Hvad blev der af pressefriheden, kammerater?

Truslen om terrorisme har desværre ført til, at befolkningen i almindelighed og centrum-venstre i særdeleshed accepterer myndighedernes snagen i privatliv og diskutable overgreb på pressen.
Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, forfattede samme med et par nordiske kollegaer i august et åbent brev til Storbritanniens premierminister, David Cameron, hvor de kritiserede politiets tilbageholdelse af David Miranda i Londons Heathrow Lufthavn.

Miranda lever sammen med Gleen Greenwald, der er journalist på The Guardian og en af de første til at bringe Edward Snowdens afsløringer om NSAs overvågning. Politiet afhørte Miranda i ni timer og konfiskerede hans computer og telefon.

Det er et massivt angreb på pressefriheden, når myndigheder chikanerer journalister – og deres samlevere – og bruger terrorparagraffer til at bekæmpe ubekvemme politiske sager, skriver de fire redaktører.

”Vi er (…) dybt bekymrede over, at en stærk forkæmper for demokrati og fri debat som Storbritannien vælger at henvise til terrorlovgivningen for at retfærdiggøre chikane mod såvel avisen som personer med relationer til den,” skriver de fire chefredaktører.

Stilhed på venstrefløjen

Det er slående, hvor stille der er på centrum-venstre. Især blandt regeringspartierne.

Ingen ledende politikere har ytret sig om sagen. Mens en anerkendt avis som The Guardian belejres af myndighederne, undres man: Er de gamle folkesocialister pludselig OK med statsautoriseret overvågning? Og accepterer Socialdemokraterne, at man intimiderer journalister, der bringer kritiske artikler? Hvor blev kampen for pressefriheden af, kammerater?

Det lader til, at der i disse terrortider har indfundet sig en sindstilstand af konstant belejring, hvor borgerne dukker nakken, og stiltiende accepterer myndighedernes snagen i privatliv og diskutable overgreb på pressen. Selv politikere holder hænderne i skødet.

En falsk modsætning

Hvis centrum-venstres tøven skyldes værdipolitiske kvaler – frygten for at fremstå ‘svag’ i pressen – må man bare sige, at modsætningen er falsk: Man kan sagtens have absolut nul-tolerance overfor terrorisme og samtidig tage afstand fra ethvert anslag mod pressefriheden. Man kan sagtens tale for en hård kurs overfor fundamentalister som Akkari (den tidlige) eller terroristen, der på gebrokkeligt dansk vrøvler om Muhammeds skrifter på YouTube fra Syrien, samtidig med at man står op for pressens totale, uindskrænkede, ukrænkelige ret til at trykke, hvad de mener er relevant for borgerne at vide.

For det andet er en fri, ucensureret presse det bedste middel, vi har mod ekstreme synspunkter og politisk radikalisering. Hvis ikke man kæmper for pressens ret til at bringe alle nyheder – også dem, der går imod dine interesser og irriterer dig grænseløst – og journalisters ret til at beskytte deres kilder, undergraver man den pluralistiske presse og lader sig blindt styre mod enstrenget samfund, der gør os alle sammen dummere.

For det tredje er Edward Snowdens afsløringer ikke terrorisme. Terrorisme er, når flykaprere styrer to fyldte Boeinger ind i højhuse, der styrter i grus og flår tusinde mennesker i døden. Alligevel er det pludselig blevet legitimt at tilbageholde personer med hjemmel i anti-terrorlovgivningen, selvom deres eneste ’fejltrin’ er, at de er kæreste med en journalist, der skriver kritiske artikler om en regerings overvågning af sine egne borgere. Ingen har i øvrigt benægtet sandheden i Snowdens dokumenter. Det er ikke løgnagtige, krænkende anklager, men sande stærkt diskutable krænkelser af borgernes privatliv.

Man er måske ikke enig i alt, hvad Ekstra-Bladet smækker på forsiden, og Snowden er ikke den mest heroiske whistleblower i verden (hvordan endte manden op i Putins homofobiske Rusland..?). Men vi underminerer demokratiet, hvis vi kigger den anden vej, mens journalister og deres samlevere chikaneres, blot fordi de pisser magthaverne af. Uden pressens frihed og ret til kildebeskyttelse, lider den sunde debat et alarmerende knæk.

Lederskribent ved Politiken, Kristian Madsen, siger det glimrende: ”Den seneste tid har på kritisk vis demonstreret, at der er brug for en grundlæggende revision af både det tanke- og regelsæt, vi har pålagt os selv i skyggen af terrorisme.”

 

 

Dette er en redigeret udgave af et blogindlæg oprindelig bragt på den uafhængige blog 90mandater.dk.

Magnus Barsøe (f.1981). Cand.merc fra Handelshøjskolen i København (CBS) og City University of Hong Kong. Redaktør på den uafhængige politiske blog, 90mandater.dk.

Kandidat til Europa-Parlamentsvalget for Socialdemokratiet, tidligere debatredaktør på Politiken.


Flere artikler om emnet

Annonce