Annonce

10 torsdagsnyheder, som du ikke bør gå glip af

Netavisen Pio har samlet de ti mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.
1. Dagens storm i et glas vand. Selvom kun er kommet 732 syriske flygtninge til Danmark i indeværende år, er de borgerlige partier gået helt grassat: Konservative betegner situationen som udemokratisk, Dansk Folkeparti frygter en oversvømmelse af flygtninge og Inger Støjberg ævler om, at Al-Qaeda får bopæl i Danmark. Lad os lige få lidt perspektiv i tingene: Omkring syv millioner syrere er på flugt fra en blodig borgerkrig og Danmark fedter rundt i diskussioner om 732 mennesker?

2. Dagens citat. Den konservative rets- og udlændingeordfører Tom Behnke forsøger at blæse sagen om de syriske flygtninge op til episke dimensioner: ”Det er ikke antallet, der er interessant. Det, der er interessant er, om det er Folketinget, eller Flygtningenævnet, der fastlægger udlændingepolitikken i Danmark”. Hoho! Regeringen må gnubbe sig i hænderne over, at man hver eneste gang én flygtning kommer til Danmark – og de borgerlige forventeligt skriger op - nu kan citere en konservativ for udtalelsen, at ’det ikke er antallet, der er interessant’.

3. Dagens ansvarsforflygtigelse. Efter Rangvid-rapporten gav den daværende VK-regeringen et stort ansvar for Finanskrisen, har de borgerlige desperat forsøgt at fralægge sig ansvaret. Berlingskes lederskribent Tom Jensen sætter i dag en ny lav standart: Vi har alle sammen ansvaret, forklarer han: ”Tog du i løbet af nullerne på en ferie eller købte en bil for penge, du havde lånt i din boligs friværdi? Hvis du vil møde en af de skyldige i finanskrisen, se dig da i spejlet. Du løb med, da du fik muligheden. Du lod dig overbevise om, at værdistigningen på din bolig var noget, du kunne veksle til kontante beløb – og bruge løs af. Uden senere konsekvenser”. Jamen, er det ikke fantastisk? Den enkelte borger skulle altså ifølge Tom Jensen tænke: ’Afdragsfrihed – nej, det er næppe en god idé. Det vil få Danmarks bruttogæld til at stige og forårsage ustabilitet på finansmarkederne’. Christ, hvor noget vås!

4. Dagens internationale nyhed. Irans nye præsident, Hassan Rouhani, har meddelt det internationale samfund, at regimet ikke ønsker sig atomvåben, og i stedet ønsker åbne forhandlinger med USA. Denne invitation har Det Hvide Hus har taget overordentligt positivt imod: ”I think it's fair to say that the president believes there is an opportunity for diplomacy when it comes to the issues that have presented challenges to the United States and our allies with regards to Iran, (..) And we hope that the Iranian government takes advantage of this opportunity”. Kan det virkelig være en tilbagevenden til fornuft og diplomati, som vi er igang med at overvære? Man havde desværre næsten efterhånden glemt, at der fandtes andre muligheder for konfliktløsning end krudt og kugler.

5. Dagens galopperende frygt. I kølvandet på Rangvid-rapporten advarer Berlingske i en lederartikel mod at vi gør noget som helst: ”Derfor må vi advare politikerne mod at bruge rapporten til nationale, panikagtige eller populistiske indgreb. Det være sig en markant forøgelse af boligbeskatningen på et tidspunkt, da der i forvejen er diskussion om ejendomsvurderingerne. Eller forhastede og ugennemtænkte indgreb mod den udskældte finanssektor, som kunne være fristende i forbindelse med SIFI-forhandlingerne om særligt vigtige finansielle institutioner. Rapporten skal ikke bruges til at pege fingre ad formodede syndere”. Er det ikke utroligt? Det samme avis, der dag ind og dag ud kræver ’reformer’ for at gøre noget Danmarks akutte problemer, anbefaler i ramme alvor, at politikerne adresserer krisens årsager. Reformer og indgreb er altså skidt, når det rammer dem, som Berlingske godt kan lide: bankerne og de nordsjællandske boligejere.

6. Dagens gode nyhed. Irlands lange og mørke recession er omsider slut. Nye tal viser, at Irlands økonomi voksede med 0,4 procent i andet kvartal, primært drevet af stigende eksportindtægter. Nu mangler vi bare, at én eller anden borgerlig leder i EU eller IMF endnu engang kvæler det spæde opsving.

7. Dagens must read. Politikens lederskribent Kristian Madsen har ikke blot én af landets skarpeste penne, men også et sjældent politisk klarsyn. Dagens debatindlæg om en trepartsaftale for dansk landbrug er det seneste eksempel på dette: ”Det er fristende at trække på skuldrene ad landbrugets problemer, der i høj grad er selvskabte. Før finanskrisen udviklede selv småbønder sig til storspekulanter i bl.a. schweizerfranc med velvillig assistance fra de ubekymrede banker. Den samlede gæld i landbruget er på omkring 350 milliarder kroner. Men ligesom Danske Bank er landbruget ’too big to fail’. Der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og samle en del af regningen for det uansvarlige lånecirkus op, ligesom det er sket i finansverdenen. Til gengæld må vi ligesom i banksektoren sikre os mod en gentagelse af 00’ernes uansvarlighed bl.a. gennem et opgør med landbrugets særlige selskabskonstruktion, det såkaldte selveje”.

8. Dagens sølvhat. Formanden for Liberal Alliance Ungdom, Rasmus Brygger, finder det problematisk, at frygten for klimaforandringer dominerer dansk politik: ”Man kunne rettelig sige, at klima-alarmisterne, der tror at den globale opvarmning har konsekvenser af apokalyptiske dimensioner, har vundet slaget om klima- og energipolitikken. Dette er på trods af at færre og færre af danskerne frygter konsekvenserne af den globale opvarmning. (..) Man kan heller ikke bebrejde danskerne, ikke at have set faren ved klimaforandringerne, når temperaturen herhjemme ikke er steget siden 1970”. Så fordi danskerne stadig fryser om vinteren og tager til Sydfrankrig i sommerferien, skal vi ikke gøre noget ved, at indlandsisen smelter? Den lader vi lige stå et øjeblik.

9. Dagens kampagne. Socialdemokratiet har i dag lanceret en landsdækkende kampagne, der minder togpassagerne om, at Venstre ikke står bag finansieringen af Togfonden DK, der skal forbedre jernbanenettet for den nette sum af 28,5 milliarder: ”Hurtigere og bedre tog til alle i Danmark. Eller. Lav skat til udvalgte olieselskaber”, er overskriften på kampagnen. Af én eller anden uforklarlig årsag holder Venstre hånden under udenlandske olieselskaber. Man skulle næsten tro, at de havde en økonomisk grund til at gøre det?

10. Dagens borgerlige rivekilde. Mens resten af de danske politikere diskuterer finanskrise og genopretning af økonomien, har teenagerne i Liberal Alliance fundet en ny skat, som de kan se sig sure på: ”Alle andre partier end Liberal Alliance vil lægge en afgift på pejsebrænde såvel som på al mulig andet træ (..) Venstre og Konservative vil iværksætte en kampagne for at bilde dig ind, at det overhovedet ikke er noget, de egentlig vil, men at de faktisk er blevet narret af regeringen (Men) ’forsyningssikkerhedsafgiften’ inklusive afgiften på træ, træpiller og halm - “biomasse” - er Venstres og Konservatives egen idé. Den blev præsenteret i VK-regeringens “Energistrategi 2050″ fra februar 2011”. Selvom det er underholdende, at Ole Birk Olesen jævnligt prikker til Venstres hykleri, er kampen mod enkelte skatter blevet lidt trættende …


Flere artikler om emnet