Lad mig opsummere: I de seneste årtier er der sket et brud med det bredt funderede folkestyre, der kendetegnede Danmark i 1900-tallet. I stedet er der opstået en ny form for politik med tre vigtige kendetegn:

• En anden rekruttering til Folketinget. Det store flertal er akademikere og en del ret unge – deres erfaringer stammer hovedsagelig fra uddannelsessystemet og det politiske (ungdoms)arbejde.

• Magten forskydes fra de folkevalgte til embedsmænd og eksperter. Resultatet er en »djøf’isering« af meningsdannelse og beslutninger.

• En ny forståelse af politik, der er langt mere koncentreret om Christiansborg – og hvor medierne er den afgørende forbindelseslinje mellem politikere og vælgere.

Med dette mønster har en ny type politikere holdt deres indtog på den socialdemokratiske scene. I bogens 1. del fortalte jeg om skiftet fra de klassiske arbejderledere til velfærdsingeniørerne. I dag ser vi en tredje type – 1240 K’erne – med en særlig baggrund og tilgang til politik. De tre typer kan sættes på kort formel sådan:

Arbejderlederne står i spidsen for Socialdemokratiet fra 1877, da Pio flygter til Amerika og stafetten overgår til »fem jævne arbejdere«. De har ikke formel uddannelse, men er gået tidligt ud af skolen, formet af arbejdslivet og skolet gennem arbejderbevægelsens egne studiekredse og højskoler. Til denne kategori hører blandt andre en stribe statsministre – fra Stauning til Anker Jørgensen.

Arbejderlederne har en bred tilgang til politik og spiller på mange strenge – økonomi, sociale spørgsmål, kultur i ordets brede forstand. Arbejderbevægelsen er ikke kun en kamporganisation, men også en kulturbevægelse. Perspektivet med det politiske arbejde er således ikke bare konkrete forbedringer af arbejderklassens levevilkår, men også arbejderbevægelsens fortsatte styrke og vækst – organisatorisk og kulturelt. Det er en stærk og folkelig arbejderbevægelse, som kan ændre det danske samfund i socialistisk retning.

Den næste type – velfærdsingeniørerne – holder deres indtog efter krigen, og i 1960 vælges den første, Viggo Kampmann, til partileder og statsminister. Siden følger skikkelser som Jens Otto Krag, Knud Heinesen, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft. De fleste velfærdsingeniører har rødder i arbejderbevægelsen, men er akademikere og som regel økonomer (cand.polit.). For dem handler politik primært om at tilrettelægge lovgivning og økonomi til gavn for den brede befolkning. Perspektivet er i højere grad den offentlige sektor end arbejderbevægelsen – og velfærdsingeniørerne er på fremmed mark, når det kommer til ikke-økonomiske spørgsmål som indvandring og kriminalitet.

1240 K’erne har ligesom velfærdsingeniørerne en akademisk uddannelse, men en anden baggrund og tilgang til politik. De er oftere generalister end fagøkonomer – rigtig mange har læst statskundskab (cand.scient.pol.). 1240 K’erne er allerede fra en ung alder integreret i »boblen« omkring Christiansborg. Nogle sidder i ledelsen af DSU, andre bliver socialdemokrater i studieårene. De arbejder i konsulentfirmaer eller som akademiske medarbejdere i parti og fagbevægelse, mens de venter på selv at gøre politisk karriere.

For den nye type socialdemokrater er perspektivet netop 1240 K – at udnytte de øjeblikkelige politiske muligheder i spillet på Slotsholmen. 1240 K’erne er hverken højre- eller venstresocialdemokrater, men skifter profil og mærkesager efter de forhåndværende omstændigheder og taktiske muligheder. De kan gå til venstre med SF eller til højre med Radikale og Venstre, alt efter hvad der forekommer optimalt i den aktuelle situation. De kan foreslå millionærskat og social omfordeling eller slavisk følge embedsapparatets »gængse regnemetoder«, alt efter hvad der i øjeblikket skønnes opportunt.

Hos 1240 K’erne er det de aktuelle muligheder, der driver politikudviklingen – også omkring samfundets lange linjer. Et godt eksempel er det udspil om velfærdsrettigheder, som Socialdemokraterne fremlægger i 2007. Ifølge forslaget skal børn i institutioner have ret til et gratis og sundt måltid, ældre på plejehjem ret til et dagligt bad og skoleelever ret til en klasse med maksimalt 24 elever. Hvis rettighederne ikke indfris, kan borgerne klage over kommunen.

Partiformand Helle Thorning-Schmidt folder udspillet ud i en samtalebog, der skrives af hendes senere spindoktor Noa Redington:

»Svaret er et nyt politisk projekt, der løfter Danmark op til en ny type velfærdssamfund (…) Derfor skal alle danskere have et nyt sæt rettigheder, der passer til det næste velfærdssamfund. I den passive socialstat havde danskerne først og fremmest økonomiske rettigheder i form af ejendomsretten. Med stemmeretten fik danskerne politiske rettigheder og senere fik de sociale rettigheder. Nu er tiden kommet til at give befolkningen velfærdsrettigheder, der præcist angiver, hvilken kvalitet borgerne kan forvente af velfærdssamfundet,« siger Helle Thorning-Schmidt i bogen Den første.

I krisens Danmark lyder udspillet som fra en fremmed planet. Sådan er det ikke i 2007. Det er dengang, dansk økonomi buldrer af sted og Venstres Anders Fogh Rasmussen praler af historiens største offentlige sektor. Velfærdsrettigheder passer fint til grundstemningen i 1240 K.

Udspillet bliver imidlertid ikke den forventede sællert blandt vælgerne, og Socialdemokraterne taber valget i efteråret 2007. Nu kalder situationen på andre store udspil. I 2008 og -09 er det alliancen med SF, der driver den socialdemokratiske politikudvikling – og nu er velfærdsrettighederne pludselig ikke længere så vigtige. Fra 2010 sætter krisen en helt ny politisk dagsorden. Offentligheden hører aldrig mere til de velfærdsrettigheder, der angiveligt repræsenterer en helt ny fase i udviklingen af velfærdssamfundet.

Nye taktiske muligheder – nye projekter.

Forfatteren til disse linjer arbejdede for en del år siden tæt sammen med Helle Thorning-Schmidt. Det var i forbindelse med debatbogen Forsvar for Fællesskabet – en tværpolitisk centrum-venstre-bog der udkom i 2002. Forud var gået et længere studiekredsforløb, hvor de fem forfattere mødtes og diskuterede samfund og politik.

Efter dette projekt havde jeg stor respekt for Helle Thorning-Schmidt, der dengang var medlem af Europa-parlamentet. Efterfølgende blev jeg imidlertid mere bevidst om rollefordelingen i gruppen. Helle Thorning-Schmidt bidrog med stor dygtighed til at få projektet til at hænge sammen – at sikre en indre stringens i bogen, bygge bro over uenighederne i gruppen etc. Derimod var det småt med originale politiske forslag – udover det Europa-politiske.

Nogle år efter diskuterede jeg forløbet med en af mine socialdemokratiske venner. Han spurgte ihærdigt til Helle Thorning-Schmidt, der netop var valgt til formand for Socialdemokraterne. Jeg fortalte om hendes stærke sider, men også om min oplevelse af rollefordelingen. »Det er jo egenskaber, man mere forbinder med en administrerende direktør end med en partiformand,« bemærkede han.

Da jeg i 2010 udsendte Eliternes Triumf, var der – heldigvis – meget debat. Mange delte min bekymring over de nye politiske mønstre, som er beskrevet på disse sider. Det gjaldt folk i fagbevægelsen og centrum-venstre, der oplevede at politik »kravler op ad klassestigen«. Men det gjaldt også mange borgerlige, som var betænkelige ved »djøf’iseringen« og politikernes stigende afstand til det praktiske liv.

Jeg mødte dog også kritiske indvendinger – blandt andet fra flere socialdemokrater. »Det er en naturlig følge af den socialdemokratiske uddannelsespolitik, at flere politikere i dag er akademikere,« sagde nogle. »Mange af folketingsmedlemmerne kommer fra arbejderklassen og er de første akademikere i deres familie,« indvendte andre.

Med Thorning-regeringen er vi alle en yderst håndgribelig erfaring rigere. Pointen er ikke kun, at den nye type ledere er akademikere, men at selve forståelsen af politik har ændret sig – forbindelseslinjerne til befolkningen er svækket, det samme er politikernes forankring i arbejderbevægelsen.

Socialdemokratiet har i over hundrede år haft intellektuelle og akademikere blandt de toneangivende. De var imidlertid »organisk sammenvoksede« med det arbejdende folk, som Borgbjerg udtrykte det – i kraft af årtiers praksis var de blevet forankret i den levende arbejderbevægelse. Jeg citerede tidligere i bogen forfatteren Bo Lidegaard for, at »læreprocessen gik begge veje«, da den unge økonom Jens Otto Krag er lærer i fagbevægelsens voksenundervisning. Krag lærer tillidsfolkene økonomi og samfundsforhold, men bliver gennem sine mange år som aftenskolelærer også selv en del af et andet miljø. Det er stadig de jævne lønmodtagere, deres levevilkår og erfaringer, som er krumtappen i arbejderbevægelsen.

Lad mig illustrere skiftet med to konkrete eksempler – velfærdsingeniøren

Poul Nyrup Rasmussen og 1240 K’eren Bjarne Corydon. To livsbaner, der har en del ligheder, men også viser forskellen på de to politikertyper.

Lighederne først: Nyrup og Corydon kommer begge fra provinsen – Nyrup fra Esbjerg, Corydon fra Kolding. Begge er vokset op i arbejderklassen. Begge er »mønsterbrydere« og bliver de første akademikere i deres familie – Nyrup som cand.polit., Corydon som cand.scient.pol.

Men så til forskellen: Nyrup bliver medlem af Socialdemokratiet i 1959 og er aktiv i en stribe partiforeninger – Esbjerg, Lyngby, Albertslund … Siden er han økonom og cheføkonom i LO, før han i 1988 vælges til Folketinget. Det er job, der indebærer utallige rejser rundt i landet til debatter i de lokale fagforeninger og på arbejderhøjskolerne. Ikke altid en lige let opgave fredag morgen, når tillidsfolkene har holdt kursusfest torsdag aften og sidder med gedigne tømmermænd.

Da Nyrup bliver statsminister i 1993, er det med tre årtiers erfaringer i arbejderbevægelsen udenfor Christiansborg. Det er dét, der adskiller ham fra en 1240 K’er som Bjarne Corydon.

Den nuværende finansminister bliver cand.scient.pol. i 2000 og samme år ansat i den socialdemokratiske folketingsgruppes sekretariat. I 2005 bliver han leder af dette sekretariat, og i 2011 gør han selv politisk karriere – først som valgt til Folketinget og kort efter som finansminister. Corydon hører til den kreds af politikere, der aldrig har haft et job udenfor ”Borgen”, men er gået lige fra eksamensbordet til Slotsholmen. Forankringen i arbejderbevægelsen er simpelthen anderledes og langt svagere end hos velfærdsingeniører som Nyrup.

Som ministre gennemfører både Nyrup og Corydon omfattende reformer, og begge har økonomisk ansvarlighed som politisk varemærke. Det er imidlertid ikke uden grund, Nyrup kalder sin reformlinje for »nænsom fornyelse«. De nye veje skal betrædes i respekt for de socialdemokratiske værdier og identitet. Det er dét, man bliver bevidst om gennem årtiers praksis i arbejderbevægelsen udenfor Slotsholmen.

Lars Olsens bog "En bygning slår revner – Socialdemokratiet og det folkelige Danmark" udkommer fredag den 8. november på forlaget Gyldendal.