Den centrale fortælling i ’En Bygning Slår Revner’ er, hvordan Socialdemokratiet er gået fra at være et folkeparti med dybe forgreninger i arbejderbevægelsen og de små lokalsamfund, til i dag først og fremmest at være en kampagneorganisation. Dernæst følger Olsen sporet fra sin forrige bog Eliternes Triumf, og problematiserer, at så mange politikere, herunder Socialdemokraternes, er unge statskundskabsuddannede med yderst begrænset erhvervserfaring uden for politik.

Én ting er at indgå politiske kompromisser. Noget andet er at ændre hele sin analyse af ret og uret, og smide sin politiske værktøjskasse ud med badevandet.

Denne generation udpeges som skurken bag Socialdemokratiets vælgermæssige nedtur, og døbes af Olsen ”1240 K’erne”, med henvisning til Christiansborgs særlige postnummer. 1240 K’erne adskiller sig fra tidligere tiders socialdemokratiske politikere med den lidet flatterende karakteristik:

”1240 K’erne er hverken højre- eller venstresocialdemokrater, men skifter profil og mærkesager efter de forhåndenværende omstændigheder og taktiske muligheder. De kan gå til venstre med SF eller til højre med Radikale og Venstre, alt efter hvad der forekommer optimalt i den aktuelle situation. De kan foreslå en millionærskat og social omfordeling eller slavisk følge embedsapparatets ”gængse regnemetoder”, alt efter hvad der i øjeblikket skønnes opportunt”. (s. 173)

Jeg kunne ikke læse ’En Bygning Slår Revner’ uden selv at føle mig personligt ramt. Jeg er i midten af 20’erne og selv socialdemokratisk folketingskandidat.  Jeg har fem års universitetsuddannelse i bagagen. Jeg er flyttet fra Skive til København. De fleste i min omgangskreds har lange eller mellemlange videregående uddannelser. Jeg bor ikke i alment boligbyggeri, men har netop købt lejlighed. Jeg har tilbragt en stor del af min ungdom i DSU. Haft arbejde på Christiansborg og i konsulentbranchen. Alt sammen forhold Lars Olsen ser kritisk på i ’En Bygning Slår Revner’. Alt sammen forhold der peger i retning af, at jeg snarere er en del af problemet i dansk politik end en del af løsningen. Og hvem har lyst til det?

Lars Olsens væsentligste kritik af 1240 K’erne er, at de gennem deres uddannelse og politiske skoling har udviklet en forståelse for politik, som beskæftiger sig mere med taktiske overvejelser end ideologisk retning.

Derfor kunne jeg naturligvis heller ikke læse bogen uden at stille spørgsmål ved, om Lars Olsen nu også har ret i sin kritik af 1240 K’erne? Og om det måske ikke også er blevet lidt for let at skyde skylden for folkestyrets udfordringer på akademikerne?

Desværre mener jeg, at Olsen rammer hovedet på sømmet. Med regeringsdannelsen med de Radikale så vi jo netop, hvordan Socialdemokratiet gik fra en klar fordelingspolitisk dagsorden til at videreføre ”VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

Der gik ikke længe, før det blev ganske tydeligt, at den socialdemokratiske ledelse havde smidt tankerne fra Fair Løsning overbords og helliget sig fuldt og fast til den nye og væsentligt mere højredrejede kurs.

Millionærskatten er ét af de gode eksempler på, at hvad man fuldt og fast gik ind for i 2011, betragtes som skingert venstreorienteret i 2013. Én ting er at indgå politiske kompromisser. Noget andet er at ændre hele sin analyse af ret og uret, og smide sin politiske værktøjskasse ud med badevandet.

Der hvor kæden hopper af, er hvis politikerne i for høj grad lader sig forme af den distancerede tilgang til politik, der i høj grad hersker på landets videregående uddannelse. Hvor politik er noget man studerer. Hvor politik er form snarere end indhold.

Lars Olsens væsentligste kritik af 1240 K’erne er, at de gennem deres uddannelse og politiske skoling har udviklet en forståelse for politik, som beskæftiger sig mere med taktiske overvejelser end ideologisk retning. Når man ser på flere af partitoppens disponeringer inden for de senest to år, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Dette ligger også i tråd med en anden af Olsens væsentligste pointer: ”1240 K’erne forekommer ikke altid bevidste om, hvem de egentligt repræsenterer”.

Således er problemet heller ikke isoleret set, at mange af de socialdemokratiske Christiansborg-politikere har en universitetsuddannelse i ryggen. Problemet opstår, når politikerne lever et liv, afsondret fra de mennesker, man burde repræsentere. Som Olsen selv skriver:

”Socialdemokratiet har i over hundrede år haft intellektuelle og akademikere blandt de toneangivende. De var imidlertid ”organisk sammenvoksede” med det arbejdende folk…”   

Endnu værre bliver det, når politikere tilmed mister begrebet om, hvem de repræsenterer. Når ’helt almindelige mennesker’ er nogle man taler om, frem for dem man kender og lever sammen med.

Tag eksempelvis Svend Auken. Selvom han voksede op i et hjem med højtuddannede forældre og selv valgte den akademiske vej, mistede aldrig bevidstheden om, hvem han repræsenterede (måske med undtagelsen af udlændingepolitikken, men det er en anden historie.)

Bundlinjen er derfor, at selvom et mere repræsentativt folkestyre er værd at efterstræbe, er det ikke universitetsuddannelsen i sig selv, der udgør problemet. Der hvor kæden hopper af, er hvis politikerne i for høj grad lader sig forme af den distancerede tilgang til politik, der i høj grad hersker på landets videregående uddannelse. Hvor politik er noget man studerer. Hvor politik er form snarere end indhold. Hvor forestillingen om nødvendighedens politik trives på bekostning af virkelighedens kamp på ideer.

Og endnu værre bliver det, når politikere tilmed mister begrebet om, hvem de repræsenterer. Når ’helt almindelige mennesker’ er nogle man taler om, frem for dem man kender og lever sammen med. Når 2020 fylder mere end 2013. Og når man benægter nødvendigheden af omfordeling og anerkendelsen af bestandige klasseskel, blot fordi man ikke konfronteres med dem i sin egen dagligdag.

For at runde min egen historie af, læste jeg Lars Olsens bog og kom til konklusionen, at jeg virkelig ikke ønsker at ende som en 1240 K’er.

Hvis den dårlige nyhed er, at Olsen har ret i sin hårde beskrivelse af 1240 K’erne, må den gode nyhed derfor være, at sådan behøver det ikke at være. For nuværende såvel som aspirerende politikere bør ’En Bygning Slår Revner’ derfor først og fremmest give anledning til refleksion. For at runde min egen historie af, læste jeg Olsens bog og kom til konklusionen, at jeg virkelig ikke ønsker at ende som en 1240 K’er. Jeg håber, at andre læsere har det på samme måde. Og heldigvis er det også min oplevelse.

For hvis der er noget, der er behov for i dansk politik, er det erkendelsen af, at politik handler om ideer og hjerteblod. At politik skabes af holdninger, ideologi og værdier – ikke af hensynet til en naturgiven orden. At man som politiker skal være bevidst om, hvem man repræsenterer – og lige så vigtigt, hvilke interesser man ikke er optagede af at sikre. Og sidst og allervigtigst, at man kan kende forskel mellem det politiske kompromis og den kompromitterende politik. For som Olsen slutteligt konkluderer:

”Socialdemokratiets grundlæggende problem handler ikke om kommunikation, men om ideologi.”

Anne Paulin er socialdemokratisk folketingskandidat i Skivekredsen.