Svar på tiltale. Debatten om den danske konkurrenceevne har præget mediebillede de sidste par dage. Først annoncerede tillidsmændene på Danish Crown en aftale, hvor de accepterede en lønnedgang til fordel for øgede investeringer i produktionsapparatet, og derefter fulgte en ny rapport, der dokumenterede, hvordan Danmark er rutschet ned af listen over verdens mest konkurrencedygtige lande til en femtendeplads.

Dette har fået Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, til at fare til skrivemaskinen. I en lederartikel i dag skriver han således, at den forstenede fagbevægelse udgør en stor blokade for genopretningen af den danske konkurrenceevne:

”Hvad kan fagbevægelsen nu? Ingenting – åbenbart. (..) Den traditionelle fagbevægelse er strandet i et forældet virkelighedsbillede, hvor Danmark er isoleret fra den internationale økonomis kræfter. (..) Som vi skriver i dagens avis, prioriterer erhvervslederne deres virksomhed frem for nationale danske interesser. Heldigvis. Ellers ville de ikke passe deres arbejde. Firmaerne ville miste konkurrenceevne og ordrer og derved bidrage til den negative spiral, som vores land er havnet i. (..) Her burde LO deltage i at udarbejde modeller, så virksomhederne kan fastholde og skabe konkurrencedygtige danske job.”

Oversat til almindeligt dansk betyder Krab-Johansens formuleringer om at ’udarbejde modeller’ og ’skabe konkurrencedygtige job’, at Fagbevægelsen ikke blot skal acceptere en lønnedgang, men åbenbart selv foreslå den.

Dette forslag afslører det absurde hykleri, som højrefløjen praktiserer. På den ene side er det ikke blot acceptabelt, men decideret ønskeligt, at virksomhederne optræder som egoister. ’Ellers ville de ikke passe deres arbejde’, som Krab-Johansen skriver. På den anden side skal lønmodtagerne på gulvet optræde som altruister, der ikke skal prioritere deres egen økonomi, men først og fremmest tænke på virksomhedernes konkurrenceevne.

Mens erhvervslederne altså skal prioritere deres egen virksomheds interesser, skal fagbevægelsens medlemmer lægge lønkravene i skuffen, lukke øjnene og tænke på nationaløkonomien.

Udover at den mildest talt inkonsistente argumentation, er Krab-Johansens forslag også exceptionelt kortsigtet. Lavere lønninger tiltrækker givetvis arbejdspladser, men der er tale om en ’kunstig vækst’. Ikke én eneste medarbejder bliver dygtigere og ikke ét eneste nyt produkt bliver udviklet ved at sænke lønnen generelt. Virksomhederne bliver med andre ord ikke bedre, men blot billigere – indtil de andre lande følger trop, sænker deres lønninger og Danmark igen er slået tilbage til start.

I stedet burde man investere målrettet i at gøre lønmodtagerne dygtigere gennem uddannelse – pudsigt nok netop et synspunkt, som fagbevægelsen gjorde til sit hovedkrav dengang i 00’erne, hvor de borgerlige havde travlt med at puste boblen op og belære andre om Danmarks uovertrufne økonomi.

Dette illustrerer hvordan Fagbevægelsen har gjort mere for dansk økonomi gennem årene end samtlige borgerlige interesseorganisationer til sammen. Når tiderne har været hårde, har de ikke blot sænket lønkravene, men også tænkt langsigtet, eksempelvis i forbindelse med oprettelsen af Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller arbejdsmarkedspensionerne, der i dag har delvist sikret danskerne mod den demografiske bombe, som rammer resten af Europa om få år.

Dette lange lys bør fortsat være fagbevægelsens kendetegn, eksempelvis med oprettelsen af en uddannelsesfond via overenskomsterne. Hvis man i stedet lytter til Anders Krab-Johansen og slår over til det korte lys ender såvel lønmodtagerne som dansk økonomi i grøften.