Det egentlige folkelige oprør har vi ikke set, og reaktionen oven på finanskrisen har nærmere givet sig udtrykt i en stigende politikerlede frem for en fortørnelse over de strukturer, der gav næring til krisen.

Tema. Det er nu fem år siden, at krakket i Lehman Brothers d. 15. september 2008 markerede ikke blot den globale finanskrises komme, men startskuddet til en realøkonomisk nedtur, som vi endnu ikke har set afslutningen på.

Krisen blev fremprovokeret af en voldsom grådighed i en ureguleret finanssektor, som uansvarlige politikere hverken formåede at tøjle eller forstå.

På venstrefløjen regnede mange med, at finanskrisen ville indvarsle en ny tid med en mere retfærdig ressourcefordeling. Men vi har set det modsatte. I stedet for et opgør, har krisen snarere bekræftet og styrket den globale neoliberale orden, hvor uligheden fortsat er på fremmarch, og den finansielle sektor er vokset mange gange større end den egentlige økonomi.

I årene siden Lehman Brothers krakkede har vi flere gange set spirende oprør. I USA var der Occupy Wall Street, i Spanien Indignados-bevægelsen, og herhjemme har vi også set for eksempel ”Skift Bank Dag”-initiativet. Fælles for disse og andre initiativer har været kampen imod den voksende ulighed og den ene procent af befolkningen, som sidder på halvdelen af klodens velstand.

Alligevel har disse bevægelser med formålet om at gøre oprør mod de 1 procent, ironisk nok også kun været ført ud i livet af mindre politiske grupperinger, der ikke har været repræsentative for den bredde del af befolkningen. Det egentlige folkelige oprør har vi ikke set, og reaktionen oven på finanskrisen har nærmere givet sig udtrykt i en stigende politikerlede frem for en fortørnelse over de strukturer, der gav næring til krisen.

Det er den lille mand, der må holde for og bære ansvaret for økonomisk genopretning, demografisk holdbarhed og konkurrenceevne på sine skuldre.

Finanskrisen er derfor også blevet en demokratisk krise, hvor de 99 procent i alt for høj grad accepterer, at de er marionetdukker i elitens spil. Krisen har bidraget til at styrke et mindreværdskompleks blandt almindelige mennesker, der i stedet for at gøre oprør mod en rådden og uigennemskuelig finanssektor, giver op ”fordi det er for kompliceret, til at de kan forstå det”.

Det er netop dette mindreværdskompleks som finansfyrsterne har udnyttet til at berige sig selv i en voldsom grad, og med deres indforståede viden skabe en global magtposition. Økonomi kan naturligvis være en kompliceret størrelse, men ikke desto mindre må vi den dag i dag spørge, - hvis finanssektoren virkelig er så overlegen intelligent, hvordan kunne de så lade krisen ske? Vores klare budskab må være, at kan det ikke forklares, kan det ikke forsvares. Der trænger stadig til gevaldig oprydning i sektorens spind af uigennemskuelige produkter.

Overalt i Europa ser vi nu, hvordan borgerlige kræfter og selv samme finanssektor som startede krisen, argumenterer for, at nedskæringer og løntilbageholdenhed er eneste vej til økonomisk fremgang. Det er den lille mand, der må holde for og bære ansvaret for økonomisk genopretning, demografisk holdbarhed og konkurrenceevne på sine skuldre. Når man beder eliten og finanssektoren om at bidrage, og eksempelvis skrue ned for bonusordningerne, får vi at vide, at det ikke kan lade sig gøre for disse mennesker, som jo fortsat skal have et incitament og en belønning for deres store bidrag til menneskeheden. Det er et ufatteligt paradoks, hvor en krise er blevet udnyttet til at styrke magtpositionen og købekraften hos bagmændene.

Politikerne holder vejret og håber det går, alt i mens almindelige mennesker føler sig afmægtige. Det er indtil videre arven efter Lehman Brothers her fem år efter krakket.

Her fem år efter krakket i Lehman, med millioner af tabte job, med ulykkelige konsekvenser for mennesker verden over, springer champagnepropperne igen på Wall Street. Aktiekurserne er igen i plus og den finansielle kasinoøkonomi har kronede dage. Alt for lidt er blevet gjort for at undgå, at et nyt krak kan ske igen i fremtiden. Massevis af banker er fortsat ”too big to fail” – så store og vigtige for samfundsøkonomien, at vi ikke kan holde til, at de går konkurs. ”Too big to Fail” betyder, at de i praksis kan fortsætte deres risikable investeringer og metoder, alt i mens realøkonomien holdes som gidsler.

Politikerne holder vejret og håber det går, alt i mens almindelige mennesker føler sig afmægtige. Det er indtil videre arven efter Lehman Brothers her fem år efter krakket. Ingen steder bør dette føre til stadig større selvransagelse end i den socialdemokratiske bevægelse. Vi skal fremadrettet turde tage kampene med finanssektoren, og bringe håbet og en følelse af medindflydelse over eget liv tilbage til en desillusioneret arbejderklasse. Det er en politisk kamp der venter de næste fem år.

Målet må være, at tiåret for finanskrisen forhåbentligt bliver en fortælling om et forsinket – men ikke desto mindre kraftigt -  politisk opgør med en uansvarlig og magtfuldkommen økonomisk elite.

Anne Paulin er socialdemokratisk folketingskandidat i Skivekredsen.