I går blev den længe ventende rapport ’Den finansielle Krise i Danmark – Årsager, konsekvenser og læring’ offentliggjort. Under styrtende regnvejr og buldrende torden fremlagde udvalgets formand og navngiver til rapporten, Jesper Rangvid, rapportens konklusioner.

Flere kunne sætte sig dyrere boliger, end der reelt var dækning for i økonomien. Således steg prisen på ejerlejligheder i perioden 2000-2007 med 105 procent og førte til, at danskerne fik verdens højeste gæld.

Selvom meget af rapportens arbejde er pakket ind i bløde formuleringer og en stribe forbehold, står én ting dog krystalklart, efter præsentationen: VKO’s økonomiske politik fremprovokerede og forstærkede finanskrisen i Danmark.

Selvom der ingen tvivl kan være om, at årsagen til krisens udbrud ikke skal findes på dansk grund, konkluderer rapporten altså, at den tidligere regering bærer en væsentlig del af skyldes for, at krisen ramte Danmark så hårdt.

Rapporten konkluderer, at der hovedsageligt er tre årsager til dette. Netavisen Pio har lavet en hurtig, men grundig opsummering.

1. VKOs politik førte til markante boligprisstigninger

Rapporten fastslår, at boligprisboblen, som opstod i årene frem mod 2008, var en af de primære årsager til, at den danske økonomi var overophedet, og derved særlig udsat op mod finanskrisens udbrud. Dette skyldes blandt andet fastfrysningen af ejendomsværdiskatten, hvilket skete som en del af den daværende regerings skattestop. I rapporten står der følgende om fastfrysningen:

”Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten er en uheldig konstruktion, fordi den afskærer ejendomsværdiskatten fra at fungere som en automatisk stabilisator i forhold til både boligprisstigninger og boligprisfald.”

 

Udvalget konkluderer endda, at der blev ført en decideret konjunkturmedløbende finanspolitik, som altså forværrede vores modstandsdygtighed over en udefrakommende krise

 

Udover fastfrysningen af ejendomsværdiskatten blev låneformerne også liberaliseret. Det fik den konsekvens, at flere kunne sætte sig dyrere boliger, end der reelt var dækning for i økonomien. Således steg prisen på ejerlejligheder i perioden 2000-2007 med 105 procent og førte til, at danskerne fik verdens højeste gæld.

2. VKO førte en uansvarlig finanspolitik

Ifølge udvalget brugte den daværende regering ikke de tilgængelige finanspolitiske værktøjer til at modvirke et stadigt stigende pres på den danske økonomi. Udvalget konkluderer endda, at der blev ført en decideret konjunkturmedløbende finanspolitik, som altså forværrede vores modstandsdygtighed over en udefrakommende krise:

”Finanspolitikken var således konjunkturmedløbende. Dette er specielt et problem i en økonomi som den danske med en fast valutakurs, da den pengepolitiske rente alene sættes for at forsvare fastkurspolitikken og således ikke kan benyttes til at modvirke en økonomisk overophedning.”  

Sat på spidsen er det altså udvalgets holdning, at den daværende regering grundlæggende har misforstået, hvad finanspolitikken i en lille, åben økonomi som den danske skal bruges til.

3. VKO lempede kravene til den finansielle sektor

I årene inden finanskrisen var der generelt en tendens til, at den finansielle sektor blev mere og mere kompleks. Der opstod blandt andet skyggebankssystemer, hvor store kapital- og hedgefonde, pludselig bidrog ganske betragteligt til den samlede risici, der var i banksektoren.

Alligevel besluttede den danske regering, at implementere nye og mere lempelige regler for bankdriften i Danmark. Reglerne var et resultat af internationale aftaler, og regeringen lod sig ifølge udvalget overtale til, at der ikke skulle være bedre regulering i Danmark:

Frem mod 2008 var den danske økonomi blevet tvunget i knæ af en uansvarlig økonomisk politik og en politik rettet mod hurtige gevinster på bekostning af fremtiden.

”Den finansielle sektor tillagde det i den sammenhæng stor vægt, at reguleringen i Danmark ikke var strengere end i udlandet (”level playing field”)”

Derudover så regeringen – i praksis Finanstilsynet - igennem fingre med, at sektoren ikke tog de forholdsregler, som loven ellers foreskrev. Dette fik efterfølgende fatale konsekvenser for bankernes evne til at modstå kriser, hvad enten disse kommer udefra eller indefra. Udvalget skriver konkret:

”Indførelsen af de nye regnskabsregler kom i praksis til at medføre en reduktion i pengeinstitutternes polstring mod tab, da institutterne ikke i tilstrækkeligt omfang øgede deres solvensoverdækning sådan, som overgangsreglerne i den danske gennemførelse af Basel II-reglerne ellers tilsagde. Resultatet blev i stedet en øget udlånsgearing.”

Efter Rangvid-udvalgets rapport står det altså klart at den tidligere regering i deres støtteparti, ikke kan afskrive sig hele ansvaret for krisen. Jovist, krisen blev i et vist omfang importeret fra udlandet, men frem mod 2008 var den danske økonomi blevet tvunget i knæ af en uansvarlig økonomisk politik og en politik rettet mod hurtige gevinster på bekostning af fremtiden.