Nyt hæfte: Social dumping fra A-Z

Nyt hæfte fra tænketanken CEVEA sætter fokus på den udenlandske arbejdskrafts indtog på det danske arbejdsmarked.
Begrebet ”social dumping” har i den grad gjort sit indtog i den danske politiske debat de seneste år. Det skyldes, at der i dag er 56.000 østeuropæiske lønmodtagere i Danmark. Antallet er steget med 60 procent på fire år.

Det sætter tænketanken Cevea fokus på i et nyt hæfte ”På lige vilkår? Social dumping & unfair konkurrence på det danske arbejdsmarked”. I en blanding af interviews og fakta giver hæftet et hurtigt overblik over, hvad begrebet ”social dumping” dækker over, hvor problemerne er og hvilke problemer det giver de mennesker, der oplever social dumping i dagligdagen. Kort sagt, betyder social dumping, at udenlandsk arbejdskraft kommer hertil og er klar til at acceptere løn- og arbejdsvilkår, som er langt under niveauet i de danske overenskomster.

Virkelige menneskers problemer
Hæftet indeholder interviews med en herboende polak, som fortæller om, hvorfor han valgte at tage til Danmark samt interviews med danskere, som har truslen om lønnedgang eller ledighed hængende over hovedet som følge af den sociale dumping.

Uden de konkrete cases, havde hæftet bare været en masse statistik og politiske målsætninger, og det virker fint, at man lige får sat problematikken ind i en konkret sammenhæng.

Heldigvis er der også portrætteret nogle af de gode eksempler på danske virksomheder, som siger fra over for at bruge den billige udenlandske arbejdskraft. Det er godt for hæftet og læseoplevelsen, ellers når man at blive deprimeret på den korte tid, det tager at læse det.

Et arbejdsmarked uden for 3F
”På lige vilkår?” er lavet i tæt samarbejde med fagforbundet 3F, hvor mange af medlemmerne i transport-, landbrugs- og byggebranchen har problemerne konkret inde på livet.

Forbundet har leveret mange af de cases, som bruges, og der er flere interviews med lokale formænd for forskellige 3F-afdelinger. Derudover afslører tidligere forbundsformand Poul Erik Skov Christensen også i et interview, at han mener, social dumping er ”en af de største udfordringer på det danske arbejdsmarked”.

Det havde været interessant, om man også kunne have fundet eksempler og cases på "social dumping" fra andet end 3Fs område.

Det havde også været rigtig godt, hvis hæftet også havde valgt at udfordre den medvirkende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen med nogle kritiske spørgsmål. For eksempel om hvorfor regeringen ikke gør mere ved problemet.

Bortset fra det, er ”På lige vilkår?” et godt sted at starte. For eksempel for kommunalbestyrelseskandidater og aktive partisoldater på venstrefløjen, som gerne vil have en grundig introduktion til emnet og har brug for argumenter og fakta, der kan bruges i den politiske debat. Hvad enten det er i paneldebatter, på arbejdspladsen eller på nettet.

”På lige vilkår? Social dumping & unfair konkurrence på det danske arbejdsmarked”. 66 sider. Udgivet af CEVEA. 75 kroner (eks. forsendelse).

Hæftet kan bestilles her.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook