Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt er åbenbart symbolet på alt, hvad der er galt med Socialdemokratiet. Et parti, hvor verdensfjerne akademikere har taget magten på bekostning af arbejdere. Det mener i hvert fald forfatter Lars Olsen i sin nye bog ”En bygning slår revner”.

Men det virker i højere grad, som om Lars Olsen har et personligt horn i siden på Bjarne Corydon end noget andet. At Bjarne Corydon og andre qua deres manglende ”arbejdererfaring” skulle være noget nyt, er lidt en skrøne.

”1240 K’erne er allerede fra en ung alder integreret i »boblen« omkring Christiansborg. Nogle sidder i ledelsen af DSU, andre bliver socialdemokrater i studieårene. De arbejder i konsulentfirmaer eller som akademiske medarbejdere i parti og fagbevægelse, mens de venter på selv at gøre politisk karriere.”

Det er nemt at sætte konkrete navne på, hvem det konkret er Lars Olsen sigter efter. Det er Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon, Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov, Mette Frederiksen, Karen Hækkerup, Jeppe Kofod, Jacob Bjerregaard, Ane Halsboe-Jørgensen, Trine Bramsen, Thomas Jensen og Simon Kollerup.

Sådan var det også i 90erne
At Socialdemokratiet burde være bedre til at rekruttere kandidater lidt bredere, er selvfølgelig indlysende. Men det er desværre også ligeså indlysende, at mange mennesker, der er i gang med et liv og en civil karriere, vælger politik fra. Det kan skyldes både løn og arbejdstider, men især det faktum, at politisk ungdomsarbejde mere end noget andet gør det klart, hvad der skal til for at blive opstillet og valgt.

Og derfor vinder de 1240 K’ere, som Lars Olsen taler om, oftest, når pladserne som folketingskandidater skal besættes. Ventetiden er måske blevet lidt kortere, men at det skulle være noget specielt nyt, er lidt en røverhistorie.

Ser man på, hvem der ledede partiet i 90’erne, var det det samme. Nyrup kom senere ind i det politiske, men havde som konsulent i LO aldrig bevæget sig uden for den politiske boble. Det samme gjaldt for hans finansminister Mogens Lykketoft, der ligesom Nyrup er akademisk uddannet. Lykketoft blev efter universitet ansat i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der i 1970’erne fungerede som partiets økonomiske sekretariat, og senere hevet direkte ind som skatteminister. Uden først at være valgt til Folketinget. Næsten samme vej, som Carsten Koch også tog.

Indbegrebet af den socialdemokratiske folkelighed, Svend Auken, satte heller aldrig sine ben på en rigtig arbejdsplads, inden han som ganske ung kom i Folketinget. Hvor han blev i næsten 40 år. Og justitsminister Frank Jensens input fra virkeligheden kom fra et år som arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitetscenter.

Og sådan var det også under Krag
Og går man endnu længere tilbage, bliver det heller ikke meget bedre. Jens Otto Krag satte i hele sit liv aldrig satte sine ben på en arbejdsplads uden for politik. Per Hækkerups tætteste bud på et arbejde uden for 1240 K-postnummeret var posten som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Krags finansminister Henry Grünbaum blev hentet direkte ind fra SiD’s sekretariat.

Noget har dog ændret sig. Der er i dag væsentligt færre skolelærere, der sidder med i Socialdemokratiets top. Hvor man i Nyrups tid havde skolelærere som Ritt Bjerregaard, Helle Degn og Lotte Bundsgaard på ministerholdet, er der i dag ikke en eneste.

Hvis man endelig skal se på, hvad der adskiller Helle Thorning og Bjarne Corydon fra alle deres nuværende og tidligere kolleger, så er det, at de netop ikke har deres baggrund i 1240 K-miljøet. De har ikke haft studenterjobs på Christiansborg eller en baggrund i DSU eller Frit Forum.

Den åbenlyse pointe misser Lars Olsen i sin skuffelse over Bjarne Corydon.

Lars Olsens bog ”En bygning slår revner” er udkommet i dag på forlaget Gyldendal.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør på Netavisen Pio.