”Men der bliver længere og længere imellem de rigtig gode.”

Mattias Tesfaye udgav for nyligt bogen ”Kloge Hænder”, og den skal nu følges op med en foredragsturné. Tirsdag den 1. oktober var der generalprøve på det show, som de næste par måneder vil bringe murersvenden rundt til skoler, foreninger og forsamlingshuse i hele landet.

Bogen er et opråb om at respektere håndens praktiske arbejde, lige så meget som man i dag respekterer åndens. At det kort sagt er mindst lige så afgørende for Danmark, at vi har dygtige smede og sygeplejersker, som det er, at vi har arkitekter og advokater.

De ressourcestærke unge vælger nemlig erhvervsuddannelserne fra, fordi skolerne har dårlige ry. Og dermed er erhvervsuddannelserne blevet opbevaring for de unge, man ellers ikke ved, hvad man skal stille op med.

Derfor skal dem, der ikke er parate til at tage en erhvervsuddannelse, dem som ikke kan smøre en madpakke og indgå i et socialt fællesskab på arbejdspladsen, skalslet ikke ind på skolerne. ”Men hvor skal de så være, Mattias” spørger Tesfaye sig selv retorisk. ”Til det vil jeg svare. Det kan vi tale om på et andet tidspunkt. Det er ikke være erhvervsskolernes problem.”

Langt til en latté
Vi er i Ishøj. Det er den lokale socialdemokratiske byrådskandidat Kasper Bjerring, der har inviteret Tesfaye på besøg i ”pommes frites-bæltet”. De to kender hinanden godt efter mange år som partifæller i SF, hvor Tesfaye var næstformand og Kasper Bjerring sad i partiets landsledelse.

Vi er næsten så langt fra det akademiske københavnske cafe latte-miljø, som man kan komme. Festsalen i Vejleåparken i Ishøj ligger i et lille center sammen med et pizzeria, en møntvask og Jeppes Bodega. På hjørnerne hænger unge indvandrere med store dynejakker, og det eneste, der overdøver deres snak, er, når en tunet knallert ræser forbi.

På det store projektorlærred inde i salen er der et billede af to fødder. Fødderne tilhører den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic. Billedet er en hyldest og en reminder om, hvad det er, som har betalt festsalen. Det er respekten for føddernes arbejde og mangel på samme, som har fået Tesfaye til at skrive bogen ”Kloge Hænder”.

Zlatan har måske talent, men han har også øvet sig. Han var den sidste der forlod grusbanen. Og når de andre børn i Rosengården i Malmö sad oppe i klasselokalet, pjækkede Zlatan for at øve et trick igen og igen og igen.

Unge vil ikke øve sig
”En amerikansk forsker har beskrevet ”10.000 timers-reglen”. Reglen siger kort, at hvis man skal mestre noget på ekspertniveau, så skal man øve sig i ca. 10.000 timer.”
Tesfaye refererer til Zlatan. For Zlatan Ibrahimovic bliver irritereret, når nogen siger, han er heldig, fordi han er begavet med talent.
”Zlatan har måske talent, men han har også øvet sig. Han var den sidste der forlod grusbanen. Og når de andre børn i Rosengården i Malmö sad oppe i klasselokalet, pjækkede Zlatan for at øve et trick igen og igen og igen.”

Det blik for at øve detaljen er i Tesfayes optik forsvundet. I skolen ender forsøget med at fange elevernes opmærksomhed i zapperi. Hvilket gør, at de unge giver alt for let op, når de skal øve sig.

Han illustrerer sin pointe med endnu en historie. Om en lærling fra byggepladsen, som gav op efter to forsøg på at lære at åbne en øl med en tommestok. Tesfaye sagde til lærlingen: ”Når du så engang sidder på molen med fødderne ud over vandet, og en pige kommer med to øl - I fremtidens samfund er det jo pigerne, der tjener pengene – så er din eneste opgave at åbne øllene. Og det kan du ikke…”.

Respekt for sløjd
Det handler også om at give unge mennesker bedre muligheder for at prøve at arbejde med hænderne. Et af problemerne er ifølge Tesfaye, at sløjd som fag i folkeskolen er helt til rotterne.

Mange steder bliver sløjdlokalet brugt som pulterkammer. Og i Københavns Kommune har man sågar bygget nye folkeskoler helt uden sløjdlokaler.

Hvert år går der 300 danske sløjdlærere på pension. Sidste år blev der uddannet 36 nye lærere i linjefaget ”Materielt Design”, som er en sammenlægning af håndarbejde og sløjd, og af dem er der kun seks, som ifølge Tesfaye har specialiseret sig i ”hårde materialer”. Mange steder bliver sløjdlokalet brugt som pulterkammer. Og i Københavns Kommune har man sågar bygget nye folkeskoler helt uden sløjdlokaler.

Men, forklarer Tesfaye, der er håb. Han beretter om en sløjdlærer fra Rudersdal Kommune, der havde knækket koden. Han havde gjort sløjd til et valgfag i overbygningen, hvor både drenge og piger flokkedes om at få lov at være med til at bygge vindmøller, flyvemaskiner og elbiler. Pointen er klar, at jo ældre man er, jo federe ting kan man lave i sløjd. Mens alle os andre, der havde det, da vi var små, kun mindes sløjd, som et sted hvor man laver grimme bordskånere og pilskæve fuglekasser.

Som tilhører bliver man helt glad og optimistisk. Men historien slutter brat. Rudersdal Kommune valgte nemlig at spare valgfaget sløjd væk. Kommunalbestyrelsen mente, det var vigtigere, at ungerne havde mulighed for at lære fransk.

Og på den måde slutter foredraget af med Tesfayes indledende pointe. Nemlig at samfundet lige nu ser den boglige viden som finere og bedre end den praktiske. Og hvis udviklingen ikke vendes, kommer det til at koste os alle sammen.