’Vi er ikke en husholdning, vi er en økonomi’. Sådan lød det i 2012 fra den anerkendte amerikanske økonom Paul Krugman.

Men da statsministeren skulle eksemplificere regeringens økonomiske politik i lørdagens kongrestale, valgte hun ikke desto mindre at sammenligne dansk økonomi med en husholdning og understregede behovet for at ’pengene skal passe’.

I talen sagde statsministeren følgende om de offentlige budgetter:

”..Nu passer pengene. Det skal vi ikke opgive. Og må jeg give et lille husmorråd. Det kan godt være, at man bliver populær derhjemme og det føles godt, hvis man bruger hele familiens ugebudget mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Men populariteten forsvinder hurtigt, når man når frem til fredag, lørdag og søndag, og kassen er tom..”

Eksemplet er i sig selv fint nok for selvfølgelig skal man bruge offentlige kroner med påpasselighed. Men det er en blindgyde for socialdemokrater at acceptere præmissen om, at der kan foretages en meningsfuld sammenligning af en husholdning på den ene side og Danmarks nationaløkonomi på den anden side. Og de politiske konsekvenser af at acceptere husholdnings-analogien om vores fælles økonomi er katastrofale.

Grundlæggende giver analogien ikke mening, da en husholdnings økonomi er noget ganske andet end et lands økonomi. I en husholdning kan man som familie bestemme sig for at tjene mere, eller bruge mindre, hvis økonomien halter. Men i en samfundsøkonomi går udgifter og indtægter hånd i hånd. Forstået på den måde, at den ene borgers udgifter er den anden borgers indtægter og omvendt.

Konsekvenserne af at læne sig op ad analogien om en husholdning er altså en bombe under den politik, som har til formål at skaffe folk fast arbejde.

Det vil sige, at hvis jeg reducerer mit forbrug i en periode, så mister du indkomst i samme periode. Det sker automatisk, fordi indkomst og forbrug per definition skal stemme overens – medmindre man naturligvis som samfund enten optager eller tilbagebetaler gæld. Så hvad enten det reducerede forbrug forekommer i det private eller offentlige, så har det den umiddelbare effekt, at den samlede økonomi bliver mindre. Særligt i perioder, hvor økonomien samlet set er reduceret i volumen rammer reduktioner i forbruget hårdt. Det har en tendens til at skabe en negativ spiral, hvor det faldende forbrug fører til lavere beskæftigelse og dermed endnu lavere efterspørgsel.

Den måde vi har indrettet samfundsøkonomien på i dag er så fundamentalt forskellig fra en husholdning - og heldigvis for det! For det er netop i forskelligheden, at muligheden for at drive økonomisk politik opstår. Det er i spændet mellem størrelsen af den aggregerede efterspørgsel, at vi er i stand til at føre konjunkturmodløbende finanspolitik. Netop denne mulighed er kernen i en stabil beskæftigelsespolitik, hvis formål for socialdemokrater må være at sikre fuld beskæftigelse.

Konsekvenserne af at læne sig op ad analogien om en husholdning er altså en bombe under den politik, som har til formål at skaffe folk fast arbejde.

Men udover de politiske konsekvenser for os socialdemokrater rammer sammenligningen helt ved siden af rent faktuelt. Det giver med andre ord ikke mening, når Lars Løkke Rasmussen gang på gang taler om at 'kassen skal stemme', og at man ikke kan 'betale gæld med gæld'. For det er netop hvad man har gjort over en årrække i en stribe af lande. Her følger en kort opremsning af et par de objektive forskelle der er på en husholdningsøkonomi og en samfundsøkonomi:
1. En husholdning er en forbruger af en udbudt valuta, mens en stat eller regering er udbyderen af valuta.
2. En husholdning skal have en plan for tilbagebetaling af den gæld, som den måtte stifte, mens et land i princippet ikke behøves betale sin gæld tilbage. USA har eksempelvis været i gæld hver eneste år siden 1776 med kun en enkelt undtagelse.
3. Når en husholdning skal låne penge, sker det fra en anden institution, en bank el. lign. En stat eller regering trykker selv penge og er derfor ikke afhængig af, at andre accepterer gældssætningen.
Så én ting er de politiske konsekvenser det vil få for Socialdemokratiet, hvis vi accepterer analogien. Vi vil eksempelvis ikke kunne bruge 44 milliarder på offentlige anlæg i 2014. Men noget andet er det direkte fejlagtige i sammenligningen.