrivning
Artiklen forsøger på lidet flatterende måde, at kanonisere Henrik Sass Larsen som den store strateg og magtspiller:

”Henrik Sass Larsen har om nogen været kongemageren hos Socialdemokraterne i nyere tid. Han er kendt for sin mavefornemmelse for at stå det rigtige sted, når spillet skal afgøres.”

Nu er ”i nyere tid” jo et relativt begreb, men ser man bort fra fravalget af Frank Jensen, så havde Sass Larsens politiske karriere på daværende tidspunkt henslæbt sin tilværelse som backbencher i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Mavefornemmelsen må i hvert fald have svigtet, da han tabte til Frank Jensen i kampen om at blive politisk ordfører efter Nyrups nederlag i 2001.

I årene under Lykketoft var Sass Larsen placeret så langt fra magtens centrum, som det var muligt. En kort periode som skatteordfører, med den utaknemmelige opgave at markedsføre Mogens Lykketofts, sikkert geniale, men fuldstændigt ukommunikertbare ”Intelligente Skatteloft”, blev det til for manden med mavefornemmelsen for magten.

Berlingskes artikel er helt sikkert interessant, men nogle steder klipper den altså lige en hæl og hugger en tå for at få præmissen om ”de nye fantastiske fire” til at hænge sammen. Og det er lidt ærgerligt.