Foto: Jonas Witt Hansen

1. Kongressens citat. Helle Thorning Schmidt opsummerede perfekt den politiske position fra landets største oppositionsparti: ”Som I nok har bemærket, har jeg ikke sagt så meget om Venstre, som man kan have lyst til. Problemet er jo - hvad skal jeg sige? Forleden dag fandt jeg en gammel avisartikel, som handlede om dansk politik. I artiklen faldt jeg over følgende citat: "Er der en plan fra oppositionen? Nej. Vi har et blankt stykke papir. Jeg opfordrer oppositionen til at fremlægge en ny samlet, økonomisk plan før Folketinget åbner". Jeg tænkte, det var ligegodt skarpt sagt. Held og lykke med det Magnus. Men ordene tilhørte jo slet ikke Magnus Heunicke. De tilhørte Lars Løkke Rasmussen. Altså tilbage i 2010”.

2. Kongressens konklusion. Hvis man havde forventet en ændring af den politiske linje blev man skuffet: Ikke ét eneste sted i talerne fra de ledende ministre var der så meget som antydningen af en ændring i finanspolitikken eller reformretningen.

3. Kongressens opfordring. LO-formand Harald Børsting sendte i sin i øvrigt fremragende tale en slet skjult opfordring til regeringsledelsen om en anden økonomisk politik: ”I har med reformerne sikret, at vi i fremtiden har hænder nok. Nu er tiden inde til at skifte fokus. Fra at skaffe hænder til at sikre, at der er brug for dem. Fra at skaffe hænder til at sikre, at de er skruet ordentligt på. Det kræver job og uddannelse. Det kræver job og uddannelse. Det er især vores arbejdsløse, som har brug for uddannelse og job. Det kræver investeringer”. Ikke overraskende modtog kongressen denne opfordring med kæmpe klapsalver.

4. Kongressens selvironi. Finansministeren lagde ansigtet i selvironiske folder, da han teoretiserede over sit image som for borgerlig: ”Jeg er vel den politiker i Folketinget, der de sidste 2 år – efter at Venstre kom i opposition har tilbragt flest timer i et forhandlingslokale med deres ledende politikere. Det må være derfor nogen kalder mig Blå Bjarne”.

5. Kongressens oprør. Der var ikke mangel på emner, som det socialdemokratiske bagland kunne harcelere over fra talerstolen: Stram finanspolitik, selskabsskattelettelser og konkurrencestaten. Men da de menige delegerede i stribevis kritiserede den politiske linje fra talerstolen, faldt valget på mærkesagen om øremærket barsel til mænd. Man kunne næsten få den forestilling, at partiledelsen bevidst havde planlagt denne kovending for at aflede den ellers forventede kritik om at regeringen førte en blå økonomisk politik …

6. Kongressens befriende åbenhjertighed. Som den stort set eneste adresserede DSU-formand Camilla Schwalbe den enorme elefant, der sad midt i kongressalen, men som alle andre forsøgte at ignorere: At Dansk Folkeparti i gentagne meningsmålinger har større vælgeropbakning end Socialdemokratiet: ”Kære kongres. Hvor er det dejligt at se jer alle sammen. Det virker jo næsten som om, at alle 17-18 procent er her i dag. (..) Når det er sagt, så står vi socialdemokrater også over for en virkelighed, som vi hverken kan eller skal acceptere. Og der er god grund til at se alvoren i øjnene. Under 20 % i meningsmålingerne, der er flere der melder sig ud end ind i vores parti – og værst af alt, så er hver femte dansker villig til at stemme på Kristian Thulesen-Dahl og Venstre har overtaget vores politiske position som landets største parti. Det er hamrende alvorligt”. Før man kan løse et problem, skal man som bekendt først erkende det. Forhåbentlig kan DSU-formanden inspirere andre til dette.

7. Kongressens fravær. For første gang i over tredive år valgte de tidligere socialdemokratiske finansministre, Mogens Lykketoft og Knud Heinesen, ikke at deltage på kongressen. Før nogen begynder med mærkværdige konspirationsteorier om, at dette skyldes uenighed med regeringens økonomiske linje, vil redaktionen oplyse, at der er møde i Den Internationale Sammenslutning for Tidligere Socialdemokratiske Finansministre.

8. Kongressens nye emne. Man kunne have forventet at økonomi eller finanskrise ville fylde mest på den politiske agenda. Men kampen mod de gule fagforeninger var suverænt det, som optog de fleste. Fremragende at se, at man er begyndt at tage udfordringen op og skyde tilbage.

9. Kongressens morsomhed. Finansordfører Jesper Petersen havde en lidt alternativ udlægning af, hvorfor han er blevet modtaget med åbne arme efter sit partiskifte: ”Jeg er jo et af de nye aktive medlemmer, der er kommet til i løbet af det sidste år. Jeg havde en lidt anderledes start på mit partimedlemskab end de fleste. Men jeg er rigtig glad for at være her til kongressen og for den store velvilje jeg har mødt (..) Måske skyldes det også, at jeg med det samme sørgede for mandatfremgang til partiet”.

10. Kongressens ideologiske indsprøjtning. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ramte kongressens g-punkt, da hun leverede et stærkt ideologisk modsvar til den borgerlige krisepolitik: ”Lars Løkke Rasmussen kaldte forleden Danmark for en stodder sammenlignet med Sverige. Tænk at Venstres statsministerkandidat siger sådan om vores samfund. (..) Mange prøver at gøre velfærdssamfundet til skurken. Velfærdssamfundet beskyldes for at være dyrt og for omklamrende. Det er forkert. Det er velfærdssamfundet, der lige har beskyttet os fra den værste økonomiske krise i nyere tid. Det er velfærdssamfundet, der har slået ring om mennesker og sågar reddet - undskyld udtrykket - bagdelen på de banker, der har et endog meget stort ansvar. Markedets magi udeblev, og det var kollektivet, der måtte gribe ind og beskytte mennesker og økonomi, da boblen bristede og kastede bølger af utryghed ud over verden”.

11. Kongressens tåbelighed. Hvis man gerne vil have sat den idealistiske forestilling om, at kongressen skal sikre medlemsindflydelse og lægge det politiske linje, på hård prøve, bør man blot kaste et blik på kongressens officielle program: Hele fyrre minutter er i programmet afsat til vedtagelse og debat af det europapolitiske program. Fyrre minutter! Der er lige præcis nok til tid at fremlægge det, diskutere om titlen er den rigtige og klappe af den fantastiske vedtagelse. Det er altså svært at tage alvorligt.

12. Kongressens medie. Det internetbaserede satiresite ’Sossebekendelser’, der jævnligt gør grin med partiledelsen og den politiske situation i almindelighed, havde på forhånd annonceret deres ankomst til S-kongressen. Og det blev da også til særdeles morsomme updates om alt fra aftenunderholdningen, partimedlemmernes glæde ved alkoholiske drikke, finansministerens imageproblemer og Socialdemokraternes fantastiske evne til at fejle katastrofalt

13. Kongressens mangel. Til trods for stærke taler fra Helle Thorning, Harald Børsting og Camilla Schwalbe manglede de menige partimedlemmer tydeligvis én tale: Poul Nyrup Rasmussens retoriske vitaminindsprøjtning, som han eksempelvis leverede sidste år under overskriften ’Sådan var det ikke i halvfemserne’, må karakteriseres som kongressens suverænt største mangel.

14. Kongressens dårligste analyse. Berlingskes Thomas Larsens havde som sædvanligt en kritisk ’analyse’ af S-kongressen: ”Det mest slående ved weekendens S-kongres i Aalborg er partidisciplinen. Nok er der murren i krogene, og selvfølgelig rettes der kritik mod en ledelse, som bærer ansvaret for en dramatisk tillidskrise og historisk ringe målinger. Men reelt kæmper de delegerede for at holde sammen og undgå at forværre situationen”. Man fristes til at spørge, hvor han dog ved det fra? Det lyder i indlægget som om, at Thomas Larsen faktisk deltog på kongressen, hvilket han ikke var. Det må være dejligt at være så kompetent, at man kan analysere en stemning, man ikke har oplevet.

15. Kongressens mærkelige udtalelse. Politisk ordfører Magnus Heunicke leverede en af de mere mærkelige sætninger i sin tale om Togfonden DK og den øgede oliebeskatning: ”Ude i Nordsøen – dybt nede i undergrunden - er der også noget vi er fælles om, nemlig vores olie. (..) Det er ikke olieselskabernes olie. Den tilhører os alle sammen. Det er alle danskeres olie. Det er dronningens olie – og det er Linse Kesslers olie. Og lidt af olien er faktisk også Lars Løkke Rasmussens”. Højrefløjen vil givetvis indvende, at Lars Løkke Rasmussen og dronningen – repræsenteret gennem Det Konservative Folkeparti – er i deres gode ret til at donere deres andel af olien til udenlandske selskaber.

16. Kongressens kamp. Bjarne Corydons brug af ordet ’konkurrencestat’ i et interview med Politiken for en måneds tid siden, vækker åbenbart stadig debat. Således vendte by- og boligminister Carsten Hansen sig imod begrebet, hvilket blev fulgt op af flere fra talerstolen. For udenforstående kan det virke mærkeligt, at man diskuterer noget så perifært som et ord.

17. Kongressens ironi. Mens daværende DSU-formand Kristian Madsen i 2003 krævede reformer af velfærdsstaten, hvilket mildest talt fik den kolde skulder af partiledelsen, var rollerne her ti år efter byttet rundt: Nu lægger partitoppen en hård reformlinje, mens DSU vifter med advarselsskilte og råber ’stop nu’. Spørgsmålet er naturligvis om det skyldes, at DSU har ændret kurs eller partiledelsen har?

18. Kongressens kronik. Justitsminister Morten Bødskov har fundet det nødvendigt at belære Venstres retsordfører om, hvordan det danske retssystem fungerer. Det siger i sig selv en del om den politiske linje hos Venstre.

19. Kongressens klapsalve. Helle Thorning Schmidt modtog den suverænt største klapsalve, da hun delte øretæver ud til Dansk Folkeparti: ”Jeg har ladet mig fortælle, at Kristian Thulesen Dahl, går rundt med et lille stykke papir i lommen. Det er vist en gammel meningsmåling, som efterhånden må være meget krøllet. Men kære Kristian Thulesen Dahl, hvorfor går du ikke rundt med en USB-nøgle. For det kræver mange mega-bytes at rumme samtlige finanslove fra de 10 år, I havde medansvaret. Her ville du kunne se, at du ikke én eneste gang brugte din indflydelse til at bekæmpe social dumping. Hvorfor går du ikke rundt med de regnestykker, der viser, at den skattereform, som du bar i gennem med Lars Løkke Rasmussen, gav astronomiske skattelettelser til de allerrigeste. 14 Og næste gang du i nattens mulm og mørke får en fiks ide om at skære i dagpengene, så ville det klæde dig, om du stod ved dit ansvar og hjalp med at rydde op efter dig selv. Lige nu går Dansk Folkeparti rundt og siger, at det der med Venstres nulvækst, det bliver ikke til noget. Har vi hørt det før?” Man kan håbe på, at denne rigtige og rammende kritik også bliver fremført efter kongressen

20. Kongressens talegimmick. Den bornholmske Anette Stæhr havde bogstaveligt talt mistet stemmen og fik derfor en anden til at læse hendes tale op. Redaktionen deler pluspoint ud for kreativitet og improvisation.