Skal arbejderne skubbes tilbage til 1800-tallet?

Arbejderne har brugt de sidste hundrede år på at kravle op ad den sociale rangstige. Nu skal de åbenbart skubbes ned i underklassen igen.
Forestil dig en verden hvor du skal have tre jobs for at få økonomien til at hænge sammen, din timeløn er 60 kroner, og hvis du kræver bedre arbejdsvilkår, bliver du fyret.

Det lyder som beskrivelsen af et korrupt uland eller en fattig satellitstat, men det er i virkeligheden beskrivelsen af fremtidens Danmark. Eller i hvert fald den fremtid, danskerne har i udsigt, hvis liberale politikere som Anders Samuelsen og Claus Hjort Frederiksen får noget at skulle have sagt.

På sidelinjen står de mange danske faglærte parkeret uden arbejde, fordi de liberales venner kvit og frit må presse lønnen, som det passer dem.

For når Liberal Alliance holder sommergruppemøde hos et tomatfirma, der konsekvent snyder deres ansatte for løn, eller når Claus Hjort i bedste sendetid hylder Tyskland for at have skabt et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne skal have flere jobs for at kunne få økonomien til at hænge sammen, så er kursen sat: De arbejdere, som velfærdsstaten har løftet op i middelklassen, er på vej til at blive Danmarks nye underklasse.

I virkeligheden skal vi ikke mange årtier tilbage for at finde det Danmark, som de liberale ønsker sig: Et Danmark før velfærdsstaten, hvor middelklassen kun var repræsenteret ved det bedre borgerskab, og hvor arbejderne var en del af underklassen med få penge på hånden, opslidende arbejde og en alt for tidlig alderdom.

For arbejdere har bestemt ikke altid haft de rettigheder, som de har i dag. De har kæmpet for det med næb og klør. Barsel, ferie, sygedagpenge. Noget helt så basalt som en anstændig løn. Det socialdemokratiske projekt har gennem mange år forsøgt at løfte en forarmet arbejderklasse ind i middelklassen, hvor de kunne få sig et hus, en bil, en tryg opvækst, et ordentligt arbejde og en anstændig indkomst. Og velfærdsprojektet lykkedes! Den danske velfærdsmodel har med dets fri og lige adgang til kerneydelser som uddannelse, hospitaler, børnepasning og ældrepleje skabt et lige samfund, hvor ingen skal gå sulten i seng, og hvor ingen lades i stikken.

Mens det bedre borgerskab kan se frem til flere penge på lønkontoen, kortere ventetider på privathospitalerne og mindre overrendte uddannelsesinstitutioner, så kan arbejderne se frem til et hak nedad på den sociale rangstige.

Men der skal ikke meget til at ødelægge, hvad der er bygget op på få årtier. Den hyldest af billig udenlandsk arbejdskraft, som Liberal Alliance gør sig til talsmænd for, og de rosende ord, Venstre har om det tyske arbejdsmarked, er ikke kun overfladisk spin - det er hamrende alvorligt. Hvad der i dag synes som tom oppositionssnak kan efter et valg blive den alvorlige virkelighed, vi vågner op til.

Liberal Alliance holdt sidste år sommergruppemøde hos Vejlegården, hvor de spiste sig mætte i restaurantens stegte flæsk og uanstændige overenskomst. Og i år holdt de så møde hos tomatfirmaet Alfred Pedersen & Søn, der konsekvent underbetaler og udnytter østeuropæisk arbejdskraft.

Det er ikke kun de dårlige vilkår og underbetaling, der er problemet. På sidelinjen står de mange danske faglærte parkeret uden arbejde, fordi de liberales venner kvit og frit må presse lønnen, som det passer dem. Det kan virke uforståeligt, at de liberale virkelig ønsker det, men konsekvensen er klar: De danske arbejdere bliver skubbet ud af arbejdsmarkedet og lige lukt tilbage til underklassen.

Og selvom Venstre ikke tør være helt lige så ærlige som deres liberale venner, har de heller ikke meget tilovers for den arbejdende middelklasse. Venstre har netop fremlagt et finanslovsudspil, der sætter en stor fed streg under deres våde drøm: Et samfund med champagne og skattelettelser til de rige og uanstændige lønvilkår til alle andre.

Det er ikke bare sort snak, men decideret løgn, når partier som Venstre og Liberal Alliance kalder sig selv for Danmarks nye arbejderpartier.

Om man hedder Samuelsen eller Hjort, så er nulvækst og skattelettelser åbenbart opskriften på succes. Men succes for hvem? En analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd dokumenterer, at de liberales nulvækst vil betyde nedskæringer på 22 milliarder kroner og 33.000 fyringer. Og hvor er det der skal skæres? Er det de ældre, der skal ligge på gangene på vores hospitaler, mens sygeplejerskerne suser rundt? Er det de kronisk syge, der skal svigtes eller er det vores børn, der kan se frem til daginstitutioner uden pædagoger, der har tid til at tage sig af dem?

Dermed er vi tilbage ved de liberales forsøg på at smide arbejderne tilbage i det underklassehul, som de har brugt de sidste hundrede år på at kravle op ad. For skattelettelser, nulvækst og løndumping er alt sammen noget, der kommer den øvre middelklasse til gode – ikke arbejderne. Så mens det bedre borgerskab kan se frem til flere penge på lønkontoen, kortere ventetider på privathospitalerne og mindre overrendte uddannelsesinstitutioner, så kan arbejderne se frem til et hak nedad på den sociale rangstige.

Derfor er det ikke bare sort snak, men decideret løgn, når partier som Venstre og Liberal Alliance kalder sig selv for Danmarks nye arbejderpartier. De borgerlige partier har aldrig og vil aldrig tage arbejderne i forsvar eller føre en politik til gavn for den arbejdende middelklasse. I stedet forsøger de at skævvride vores velfærdssamfund og øge uligheden mellem rig og fattig. De borgerlige partier hjælper ingen arbejdere. I stedet er de i fuld gang med at gøre arbejderne til det næste århundredes underklasse.


Flere artikler om emnet

Annonce