Netavisen Pio bringer her de væsentligste pointer, som tydeligt fortæller hvordan et socialdemokrati bør reagere på en borgerlig regerings nedskæringspolitik.

I 2002 gik det store svenske borgerlige parti Moderaterna til valg på 130 milliarder (SEK) færre skatter og afgifter – bare i valgperioden frem til 2006. Lederen, Bo Lundgren, tabte som bekendt valget til Göran Persson. Men på to perioder er dette mål alligevel lykkedes for Fredrik Reinfeldt og hans finansminister Anders Borg.

Hvor velfærdsstaten version 1.0 muliggjorde solidaritet gennem generelle reformer, handler den borgerlige reformisme om at gøre egeninteressen nødvendig for borgerne.

Skifte i svensk politik
Denne opgørelse bruger Suhonen til at skitsere skiftet i svensk politik fra den socialdemokratiske æra til det borgerlige nybrud. Når Moderaterna endelig fik varig succes skyldes det, at de var blevet højrereformister i stedet for højrerevolutionære, skriver Suhonen.

”Socialdemokratiets succesfulde ”folkhems”-projekt (velfærdsstatsprojekt, red.) efter krigen handlede om velkonstrueret reformisme. Samme slags strategi som nu gennemføres i Sverige – men i modsat retning. Hvor velfærdsstaten version 1.0 muliggjorde solidaritet gennem generelle reformer, handler den borgerlige reformisme om at gøre egeninteressen nødvendig for borgerne. Sænker man skatten giver det mere i pungen hos alle som er friske og har et job. Men sænkede skatter reducerer ressourcerne og kvaliteten i velfærden. Kløften mellem lønmodtagernes egne gode ressourcer og de ringe i den almene velfærd sætter bestemte handlingsmønstre i omløb. Præcis det den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith beskrev i bogen The Affluent Society. Prisen for den private overflod er den offentlige armod.”

Den folkelige opinion vender
Mens vælgerne gav Reinfeldt og hans ”Allians för Sverige” genvalg i 2010 og troede på hans projekt og nye reformisme, og den derfor fortsatte, er der nu sket et skifte blandt befolkningen. Den er begyndt at reagere på den nye borgerlige fordelingspolitik og konsekvenserne af skattesænkninger i størrelsesordenen 130 milliarder svenske kroner. Svenskerne kobler nu manglerne i velfærden og trygheden til skatteniveauet:

”I en frisk meningsmåling … stillede vi spørgsmålet: ”Hvis du måtte vælge mellem et femte jobskattefradrag på ca. 250 kroner i sænket indkomstskat per måned eller at tilsvarende penge i stedet anvendes til at satse på kvalitetsforbedringer i skolen, hvilket vælger du så?” På dette svarede 76 % af de foretrak penge til skolen, kun 16 % foretrak sænket skat. Blandt de rødgrønne vælgere (Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, red.) ville 93 % prioritere penge til skolen. Også blandt de borgerlige vælgere er det et flertal – 59 % som prioriterer den fælles skole frem for ens egen pengepung. Der findes også stor opbakning til progressivitet: 60 % mener at de som tjener mest også skal betale mest procentuelt af sin indkomst. Dette forstærker billedet af et attitudeskifte.” I dag er modstanden mod skatter og velfærd mindre end den har været i flere årtier.

Desværre ... formår Socialdemokraterne bare ikke at ”formulere en tydelig linje”, og modsat vælgerne har sosserne ”slugt Moderaternas strategi og misforstået tidsånden”.

Sosserne skal lægge afstand til Reinfeldt
Det er en ”drømmesituation”, og det må Socialdemokraterna også tage til efterretning. Desværre, skriver Suhonen, så formår Socialdemokraterne bare ikke at ”formulere en tydelig linje”, og modsat vælgerne har sosserne ”slugt Moderaternas strategi og misforstået tidsånden”.

”Den generelle velfærdsstat er vellidt, men folk ved ikke i dag hvad Socialdemokraterna står for. I tilfældet med jobskattefradraget indtager man alle positioner samtidigt. Man siger at ville prioritere skolen, men man berøves muligheden for at lave et tydeligt reformprogram ved at acceptere skattesænkningerne. At afskaffe alle jobskattefradrag ville være dumt. Derimod har man intet at tabe, hvis man adresserer et nej til et femte og sjette jobskattefradrag med løfte om at afskaffe dem (ved en eventuel kommende valgsejr i efteråret 2014, red.) og at pengene går til skolerne og sundhedsvæsnet.”

Som Daniel Suhonen afslutter: ”Spørgsmålet er, hvilket samfund vi vil leve i. Det burde valget om et år handle om. Men så må alternativerne blive tydeligere.”

Jakob Esmann (f. 1993) er stud.mag. i tysk ved Aarhus Universitet og medlem af DSU’s forretningsudvalg og præsidiemedlem i Ungdommens Nordiske Råd. Han fungerer også som blogger på europa-debat.dk og journalist på DSU’s medlemsblad DSU’eren.