Ingen forlommer til kriminelle

Det er simpelthen et uanstændigt signal til byens unge, når SFs spidskandidat i København, vil give potentielle bandemedlemmer positiv særbehandling i jobkøen.
Hvordan kan man nogensinde forsvare et jobafslag til den unge, som har valgt at følge reglerne, som har passet sin skole og hvis eneste brøde i forhold til at få et fritidsjob er, at vedkommende ikke har flirtet med bandemiljøet, til fordel for en der har?

Helt unge københavnere, der er på vej ind i kriminel løbebane, skal have mulighed for at komme forrest i jobkøen. Sådan lød forslaget i går fra SFs sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

”Det handler måske om at få lov til at forskelsbehandle bare en lille smule. Når vi ved, at der er nogle unge mennesker på Nørrebro, som er ved at komme ud i noget skidt, så står de jo i køen til jobcentret på linje med alle andre, og der kunne jeg godt ønske mig - når vi ved, at der er bekymringer fra SSP-samarbejdet - at vi i højere grad kunne sige, at der er nogle grupper, vi har brug for at sætte forrest i køen,” siger Ninna Thomsen til DR.

Det handler ikke om, at man skal tvinge virksomheder til at tage unge kriminelle, men Københavns Kommune råder over en lang række fritidsjob, f.eks. som medhjælpere på kommunens biblioteker eller i plejehjemskantiner. Men stadigvæk, det er ikke i orden.

Al ære og respekt for, at SF gerne vil forsøge at bryde fødekæden til banderne, men det her er altså et skråplan. Det er et dybt moralsk forkasteligt signal, at sende til byens unge, at hvis du vil have et fritidsjob, så skal du altså først lige tre måneder i praktik, som vagtpost for en hashsælgende bande!

Hvordan kan man nogensinde forsvare et jobafslag til den unge, som har valgt at følge reglerne, som har passet sin skole og hvis eneste brøde i forhold til at få et fritidsjob er, at vedkommende ikke har flirtet med bandemiljøet, til fordel for en der har?

At gøre noget, for at holde de unge ude af banderne og væk fra kriminalitet er vigtigt, og politikerne kan måske overveje om de unge skal kunne få slettet plettede straffeattester hurtigere eller om andre tiltage af den slags kunne virke, så de ”næsten-kriminelle unge” får samme muligheder for at søge job.

Men også kun samme muligheder. Der må aldrig blive en genvej til en forlomme i det offentlige, at man ligger og flirter med bander og kriminalitet, uanset hvilke undskyldninger man har eller hvor skævt, man har siddet på potten som barn. At begå kriminalitet er forkert og det må aldrig kunne betale sig.

Det handler det om, at vise de unge, at når man holder sig på dydens smalle sti, så kommer man fortsat længst.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce