Annonce

Hvad for en følelse tager du med hjem fra kongressen?

God fællesskabsfølelse, god tale, men haltende medlemsdemokrati i organisationen. Læs her, hvad de delegerede tager med hjem fra årets partikongres.

Christina Krzyrosiak Hansen, DSU’er og byrådskandidat, Holbæk
"Jeg går herfra med en følelse af begejstring. Jeg var kritisk, da jeg kom. Der var mange ting, jeg undrede mig over. Og jeg har ligesom mange andre været usikker på den profil, socialdemokraterne lagde frem. Det har været svært at forholde sig til, at det jeg selv står for, ikke altid var det, der også blev sagt i medierne. Så at komme her og høre, at det jeg tror på, det er også det, vores statsminister tror på… Det betyder meget.
Men jeg går også herfra med et håb for organisationen. Jeg sad ved siden af min far i dag, over for ham sad en ældre herre og ved siden af mig sad en yngre pige. Det er vigtigt for mig, at selvom vi har forskellig baggrund og alder, så har vi det samme ønske om frihed, lighed og solidaritet i samfundet."

Hans Olsen, kredsformand, Lejre
"Jeg synes, at vi har en lidt stærkere formand. Vi har en lidt stærkere forståelse af vores parti, og jeg er glad for, at Bjarne Corydon har prøvet at forklare lidt mere om, at vi alligevel ikke er et konkurrencesamfund. Helle Thorning-Schmidt holdt en fremragende tale, hvor hun bakkede os alle sammen op, og det giver et stærkere udgangspunkt for vores fremtidige arbejde. Jeg går herfra med løftet hage. Vi har været knuget i et stykke tid, men jeg synes, at der er tegn i sol og måne på, at vi går bedre tider i møde. Det tror jeg på."

Miriam Moazzeni, kandidat til borgerrepræsentationen, Østerbro
"Jeg synes, det har været super godt. Det er min første kongres, og det har været en stor oplevelse at møde alle de dygtige mennesker i vores parti og komme på talerstolen og sige, hvad jeg har på hjerte. Det er det, vi har haft brug på. At mødes alle sammen - samme tid, samme sted - om de værdier, vi tror på. Særligt vores snak om solidaritet på internationalt niveau har været interessant for mig. Lige nu har vi Syrien, hvor 6 millioner mennesker er på flugt, børn dør hver eneste dag, de har ingen adgang til mad, vand og medicin, og Socialdemokraterne har jo magten til at gå ind og støtte både politisk og økonomisk. Det betød meget for mig, at Helle Thorning-Schmidt nævnte det i sin tale."

Nicklas Lauritzen, DSU’er og byrådskandidat, Skanderborg
"Det er blandede følelser. Helles beretning var sådan set meget god, og jeg synes også, at der har været en god fællesskabsfølelse i forhold til partiet. Der er håb forude. Men det negative ved det her er også, at man i den senere tid har set, hvordan for eksempel ligestillingsspørgsmål, som egentlig er kongresudtalelser, ikke har båret igennem i regeringen. Altså, hvor ledelsen aktivt har været inde og omstøde nogle af de her kongresbeslutninger. Det bringer os jo til at spørge, hvorfor er vi her egentligt?
Jeg har det overvejende positivt i forhold til fremtidsudsigterne for vores parti og vores politik, men i forhold til organisationen og betydningen af kongressen, der er det ikke så positivt."


Flere artikler om emnet