Danish Crown: Forbund vil have politisk hjælp

Slagteriarbejdernes forbundsformand Ole Wehlast er klar i spyttet: ”Hvis ikke politikerne handler, så kommer der yderligere fyringer.”
Fødevareforbundet NNF har blikket stift rettet mod Christiansborg. Netavisen Pio har i de sidste par dage skrevet om, hvordan de implicerede parter i dag forholder sig til den nedstemte lønaftale, hvor 60 procent af slagteriarbejderne på Danish Crown sagde nej til at indbetale en del af deres bruttoløn til en investeringsfond. Fonden skulle yde kapital til fremtidige investeringer i svin.

Siden nej’et har forbundsformand i NNF Ole Wehlast haft travlt. Han har præsenteret en række muligheder for erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), fødevareminister Karen Hækkerup (S) og miljøminister Ida Auken (SF):

”Vi har afleveret fire forslag til ministrene, som, vi mener, er nødvendige, hvis vi skal hjælpe branchen ud af krisen og fremtidssikre danske arbejdspladser.”

Forslagene indebærer blandt andet, at man politisk åbner op for at udskyde beskatningen, hvis medarbejdere på en arbejdsplads indbetaler en del af deres løn til en fond. I den originale lønaftale på Danish Crown var der nemlig lagt op til, at slagteriarbejderne skulle indbetale penge af deres bruttoløn til en investeringsfond. Men penge som er taget af bruttolønnen må ikke udbetales senere med en gevinst. Det siger skattelovgivningen.

Og selvom fagbevægelsen gennem tiden har lavet mange aftaler, så er skattelovgivning ikke et område, de har indflydelse på. Derfor appellerer Ole Wehlast nu til regeringen.

Henrik Sass afviser aktuelle planer
”Alle ministrene tog godt imod vores forslag. Det er især Henrik Sass Larsen, som vi har haft samtaler med, og planen er nu, at ministrene kommer tilbage med et politisk forslag, som vi kan arbejde videre ud fra,” siger Ole Wehlast.

Henrik Sass Larsen bekræftede i en mail over for Dagbladet Politiken søndag den 20. oktober, at han har været i kontakt med fødevareforbundet:

”Parterne drøftede en række af de udfordringer, som en fortsat svineproduktion i Danmark står over for. Og der blev fra erhvervets side fremlagt en række ideer og overvejelser, der også vedrører det offentlige.”

Ifølge Politiken slog Henrik Sass Larsen samtidig fast i mailen, at regeringen naturligvis altid kigger på idéer og forslag, som fremmer vækstbetingelser, men skrev også:

”Jeg vil gerne understrege, at der ikke er nogen aktuelle planer om et udspil fra regeringens side.”

Handler vi ikke, bliver folk fyret
Den udmelding frustrerer Ole Wehlast. Ud over ønsket om at udskyde beskatningen har han sammen med organisationen Landbrug og Fødevarer også fremlagt forslag om at få mere støtte til miljøteknologi, sætte prisen for Fødevarestyrelsens kødkontrol ned, så det matcher prisen i det øvrige Europa samt øge muligheden for at producere flere svin.

Hvis ikke der sker noget, er meldingen klar:

”Der er jo ikke arbejde nok, og hvis ikke politikerne handler, så kommer der yderligere fyringer. Det har Danish Crown allerede varslet. Tillidsmandskollegiet på Danish Crown lavede et misundelsesværdigt stykke arbejde med den første lønaftale, men vi er nødt til at tage afslaget til efterretning og handle på anden vis,” siger Ole Wehlast.


Kommentarer fra Facebook