Annonce

12 onsdagsnyheder, som du ikke bør gå glip af

Netavisen Pio har samlet de tolv mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.

1. Dagens spekulation. Medierne og kommentatorerne er ved at sprænges af begejstring over det lækkede brev. Hvad står der? Hvem har skrevet det? Hvilken betydning vil det få for folketingsvalget om to år? Spørgsmålene er mange, men svarene er få al den stund, at de ikke ved, hvad der står i brevet. Ikke at dette forhold forhindrer hverken den ene eller den anden at spekulere på livet løs. Lotte Hansen mener eksempelvis i B.T., at ”hvis de (Venstre, red.) har løjet om, hvorvidt de har prøvet at påvirke en afgørelse i Skat, så er det en meget, meget alvorlig politisk sag (..) Så er vi oppe på tamilsags-niveau”. Ja, hvis og hvis Lars Løkkes næse var spids. Betyder stillingen som ’kommentator’ virkelig, at man ikke behøver nogen form for fakta på bordet?

2. Dagens tal. På kun otte år er danske værdier i skattely firdoblet, så de nu udgør hele 275.000.000.000 kroner. Ifølge Nationalbanken er det især finanssektoren - banker, pensionskasser og forsikringsselskaber – der kanaliserer penge i skattely og vurderingen lyder, at de står for mere end halvdelen af de danske milliarder i skattely: ”Rige privatpersoner rådes af deres finansielle rådgivere, revisorer og advokater til at bruge konstruktioner i skattely for at undgå indkomstskat, skat på kapitalgevinster eller arveafgift”, udtaler John Christensen, leder af Tax Justice Network, til Ugebrevet A4.

3. Dagens udvandring. Den israelske premierminister, Binyamin Netanyahu, udvandrede under Irans præsident Roohanis tale til FN’s Generalforsamling, da han anså løfterne om fred og atomar nedrustning som blot et røgslør: “This is exactly Iran's strategy – to talk and play for time in order to advance its ability to achieve nuclear weapons (..) The international community must test Iran not by its words but by its actions”. Det er måske ikke den mest hensigtsmæssige reaktion al den stund, at Irans præsident for første gang i otte år ikke truede Israels eksistens i talen eller benægtede Holocaust, men derimod betegnede den nazistiske jødeudryddelse som ’en forbrydelse’. Det er som regel dumt at afvise en udstrakt hånd.

4. Dagens absurditet. Venstremedlem Louise Schack Elholm mener, at statsministerens dårlige ledelse er skyld i, at den europæiske patentdomstol skal til folkeafstemning: ”Helle Thorning burde agere som en statsleder, og få forhandlet patentdomstolen på plads, så vi kan give vores virksomheder de bedst mulige vilkår. Derfor opfordrer Venstre statsministeren til at søge politisk enighed om at tilslutte os domstolen”. Som bekendt er det Dansk Folkeparti, der blokerer for vedtagelsen – og i betragtning af, at Venstre og DF har ’et værdifællesskab’ ifølge Claus Hjort Frederiksen (V) kunne de måske få styr på Kristian Thulesen Dahl?

5. Dagens eftertænksomhed. Ceveas analysechef, Jens Jonatan Steen, maner i Berlingske til eftertænksomhed hos Socialdemokraterne efter det tyske valgnederlag: ”Selvom det er mere end ti år siden, at de tyske socialdemokrater implementerede de berygtede Hartz-reformer, som først blev udråbt som vejen til vækst, men sidenhen beskrevet som den direkte vej til social deroute, så påvirkede netop disse omdiskuterede arbejdsmarkedsreformer valget afgørende. (..) SPD bidrog selv til den sociale nedtur og den etablering af arbejdende fattige, som de sidenhen har forsøgt at lappe. Fortidens synder knuste dermed SPDs drøm om at vende kursen i Tyskland”. Det giver selvfølgelig sig selv, at denne lektie slet, slet ikke er relevant for de danske socialdemokrater.

6. Dagens ironi. Der gik ikke lang tid mellem, at Skattesagskommissionen modtog et anonymt brev om, at Venstre-folkene havde løjet i afhøringerne, til dele af brevet blev lækket til pressen. Skattesagskommissionens formand, landsdommer Lars E. Andersen, mener, at lækagen stammer fra én af vidnernes bisiddere: ”Vi besluttede 13.51 tirsdag at udsende det anonyme brev til vores 19 bisiddere. For det første har de tavshedspligt, og vi pålagde dem, at de ikke må orientere deres klienter om indholdet af brevet. (..) Og det er baggrunden for, at vi mener, at der er ’rimelig formodning’ for, at oplysningerne må stamme fra bisidderne”. Der er en næsten smuk ironi over, at den kommission, der skulle afdække en lækage, permanent er udsat for lækager på stribe.

7. Dagens nøgletal. Arbejdsomkostningerne i den private sektor er steget mere i Danmark i forhold til gennemsnittet i EU, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Arbejdsomkostningerne måler de samlede udgifter til og omfatter dermed både løn, pensionsopsparing og omkostninger til uddannelse. Mens arbejdsomkostningerne i Danmark i andet kvartal steg med 1,8 procent i forhold til sidste år, steg de blot i EU med 1,1 procent og i USA med 1,9 procent. Før de liberale begynder at rive sig selv i håret, minder redaktionen om, at USA's økonomi faktisk vokser langt hurtigere end den danske og europæiske – til trods for at arbejdsomkostningerne er højere.

8. Dagens vurdering. EU-Kommissionen uddeler gode karakterer til Danmark i sin årlige gennemgang af EU-landenes konkurrenceevne: ”Danmark er en af Europas mest konkurrencedygtige økonomier med en højtuddannet arbejdsstyrke, stærk kapacitet inden for forskning og innovation, et fleksibelt arbejdsmarked og infrastruktur af høj kvalitet som sine styrker”. Jamen dog! EU nævner slet ikke høje skatter eller høje lønninger. Hvorfor snakker Venstre så hele tiden om det?

9. Dagens brandudsalg. Den svenske stat sælger i dag alle sine aktier til en værdi af 19 milliarder i Nordea, som blev overtaget i forbindelse med bankrisen i begyndelsen af 90'erne. Pengene skal bruges til at mindske den svenske statsgæld. Minister for finansielle markeder, Peter Norman, udtalte i den forbindelse: ”Statens rolle er at regulere bankerne, ikke at eje dem. (..) Regeringens intention er derfor at sælge sin resterende aktiepost i Nordea”. Man må tage hatten af for den klogskab den svenske regering udviste med deres bankkrise i 90’erne – og den endnu større klogskab regeringen udviser ved ikke at bruge engangsindtægter til driftsudgifter (hører du efter Fogh?).

10. Dagens boligtal. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at huspriserne fra første til andet kvartal steg med 2,2 procent. Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, mener, at ”der langt om længe er flere og flere tegn på, at boligmarkedet har passeret bunden. Lavere huspriser og lave boligrenter har sammen med en bedre stemning blandt forbrugerne banet vejen for bedringen”. Hurra! Boligpriserne er på vej tilbage til niveauet før Finanskrisen, hvor der var en gigantisk boligboble. What could possibly go wrong?

11. Dagens uddannelsesnyt. Athens Universitet har sammen med andre græske universiteter annonceret, at de ikke længere kan holde dørene åbne for forskere og studerende på grund af de massive nedskæringer, som er krævet af EU, IMF og Den Europæiske Centralbank. En talsmand for universitetet udtaler at: “In order to function, the University of Athens has to be supported with the staff to run eight libraries, 174 laboratories, 66 university clinics established at the biggest hospitals in Attica and 18 museums (..) Even if we accept that we have a surplus of personnel we cannot, from one day to the next, operate with 40% less staff”. Endnu engang viser sparekursen sin overlegenhed: Hvilket land har måske nogensinde skabt vækst gennem forskning og en uddannet arbejdsstyrke?

12. Dagens forfatter. Det er forfatteren Jens Christian Grøndahl, der står bag romanen ’Det godes pris’, der blev skrevet under pseudonymet Christian Tornbakke. Bogen omhandler Danmarks første kvindelige statsminister, der er gift med en englænder, har placeret børnene i en privatskole og været igennem en skattesag – og derudover belastes af sadomasochistiske fotografier fra studietiden. Men forfatteren afviser, at bogen er et smædeskrift mod statsministeren: ”Det er underholdning, og det har aldrig været min hensigt at skrive noget negativt mod Helle Thorning-Schmidt”. Taget i betragtning, at Helle Thorning Schmidt åbenlyst har inspireret dele af figuren og nu trækkes igennem sølet, burde hun som minimum modtage halvdelen af indtægterne fra dette åbenlyse pressestunt.


Flere artikler om emnet

Annonce