Løkkes desperate forsvarere

Blå partisoldater og internetkrigere skyr ingen midler i deres intense forsvar af Lars Løkke Rasmussens rejsesag.
På de sociale medier er de borgerlige politikere og internetdebattører gået til voldsomt angreb på alle, der problematiserer Lars Løkke Rasmussens heftige rejseforbrug. Der bliver tacklet igennem og det sjældent bolden, der sigtes efter, når modstanderne skal trynes.

Det virker helt klart som om, at strategien er, at det bedste forsvar er et angreb. De tre mest brugte tacklinger er følgende.

Helle har også rejst
En af de mest delte artikler i debattråde på Facebook er en artikel fra Ekstra Bladet, der slår stort op, at Statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte over 700.000 kroner på en rejse til Island og Grønland. Tilsvarende brugte Løkke godt 770.000 kroner på 15 flyrejser, hvoraf hovedparten skete på ”first class”, der er niveaet over ”business class”.

Det giver selvfølgelig god mening, hvis man bare læser overskriften. De to beløb er næsten ens og de handler begge to om at rejse. Der holder ligheden imidlertid op. Statsministeren har ikke alene brugt knap en million, men Statsministeriet har lejet forsvarets Challengerfly for at fragte en hel delegation af sted på de to besøg.

Sammenligningen er mildest talt tendentiøs. Statsministeriet må bruger flyet, når der skønnes et behov. En af grundene til, at det kan have været skønnet nødvendigt, at leje fly er at der kun går rutefly fra Reykavik til Nuuk to gange om ugen.

I modsætning til Lars Løkke Rasmussen som skønnede, at der var et behov for at han fløj ”first class” og blev fragtet rundt i limousiner.

Dan Jørgensens har kørt i taxa
En anden historie som bliver delt massivt på de sociale medier, er en fire år gammel historie far BT om at den socialdemokratiske Europa-Parlamentariker Dan Jørgensen, har brugt 295.000 kroner på taxa.

Udover at Jørgensens samlede taxa-regnskab er for en periode på fem år, giver angrebet ikke rigtigt nogen mening, andet end at forsøge at afspore debatten til at handle om alt andet end Lars Løkke Rasmussen.

De borgerlige internetkrigere skal spørges, om den ene udåd retfærdiggør en anden. Bliver Lars Løkke Rasmussens rejsefråds mindre, eller bliver det af en eller anden grund mere acceptabelt af at andre også frådser. Naturligvis ikke.

Det er et nemt forsøg på at afspore debatten for at få den til at handle om noget andet end Løkkes eget ansvar.

Pernille Rosenkrantz-Theils har maling på hænderne
En af de hårdeste kritikere af Lars Løkkes dyre rejsevaner har været klima- og energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Hendes medvirken i malingangrebet på Anders Fogh Rasmussen for ti år siden bruges flittigt ,”fra malingkast til mudderkast” lyder det fra bl.a. VUs nyvalgte formand Jens Husted på Twitter.

Pernille Rosenkrantz-Theil har i øvrigt for længst taget afstand for den aktion, men den bodsgang giver internetkrigerne ikke meget for.

Krigernes formål er igen klokkeklart. De forsøger at sværte afsenderen fremfor at forholde sig til afsenderens budskab. Set i forhold til, at politisk ordfører Ellen Trane Nørby i går tirsdag skrev på Facebook, at offentliggørelsen af Løkkes bilag ”sikkert ikke vil tilfredsstille regeringens ordførere, der mest af alt synes interesseret i at personhetze”, er det næsten komisk, at deres egne selv har mere end travlt med netop at personhetze.

Lars Løkke Rasmussens råbekor på nettet prøver med ihærdighed at fjerne fokus for sagens kerne og de skyr ingen midler, i deres desperate forsvar af Lars Løkkes frådseri.

David Troels Garby-Holm er konstitueret chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook