Forklædt som ideologisk frihedskamp skubbede folkevalgte, borgerlige politikere, udenlandsdanske milliardærer og fallerede meningsdannere sidste sommer en restauratør ved Vejle Å foran sig, i et opgør med de mest grundlæggende principper på det danske arbejdsmarked; kendt som ”den danske model.” En model som de borgerlige samstemmende erklærede for utidssvarende.

Tænketanken Cevea har netop udsendt en rapport om den danske model, der på 11 punkter fremhæver styrkerne ved en model baseret på forhandling.

Den danske model betyder, at løn- og arbejdsvilkår baserer sig på frivillige indgåede aftaler imellem arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerne organiseret i fagforeninger og med så lidt statslig involvering som muligt, hvilket f.eks. betyder, at politikerne på Christiansborg ikke har vedtaget en minimumsløn.

Konklusionen i rapporten er tydelig.  Det danske arbejdsmarked er fleksibelt, samarbejdet mellem arbejdstagerne og arbejdsgiver er gavnligt for produktiviteten og uligheden er relativt lav.

Desuden konkluderer rapporten at den danske model har været afgørende for at sikre danske lønmodtagere en verdensrekord i efteruddannelse, høj tilfreds med deres arbejdsliv og danskerne kan have tryghed i alderdommen igennem et af verdens mest bæredygtige pensionssystemer.

Giver man sig tid til at studere fordelene ved vores måde at organisere arbejdsmarkedet på, står det lysende klart, at vi i Danmark har en model, som er værdifuld for både arbejdstagere, for arbejdsgivere og for hele samfundet.

Og den kan én gang for alle hamre en pæl gennem mange af de myter og usandheder der florerer om den danske model. Lad os tage de tre mest udbredte.

Myte #1 – Modellen passer ikke til et moderne samfund
Myten er udbredt i borgerligt-liberale kredse, hvor man forsøger, mere eller mindre elegant, at lægge modellen på historiens losseplads. Modellen passer simpelthen ikke til et moderne samfund.

De borgerliges største anke er, at kollektive overenskomster bliver trukket ned over individerne, der dermed mister handlefriheden. Men muligheden for at forhandle lokale aftaler er en rettighed der netop kommer fra de kollektive overenskomster. Det er lønmodtagerne selv, der insisterer på disse rettigheder, og systemet er indrettet til at imødekomme disse krav. Det er den danske model faktisk tilpasset til at kunne gøre.

Myte # 2 – Faglig organisering hæmmer væksten
”De danske lønninger er for høje og produktiviteten er for lav.” Med det argument har flere virksomhedsejere enten flyttet produktionen til udlandet eller hentet udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Det med at flytte produktionen til Østeuropa eller Fjernøsten har flere virksomheder så siden enten fortrudt eller betalt prisen for.

På det organiserede, danske arbejdsmarked modsvares en relativt højere timeløn af højere kvalitet, højere uddannelsesniveau, samarbejde, godt arbejdsmiljø og færre tabte arbejdstimer grundet arbejdsnedlæggelser. Og så har de danske lønmodtagere – netop gennem de seneste overenskomstforhandlinger – rettet gevaldigt op på lønkonkurrenceevnen overfor vores nærmeste naboer, ved at vise løntilbageholdenhed.

Ingen kan i Danmark stemme sig til en højere løn, men prisen på arbejdskraft bliver løbende tilpasset produktiviteten og eftersprøgslen.

Myte #3 – Konflikter forværrer forholdet mellem parterne
I kølvandet på konflikten omkring Restaurant Vejlegården foreslog flere politikere at gribe ind over for et at de helt centrale redskaber i arbejdstagernes kamp for ordnede forhold. Det er dog fejl at tro, at den danske model, med strejker, sympatikonflikter og lockouts, er lig et arbejdsmarked præget af konflikt og deraf ineffektivitet.

Rapporten fra Cevea viser tydeligt, at det danske arbejdsmarked aldrig har været mere fredeligt. Antallet af tabte arbejdsdage på grund af konflikt har aldrig været lavere, og tilliden mellem arbejdstagere og arbejdsgivere gør, at det danske arbejdsmarked er et af de mest samarbejdende og mindst konfrontatoriske i verden. De overenskomstbærende fagforeninger løser – ofte med uddannede tillidsrepræsentanter som mellemled – langt de fleste konflikter lokalt, inden de vokser sig for store.

Hvad er alternativet?
Tilbage står spørgsmålet til modstanderne af den danske model. Hvad vil i sætte i stedet? Et arbejdsmarked reguleret af lovgivere, der jævnligt skifter farve, og bruger arbejdsmarkedspolitikken som kastebold i populismens vinde?

Et dereguleret, uorganiseret arbejdsmarked, hvor øget ulighed, et gennemhullet sikkerhedsnet og fragmenteret forhandlingssystem vil føre til uro for arbejdsgiverne, øget pres på velfærdssystemerne og i værste fald social deroute?

Det er nemlig alternativet til den danske model, som de borgerlige åbenbart ønsker, når de politisk forsøger at save den gren over, som de fleste  danske lønmodtagere sidder på.

Læs hele rapporten her.