Annonce

12 onsdagsnyheder, som du ikke bør gå glip af

Netavisen Pio har samlet de ti mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.
1. Dagens rapport. Udvalget om Finanskrisens Årsager, populært kaldet Rangvid-udvalget efter formanden professor Jesper Rangvid, fremlagde i dag sin samlede rapport, der både analyserede årsagerne bag krisen og foreslog anbefalinger til at undgå fremtidige kriser: ”De beslutninger, der blev truffet før krisen, gjorde, at vi blev hårdere ramt, end vi kunne være blevet”, sagde Rangvid til pressemødet. Og hvem havde ansvaret for disse beslutninger? Pilen peger både på Nationalbanken, Finanstilsynet, bankerne – og selvfølgelig den daværende VK-regering.

2. Dagens tal. Samlet set har finanskrisen ifølge Rangvid-udvalgets beregninger kostet mindst 400.000.000.000 kroner. Beløbet er beregnet både som tab af produktivitet i det danske samfund på cirka tolv procent af bruttonationalproduktet samt nedskrivninger i den finansielle sektor. Dette til trods mener Brian Mikkelsen ikke, at ’rapporten giver anledning til selvransagelse hos VK’.

3. Dagens absurde udtalelse. I følge Venstre og Konservative er det den røde bloks skyld, at VK-regeringen førte den politik, som de førte. Tidligere økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) udtaler til TV2 News: ”Vi var en mindretalsregering. Det Konservative Folkeparti ville have strammet op på finanspolitikken (..) Hvis vi havde haft 90 mandater, var der ikke blevet ført en sådan politik”. Dette stemmer utroligt dårligt overens med, at han andetsteds afviser strammere regulering af finanssektoren og enhver form for indsats over for fremtidige boligbobler.

4. Dagens citat. Socialdemokratiets politiske ordfører Magnus Heunicke giver ikke meget for Brian Mikkelsens påstande: "Kan I ikke selv høre, hvordan det lyder?". Dette må karakteriseres som den enkleste, men samtidigt mest rammende one-liner, som redaktionen kan huske.

5. Dagens analyse. Heller ikke hos TV2's altid underholdende politiske kommentator, Henrik Qvortrup, bliver der ikke delt pluspoint ud til Brian Mikkelsen. Snarere tværtimod: Udtalelserne "kandiderer til danmarksmesterskabet i ansvarsforflygtigelse" og kan bedst betegnes som "hat og briller": "De (borgerlige, red.) havde jo 90 mandater til sammen. De var ikke nødt til at lytte til Socialdemokraterne. De gennemførte faktisk deres politik udenom Socialdemokraterne. Det var netop det, der karakteriserede store dele af deres regeringstid - at der blev ført en blokpolitik. Så det var Brian Mikkelsen og co., der førte den politik, som den her nye rapport de facto kritiserer. At begynde at sige, at det er Socialdemokraternes skyld, det er for tyndt (..) Jeg har oplevet mange politikere, der vasker hænder. Det her er et af de mere markante eksempler".

6. Dagens smæk med døren. Arne Westeng, direktøren for det udenlandske olieselskab Bayerngas, meddeler, at selskabet skrinlægger fremtidige investeringer i Nordsøen efter den nye aftale, hvor beskatningen af udenlandske olieselskaber hæves for at finansiere Togfond DK: ”Regeringen har med sin skatteaftale fjernet grundlaget for vores planlagte investeringer. Vi kan derfor allerede nu meddele, at vi ikke kommer til at deltage i den 7. udbudsrunde af licenser. Vi kommer i stedet til at flytte vores aktiviteter og satse på investeringer i Norge og Storbritannien”. Jamen, det er da lidt mærkværdigt, at Mærsk har tjent penge under de præcis samme skatteregler – som de økonomiske vismænd i parentes bemærket mener er for lave.

7. Dagens politiske initiativ. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen er gået i gang med at overveje sytten ud af de atten anbefalinger, som Rangvid-udvalget foreslog, skal omsættes i ny lovgivning, der skal sikre mod fremtidige kriser. Selvom ændringer i ejendomsværdibeskatningen på forhånd er udelukket, må dette karakteriseres som noget af en forandring fra tiden under VK-regeringen, hvor diverse kommissioners anbefalinger blev skyllet ud i toilettet få minutter efter de var fremlagt.

8. Dagens dummeste debatindlæg. I en kronik i Berlingske (hvor ellers?) fremfører Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, det noget mærkværdige synspunkt, at alle partier undtagen LA har erklæret krig mod boligejerne: ”Grundskatterne for alle boligejere eksploderer i disse år og truer med at sætte dem under et urimeligt økonomisk pres. Det er svært at se den situation som andet end en uerklæret krig fra et flertal af Folketingets og byrådenes politiske partiers side mod de danske bolig- og grundejere”. Jamen, helledusseda, hvor skal man efterhånden starte? Stort set alle partier har stået på nakken af hinanden de sidste ti år for at garantere mod boligskatter. Det er for pokker under otte timer siden, at Henrik Sass Larsen skyllede et forslag herom ned ad brættet.

9. Dagens historiske citat. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen mente som bekendt ikke, at man skulle tage advarslerne fra de økonomiske vismænd alvorligt: ”Alt i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om”. I dag ved vi så, at det er historiebøgerne, der i stedet skal skrives om: De gyldne tider under Fogh med fest, fladskærme og friværdi var i virkeligheden en bobleøkonomi drevet frem af lånte penge.

10. Dagens nye premierminister. Den højreorienterede leder for Det Liberale Parti, Tony Abbott, blev i dag sværget ind som Australiens nye premierminister. Han har af uransagelige årsager gjort kampen mod kampen mod klimaforandringerne til sine førsteprioritet: ”Today is not just a ceremonial day, it's an action day. The Australian people expect us to get straight down to business, and that's exactly what this government will do (..) As soon as I return to Parliament House from the swearing-in ceremony, I will instruct the department of prime minister and cabinet to prepare the carbon tax repeal legislation”. Hvor er det dejligt med sådan en moderne leder, der har prioriteterne i orden!

11. Dagens spænding. Meningsmålingerne i Tyskland viser et mere og mere tæt opløb mellem Merkels konservative regering og den socialdemokratisk-ledede opposition i det, der ellers skulle have været ’a walk in the park’ for den tyske kansler. Redaktionen anbefaler læserne, at krydse alle deres fingre, tæer og andre legemsdele i håbet om en rød slutspurt.

12. Dagens forbud. Det franske Senat har stemt en ny lov igennem, der vil forbyde skønhedskonkurrencer for piger under seksten år. Den tidligere sportsminister Chantal Jouanno udtalte i forbindelse med lovens vedtagelse: ”Don't let us allow our girls to believe from an early age that their only value is their looks (..) Don't let us allow commercial interests to outweigh social interests. Lawmakers are not moralisers, but we have a duty to defend the superior interest of the child”. Før Liberal Alliance skråler op om, at dette er endnu et tegn på venstrefløjens totalitære forbudsmani, bør det understreges, at de borgerlige partier var for loven, mens de venstreorienterede var imod.


Flere artikler om emnet