Annonce

Danmarks rutchetur gennem Finanskrisen

Det er en udbredt myte, at Danmark har klaret sig godt igennem Finanskrisen, da vi kun klarede os marginalt bedre end Irland og Island.
Siden finanskrisens udbrud for fem år siden har der til tider været røster fremme om, at Danmark blev mindre ramt af krisen og klarede sig bedre end de fleste andre lande. Således udtalte Anders Fogh Rasmussen et års tid efter sin afgang fra statsministerposten, at ”Når jeg kigger bagud, så synes jeg, at vi gennemførte markante ting, som rustede det danske samfund til at klare sig bedre gennem krisen end de fleste andre lande”.

Danmark med et samlet BNP-fald i 2008 på 0,8 procent har den tvivlsomme ære at være i blandt de kun fjorten OECD-lande, der havde en negativ vækst i BNP i 2008.

Ser man på tallene, så bliver det dog tydeligt, at Danmark blev særdeles hårdt af Finanskrisen. Når man sammenligner med andre vestlige lande, så bliver det også tydeligt, at Danmark ikke klarede ”sig bedre gennem krisen end de fleste andre lande”. Nej, Danmark har faktisk klaret sig markant dårligere end rigtig mange af de 34 såkaldte OECD-lande, som vi bedst kan sammenligne os med.

I denne artikel vil vi kigge på den helt overordnede økonomiske indikator, bruttonationalproduktet (BNP), der er et mål for den samlede økonomiske aktivitet i et land. I grafen herunder ses Danmarks BNP målt i millioner 2005-dollars[1]. Det vil sige, at tallene er reguleret for inflation, og de kan derfor sammenlignes på tværs af årene.

På grafen ses tydeligt det store fald i Danmarks BNP fra 2008 til 2009 og et mindre fald fra 2007 til 2008. I procenter fald Danmarks BNP med 0,8 procent fra 2007 til 2008 og med 5,7 procent fra 2008 til 2009.

Danmark havde den syvende-laveste vækst i OECD. Vi klarede os altså lige præcis marginalt bedre end Irland og Island på henholdsvis sjette- og femtepladsen.

Samlet set skrumpede den samlede danske økonomi med 6,4 procent fra 2007 til 2008. Det er et historisk stort fald, og professor Jørgen Goul Andersen argumenterer for, at ”Det økonomiske tilbageslag i Danmark er større end i 1930’erne – faktisk det største i fredstid i 200 år”.

’Men vent, hvorfor går vi helt tilbage til 2007, når Finanskrisen først brud ud i 2008?’, vil den opmærksomme læser givetvis tænke.

Årsagen er, at selv om medier, politikere og stort set alle andre daterer Finanskrisens begyndelse til Lehman Brothers kollaps i september 2008, så begyndte Danmarks krise før det.

Allerede i første kvartal 2008 oplevede Danmark et fald i BNP på 1,4 procent. I andre sammenhænge kunne det kaldes en enlig svale, for i andet kvartal 2008 var der en positiv vækst på 1,5 procent. Men første kvartal af 2008 var nærmere et varsel, for de to sidste kvartaler af 2008 førte også fald i BNP med sig på henholdsvis 1,8 procent i tredje kvartal og 2,4 procent i årets sidste kvartal.

Det er mange tal på en gang, men konsekvensen af dem er, at Danmark med et samlet BNP-fald i 2008 på 0,8 procent har den tvivlsomme ære at være i blandt de kun fjorten OECD-lande, der havde en negativ vækst i BNP i 2008. Faktisk havde Danmark den femte-laveste vækst blandt OECD-landene i 2008. Det kan ikke med nogen form for rimelighed kaldes ”at klare sig bedre end de fleste andre lande”.

Og nej, Danmark er heller ikke kommet sig hurtigere efter krisen end andre lande: I 2010 og 2011 havde Danmark henholdsvis den tiende- og ottende-laveste vækst i OECD.

At Danmark således startede krisen tidligere end andre hjalp os dog ikke til at ride bedre igennem stormen i 2009 end andre lande. Med et fald i BNP på 5,7 procent placerede Danmark sig igen dårligt i OECD med den syvende-laveste vækst ud af 34 lande. Vi klarede os altså lige præcis marginalt bedre end Irland og Island på henholdsvis sjette- og femtepladsen.

Det er altså helt tydeligt, at Danmark ikke klarede sig bedre gennem krisen end andre lande, når det gælder udviklingen i den samlede økonomiske aktivitet. Faktisk klarede vi os ekstremt dårligt gennem 2008 og 2009, når vi ser på BNP.

Før nogen søger at bortforklare dette med, at vi i Danmark klarede os rigtig godt inden krisen, og at vi derfor blev ramt af ’højt at flyve, dybt at falde’, så lad os huske dette: Danmarks BNP-vækst i 2007 på 1,58 procent placerede os som det OECD-land med den anden-laveste vækst i 2007.

Og nej, Danmark er heller ikke kommet sig hurtigere efter krisen end andre lande: I 2010 og 2011 havde Danmark henholdsvis den tiende- og ottende-laveste vækst i OECD. Konklusion er derfor klokkeklar: Finanskrisen påførte Danmark seriøse knubs og blå mærker, som kun de færreste andre lande måtte mærke.

 

[1] Tallene er hentet fra OECD.Stat.


Flere artikler om emnet

Annonce