Om lige godt under en måned vil cirka 30.000 gymnasieelever sidde og svede over, det vi kender som Studieretningsprojektet eller SRP’en. To uger hvor landets 3.G-elever skal aflevere en mindre videnskabelig afhandling, der skal vise elevernes evner inden for fagene.

Som det står i lovgivningen, skal vi så at sige sætte fagenes metoder i spil, reflektere over metodevalg, koble teori til empiri og så videre. Det lyder mere eller mindre, som noget der står i en problemformulering på kandidaten i statskundskab. Spørgsmålet er i imidlertid, hvad har det med videnssamfundet at gøre?

Umiddelbart ikke noget, men projekter som SRP’en er projekter, der alle har fået sin plads efter gymnasiereformen. De har taget sit indtog sammen med resten af den akademiske elite. For hvem det så småt er ved at gå op for, at konsekvensen af dette indtog er et faldende ansøgertal til erhvervsskolerne. Samt et uddannelsessnobberi der udmærker sig ved vores forældre, der aldrig kunne finde på at råde os til at tage en erhvervsuddannelse.

Akademiseringen er rykket ned i folkeskolen
Mit mål er ikke at bedrive heksejagt på den akademiske verden. Jeg er jo selv en del af den. Min pointe er derimod, at vi er kommet til et punkt, hvor vi ikke mere kan gemme os bag illusionen om, at Danmark kun skal overleve på viden.

Vi lever i en tid, hvor det akademiske hædres, og det virkelighedsnære, det praktiske er useriøst og ubrugeligt. Sagen er bare den, at i et overakademiseret samfund, som det vi er på vej imod, vil der i stedet for danske faglærte være polske håndværkere, der bygger vores huse, og kinesiske piger der ordner vores tøj.

Forleden dag var jeg så heldig at skulle hjælpe min lillebror med en mindre samfundsfagsopgave i 8. klasse. Han skulle lave en sammenligning af de politiske systemer og magtens tredeling mellem USA og Danmark. Netop der gik det op for mig, at ikke nok med at gymnasiet på mange måder peger mod universitetet - på trods af at det kun er en tredjedel, der går videre på universitetet – så er det samme ved at ske med folkeskolen. Hvis ikke det allerede er sket. Folkeskolen peger i hvert fald mod gymnasiet.

At skifte en sikring er også alment dannende
Hvorfor? Det er et godt spørgsmål. Min påstand vil gå på, at blandt andet fordi landets magthavere kommer fra den akademiske verden. Vi har skabt en falsk sandhed om, at den almene dannelse, og dermed også en stor del af indholdet i folkeskolen, er et spørgsmål om evnen til at kunne sætte fag i spil med hinanden. Evnen til at kunne argumentere for, at Bourdieu er bedre end Giddens. Og i høj grad også evnen til at kunne formulere sig skriftligt.

Men hvorfor er der aldrig nogen, der har snakket om, at det at kunne skifte en sikring er alment dannende? Det resulterede for eksempel for mig i en mørk lørdag aften forleden.

Der er ingen tvivl om, at det er godt at være akademiker. Der en ingen tvivl om, at Bourdieu og Giddens var fine fyre. Men hvis vi bliver ved med at bygge på illusionen om, at videnssamfundet er vores redning, så ender Danmark med at skulle bygge huse af Ph.d.-afhandlinger.

Phillip Dimsits Lehrer er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Netavisen Pio har inviteret fire unge formænd fra den virkelige verden til at skrive en uddannelsesklumme. Klummen vil  i den kommende tid gå på omgang mellem Phillip Dimsits Lehrer fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning,  Morten Ryom fra Erhvervsskolernes Elev-Organisation, Agnete Vienberg Hansen fra Danske Skoleelever og Zacharias Polonius fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.