Tidligere på ugen kunne en undrende befolkning overvære Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen forklare, hvordan de sorte efterkommere på de vestindiske øer skulle være glade for, at deres forfædre var blevet transporteret i lænker over Atlanten af driftige handelsfolk.

Dette er blot det seneste eksempel på, hvordan Dansk Folkeparti har et anderledes verdensbillede og en alternativ historieudlægning end den normale. I de forgangne år har man igen og igen kunne observere, hvordan historiens gang er blevet fejlfortolket og faktuelle forhold fordrejet for at passe ind i Dansk Folkepartis politiske univers.

Netavisen Pio har her samlet de 10 mest vanvittige fortolkninger, fordrejninger og forvanskninger i Dansk Folkepartis opdigtede verdensbillede.

1. Bombningen af Serbien var et omvendt korstog

I 1999 var Søren Espersen ikke en glad mand. Mens alle andre var lykkelige over, at Serbien havde overgivet sig og indstillet de etniske udrensninger i Kosovo, hæftede Dansk Folkeparti sig mest ved de religiøse aspekter:

”1.500 års kristendom i den serbiske provins, Kosovo, er forbi. Den sluttede, da den sidste serbiske soldat havde forladt provinsen, mens den muslimske undergrundshær, UCK, fejrede begivenheden sammen med soldater fra NATO. (..) NATO sørgede for denne nyeste muslimske triumf ved systematisk gennem to måneder at sønderbombe et forarmet land, for derefter at overlade det til den muslimske undergrundshær, UCK, at færdiggøre arbejdet med at fordrive de sidste kristne serbere ud af deres hjemegn (..) Og Danmark var med! Biskop Absalon vil vende sig i sin grav!”.

Urimeligheden ved det, som Espersen betegner som 'det omvendte korstog', kan man dog kun undre sig over al den stund, at Kosovo har været overvejende muslimsk siden 1690. Men den slags detaljer skal jo ikke komme i forvejen, når man skal bestemme, hvem der er ofrene og bliver etnisk udrensede ...

2. Det frihedselskende Taiwan

Det er efterhånden et fast indslag i dansk udenrigspolitik, at Dansk Folkeparti anklager den til enhver tid siddende regering for at være eftergivende over for diktaturstaterne og svigte de danske værdier. Men når de store armbevægelser og endnu større erklæringer skal retfærdiggøres, har partiet desværre en tendens til at ignorere fakta. Således pyntede Pia Kjærsgaard i en tirade mod det kommunistiske Kina på Taiwans historie:

”Det var jo først i 1949, at general Chiang Kai-shek måtte erkende nederlaget til kommunisterne og redde sig i land på Formosa – det senere Taiwan – hvorved en lille demokratisk og frihedselskende stump Kina blev grundlagt. (..) Kina kan simpelt hen ikke tåle, at en gruppe demokratisk indstillede kinesere har valgt en anden vej”.

At fremhæve Taiwan som 'frihedselskende' og 'demokratisk' er at strække sandheden til det yderste: Taiwan var indtil 1988 et oplyst familiediktatur, hvor et oppositionsparti først blev tilladt i 1986, undtagelsestilstanden blev ophævet i 1987 og det første frie, direkte præsidentvalg blev afholdt i 1996.

3. Nixon var en fredsstifter

På DR2-programmet Deadline kunne Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, den 22. oktober 2012 forklare, hvordan republikanske præsidenter i virkeligheden er de bedste til at skabe fred til trods for den krigeriske retorik:

”Vi har også set republikanske præsidenter før i tiden, som var udråbt som nogle høge, men som altså endte med at skabe fred. Nixon skabte fred i Vietnam”.

Dette er mildest talt en alternativ udlægning af historien: Nixon fik i 1968 den sydvietnamesiske regering til at afvise Præsident Johnsons fredsplan, hvilket efterfølgende førte til ekstra hundredetusinder døde vietnamesere. Derefter beordrede han Nordvietnam bombet  "sønder og sammen" og udvidede disse bombninger til Laos og Cambodia, hvorefter han slutteligt i 1973 indgik en aftale med Nordvietnam, der indebar, at Vietcong udsatte erobringen af Saigon til 1975. Hvis dette er, hvad Dansk Folkeparti betegner som 'fred', kan man kun krympe sig en anelse næste gang de taler om, at skabe fred i Afghanistan, Irak eller Syrien.

4. Nordøstgrønland er ikke grønlandsk

Det er ikke blot historiske forhold, som Søren Espersen udtaler sig skråsikkert om og roder rundt i. Også noget så håndgribeligt som geografiske grænser mener han at have en særlig indsigt i. Således har han tidligere været ude med det mærkværdige synspunkt, at Nordøstgrønland ikke er grønlandsk. Han fremhæver, at det kun er den danske Sirius-patrulje, der hævder suveræniteten i det ubeboede Nordøstgrønland og udtaler derudover til Ritzau:

”Der har aldrig boet mennesker, og det har aldrig været grønlandsk. Jeg vil gerne have Grønlands grænser afklaret”.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor pokker dette bør indebære, at Danmark ejer Nordøstgrønland? Ret beset har området heller aldrig huset danskere.

Nb. Ejerskabet til Nordøstgrønland har stor betydning for retten til olien ved Nordpolen. Men dette har naturligvis haft ingen betydning for Espersens objektive grænsedragning.

5. Saddam Hussein havde forbindelser til den iranske revolution og Osmannerriget

Søren Krarup begrundede tilbage i 2007, hvorfor han personligt stemte for Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Forklaringen skulle findes i historiske forhold og 'civilisationernes sammenstød':

”Danmarks deltagelse i krigen i Irak (..) var et vestligt selvforsvar mod den islamistiske terrorisme, som netop havde rettet et voldsomt angreb på Vesten. (..) Dette var en åben krigserklæring til os alle i den vestlige verden fra den nyvakte islamisme, der tager udgangspunkt i den iranske revolution under ayatollah Khomeini i 1979, og hvis øjeblikkelige positioner hedder al Qaeda og Osama bin Laden. (..) For så vidt en næsten klassisk gentagelse af begivenheder fra 1400 års strid mellem islam og kristenheden - f.eks. de islamiske angreb på Europa i 1529 og 1683”.

Bemærk hvordan Irak-krigen åbenbart ikke handlede om Saddam Husseins brud på menneskerettighederne, fremstilling af masseødelæggelsesvåben eller manglende efterlevelse af FN. I stedet får vi serveret en historie om en evig civilisationskrig mod Islam. Dette er mildest talt en alternativ historietolkning, da Osmannerriget havde hovedsæde i Tyrkiet og Irak netop erklærede krig mod Iran et år efter revolutionen havde fundet sted. Når man bruger historien som begrundelse for krig, er det som regel en fordel, hvis man faktisk har styr på historien ...

6. Nigeria var et paradis - indtil islam kom

Dansk Folkepartis Søren Espersen har i lang tid ført en hård kamp for at påvise, hvordan islam - og ikke blot politisk islamisme - fører til mindre demokrati. I denne sammenhæng fremhæver han Nigeria som det fældende bevis:

”Tag for eksempel Nigeria. Det er et godt eksempel på, at det ikke har spor med islamisme at gøre, men med islam. Nigeria er en gammel britisk koloni, som i begyndelsen af 1960'erne blev et selvstændigt land. Dengang overtog man det britiske retssystem og andre institutioner, og det levede man godt med i Nigeria igennem 40 år, indtil der viste sig et islamisk flertal. Så vupti laver man institutionerne om og indfører i stedet sharia. Det er ikke ensbetydende med, at folk i Nigeria er islamister. Men i det øjeblik, der er et flertal af muslimer, så stemmer man sig til diktatur”.

Denne argumentation ville være fantastisk, hvis det ikke forholdte sig således, at Islam ankom til Nigeria allerede i det 9. århundrede og massekonverteringen til religionen fandt sted i det 18. og 19. århundrede. De fyrre år, som Nigeria "levede godt med", var derudover primært karakteriserede af hyppige militærkup og langvarige militærjuntaer i stedet for demokratiske regeringer.

7. Maorierne skal tilpasse sig vestlige værdier

Da Marie Krarup tidligere på året under stor ståhej kritiserede de maori-traditioner, som hun havde oplevet på Forsvarsudvalgets besøg i landet, forsvarede hun sig med, at det handlede om at forsvare vestlige værdier og kultur:

”Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. (..) Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse. (..) Hvordan vil kulturen være i fremtidens New Zealand? Næppe som den har været de seneste 200 år. Det virker i det mindste ikke som om, New Zealand har viljen til at sætte deres egen kultur igennem”.

Her kan man med rette spørge, hvorvidt Marie Krarup kender New Zealands historie de sidste par hundrede år? Har hun hørt om begrebet 'kolonalisme'? I så tilfælde ville hun vide, at det ikke er maorierne, der er tilflyttere og derfor skal tilpasse sig. Faktisk er det direkte omvendt.

8. Udviklingen på Balkan er gået 'skævt' siden 1999

I 2008 reflekterede Søren Espersen over udviklingen på Balkan siden NATOs humanitære intervention mod Slobodan Milosevic. Og det er ikke et positivt billede, som han tegner:

”Meget er således gået skævt, siden NATO i 1999 besluttede sig til at bombe Beograd. (.) Alle, efter den mest ensidige mediehjernevask i mands minde, syntes, at det var alle tiders, at NATO hjalp albanerne med at smide serberne ud af Kosovo. Vi havde jo hørt om, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og serberne skulle straffes. Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen”.

I stedet hæftede Espersen sig mest ved, at ”Serbien mister sin provins, og et medlemsland rives itu”. De fleste andre ville givetvis mene, at udviklingen mere gik skævt i årene op til 1999, hvor FN's rapporter har konstateret, at Serbien “used violence and terror to force a significant number of Kosovo Albanians from their homes and across the borders (..) and Serbian authorities were responsible for mass expulsions of Kosovo Albanian civilians from their homes, as well as incidents of killings, sexual assault, and the intentional destruction of mosques”. Myrderierne, borgerkrigene og folkedrabene stoppede endelig i 1999, så hvordan udviklingen kan være gået skævt siden er svært at forstå ...

9. Irakkrigen startede, fordi våbeninspektørerne blev nægtet adgang

Da Pia Kjærsgaard tre år efter Irak-krigens start i sit ugentlige nyhedsbrev skulle forklare, hvorfor en række lande med USA i spidsen havde angrebet Irak, havde hun mildest talt byttet rundt på tingene:

”FN mangler i stigende grad handlekraft - et af eksemplerne oplevede vi, da FN's våbeninspektører blev nægtet adgang til Irak. FN måtte nølende se på, da en amerikansk ledet koalition skred ind og rent faktisk satte handling bag FN's resolutioner - mod FN's vilje”.

Denne forklaring kan kun betegnes som 'forkert', 'løgn' eller det stærkere begreb 'lodret løgn'. Mens inspektørerne tidligere var blevet smidt ud, fik de i 2002-2003 adgang til alt. Amerikanske rapporter viser, hvordan irakerne gjorde alt for at samarbejde i tiden op til invasionen. Da våbeninspektørerne afbrød deres arbejde var det ikke, fordi Saddam Hussein smed dem ud, men fordi USA og Storbritannien invaderede.

10. Midttyskerne i et Stortyskland

Også Morten Messerschmidt har et alternativt forhold til grænsedragninger og historiske forhold. Da han gæstede det højreorienterede østrigske parti BZÖ, omtalte han i en tale vendt mod EU borgerne i det tidligere DDR som 'Mitteldeutsche':

”Midttyskerne råbte 'Vi er folket'. De havde ret. De kunne ikke vide, at de få år senere ville blive spændt for EUs vogn i stedet for SEDs vogn (det daværende østtyske kommunistparti, red.)”.

Problemet er, at hvis det gamle Østtyskland i virkelighed er i midten, må den østtyske grænse ligge et sted langt inde i Polen. Og man skal altså tilbage til 30'erne og 40'erne, før det var tilfældet - en periode, man som regel søger at undgå at lyde som ...