Fem grunde til at neoliberale ideer er uantastede

Den neoliberale politik har været en ynkelig fiasko over det seneste årti. Alligevel dominerer tilgangen fortsat europæisk politik, og ideologien er kun i meget begrænset omfang blevet udfordret.
På trods af den økonomiske krise som ramte USA og Europa med fuld kraft i 2008, har de politiske ledere ikke gjort meget for at genoverveje de neoliberale ideer, der i store træk var ansvarlige for kollapset. Særligt i Europa er dominansen af neoliberalistiske idéer stadig markant.

Her har man adopteret ”markedsdisciplin” gennem austerity (økonomisk sparekurs, red.) og dermed udsat sig selv for lav eller slet ingen vækst. Først i sidste kvartal fem år efter krisens udbrud, er det for eksempel lykkedes Spanien at trække sig ud af den recession, som har holdt nationen i et jerngreb med en arbejdsløshed på over 35 procent.

Men hvordan forklarer vi de neoliberale ideers fortsatte overlevelse? Hvordan er det lykkedes ideologerne på højrefløjen at erobre hele dagsordenen og i dag de facto have monopol på den økonomiske sandhed?

Herunder finder du fem bud på, hvorfor neoliberalismen stadig lever:

1) Kerneprincipperne i neoliberalismen er fleksible
Den neoliberale ideologi har to grundprincipper: Konkurrenceprægede markeder er godt, og en begrænset offentlig sektor er også godt. Principperne er så fleksible, at de kan adopteres i nærmest hvilket som helst politisk niveau fra kommuner, folketing eller EU. Således buldrede Ronald Reagan og Margaret Thatcher derudaf i 80’erne med at skære den offentlige sektor til, mens 90’ernes centrum-venstreledede regeringer havde fokus på at forbedre de frie markeder gennem aktive arbejdsmarkedspolitikker. De neoliberale ideologer har kunnet levere politiske løsninger, også selvom det i princippet har været deres modstandere, som har siddet i regering.

2) Neoliberalismen virker ofte kun i retorikken
De konkrete anbefalinger, som der anvises i den neoliberale skole, kraftige nedskæringer i den offentlige sektor og omfattende privatiseringer af velfærd, forsyning og infrastruktur er ofte svære eller meget upopulære at gennemføre i praksis.

Derfor har besparelser eller deregulering ofte ført til øgede omkostninger eller nye reguleringer på andre steder. På den måde har der hele tiden været en undskyldning for, hvorfor de gennemførte politikker ikke har virket, som ideologerne ellers forudså. Det er en medvirkende årsag til, at de neoliberale fortsat fastholder, at finanskrisen skyldes for meget regulering og ikke det modsatte. En særdeles snedig anvendelse af den ellers åbenlyse svaghed ved en verdensfjern ideologi.

3) Neoliberale har været bedre til at vinde debatten
Den neoliberalistiske ideologi bygger primært på en meget simpel sund fornuft-argumentation. For eksempel når samfundets finanser sammenlignes med en husholdning. For den enkelte borger, der er vant til at få pengene til at række hver måned, giver det god mening, at man ikke kan bruge flere penge, end man tjener. Det er langt mere indlysende end økonomen John Maynard Keynes kontraintuitive budskab om at bruge mere i krisetider og mindre i opgangstider.

En anden god grund til, at de neoliberale vinder debatten, er deres evne til at ændre fortællingen om, hvad der foregår i samfundsøkonomien. Det seneste eksempel er efterspillet fra finanskrisen. Pludselig blev krisen kaldt en ’gældskrise’ og en ’eurokrise’ – selvom krisens ophav stadig var og er en finanssektor ude af kontrol.

4) Stærke interesser støtter ideerne
Der er gode kommercielle interesser i at arbejde for større deregulering og lavere skatter. Det åbner op for nye forretningsområder og er årsagen til, at store virksomheder ofte ser støtte af borgerlige politiske partier som en god investering. I Danmark er der en årsag til, at de fleste banker for eksempel er knyttet økonomisk til de borgerlige partier med Liberal Alliance og Saxo Bank som det mest ekstreme tilfælde. Det er ganske enkelt godt at have liberale partier, som en del af sin investeringsportefølje.

5) Neoliberalismen er blevet lovgjort
Den neoliberale ideologi er i praksis blevet en svær at bekæmpe, efter at dens principper er blevet styrende for i lovgivning, ikke mindst på det finansielle område, men også på velfærdsområdet, hvor blandt andet frit valgs-løsninger og princippet om at pengene følger borgeren, har erstattet fælleskabsbaserede løsninger.

I EU-sammenhænge er det lykkedes de neoliberale at binde nationerne til en klassisk økonomisk tankegang med stabilitets- og vækstpagten. I fremtiden er det altså et juridisk spørgsmål og ikke et politisk spørgsmål, om hvorvidt man kan igangsætte det ene eller andet politiske initiativ.

Hvad nu?
Spørgsmålet må nu være, hvad vi skal stille op for at trække Danmark og Europa i en anden retning. Kræver en kursændring et mere grundlæggende kollaps af ideologien, eller kan der findes en mellemvej? En mellemvej hvor statens rolle som samfundsplanlægger ikke trues af et stadig mere råt marked, hvor kortsigtet profit er den eneste drivende faktor?

Socialdemokrater er tilbøjelige til at vælge den sidste. Men spørgsmålet er, om de nødvendige opgør med institutioner og uregulerede markeder er gennemførlige i et system, som i så høj grad er styret af kommercielle interesser.

 


Flere artikler om emnet

Annonce