Derfor bør vi i Danmark styrke demokratiet og det mandat, som vælgerne giver politikerne på valgdagen. Der er simpelthen nødt til at være mere politisk rådgivning, sparring og ideudvikling, end det som embedsværket kan levere.

Da regeringen i forgårs fremlagde hvad lønnen er for ministrenes 23 særlige rådgivere, blev det mødt med forargelse og stor debat. De banale og forudsigelige reaktioner stod i kø.

Men forargelsen burde i virkeligheden handle om, at vælgernes dom på valgdagen ofte møder et system der både er stærkere og mere konservativt, end de politikere der skal styre det.

Danmark er dét eneste vestlige demokrati, hvor det har så få konsekvenser for magtudøvelsen, at vælgerne skifter politikerne ud. For så vidt er det et system, vi har haft i mange år. Men i løbet af de seneste ti år har landets embedsmænd fået markant mere indflydelse på den førte politik og deler reelt magten med de folkevalgte politikere.

Deres magtposition bygger på det faktum, at mens politikerne på skift indtager ministertaburetterne, består embedsværket til tid og evighed og opbygger således uimodståelig politisk og institutionel styrke.

Et nyligt eksempel kom i denne uge, hvor det kom frem at Finansministeriet har modarbejdet en større undersøgelse af de regnemodeller som regeringen baserer sin politik på. Et andet eksempel er den af Moderniseringsstyrelsen længe forberedte plan om at stække de offentlige fagforeninger betydning i den offentlige sektor.

Systemets tænkning og institutionaliserede magt er ganske enkelt så stærk, at den enkelte minister med sin ene eller to rådgivere ikke har musklerne til at slås med systemet.

For få år siden udgav forfatterne Peter Mose og Susanne Hegelund bogen ”Javel, hr. Minister” om samspillet mellem ministre og embedsmænd. Her kunne man blandt læse beretninger om systemets syn på de folkevalgte og om deres egen selvopfattelse. Det gik så langt, at gruppen af ledende departementschefer var kendt under navnet »Vogternes Råd«, som understregning af gruppens reelle magt og betydning.

Systemets tænkning og institutionaliserede magt er ganske enkelt så stærk, at den enkelte minister med sin ene eller to rådgivere ikke har musklerne til at slås med systemet. Det vil de færreste ministre, hverken i den nuværende regering eller den tidligere regering, indrømme af frygt for at fremstå som svage ministre. Men sandheden er, at det handler om demokrati og legitimitet mere end noget andet.

Konklusionen er klar. Danske embedsmænd har kort sagt fået for stor indflydelse. Det skal være slut. Dygtige embedsmænd er en absolut forudsætning for et velfungerende demokrati. Embedsmænd i hidsigt forsvar for egen magtposition og på flugt for den besværlige offentlighed er kontraproduktive. Tiden er derfor kommet til et opgør med den 150 år gamle styreform, som det nuværende embedsmandssystem hviler på.

Derfor bør vi i Danmark styrke demokratiet og det mandat, som vælgerne giver politikerne på valgdagen. Der er simpelthen nødt til at være mere politisk rådgivning, sparring og ideudvikling, end det som embedsværket kan levere.

Måden at gøre det på er at gøre som i vores nordiske nabolande, hvor ministre har et politisk udpeget kabinet med i ryggen i form af viceministre, statssekretærer og flere politiske rådgivere.

Det vil skabe gennemsigtighed og styrke vælgernes mandat fra valgdagen i den førte politik.