Annonce

Hvem er den egentlige skurk bag de stigende boligskatter?

Når de borgerlige kritiserer de stigende boligskatter kan de kun takke deres egen politik, der udskød skattebetalingen fra de gode år til de dårlige.

De borgerlige partier har gjort den kommunale grundskyld til hovedspørgsmålet i det forestående kommunalvalg. Liberal Alliance og De Konservative nærmest konkurrerer om, at kræve grundskylden fastfrosset, sat ned eller suspenderet og Berlingske fylder metervis af spalteplads ud med beskrivelser af boligbeskatningens rædsler.

Dette kan umiddelbart kun vække undren al den stund, at grundskylden normalt indtager rollen som den stille søster i boligskatternes søskendeflok. Mens rentefradraget og ejendomsværdiskatten løber med alt opmærksomheden, er det sjældent at nogen hverken taler om eller peger fingre af grundskylden.

Men de sidste par er grundskylden visse steder steget i et omfang, så selv borgerlige politikkere har opdaget det. Den 7. november var Brian Mikkelsen (K) således ude med et krav om, at grundskylden fastfryses, hvilket Margrethe Vestager har afvist:

Jeg synes simpelthen, at det er ufatteligt arrogant, at regeringen ikke vil gøre noget ved de her stigninger, som jo helt tydeligt rammer skævt. Her og nu er der familier, som kan risikere at blive smidt ud fra hus og hjem inden for år, fordi grundskylden stiger så meget”.

I sig selv er det ironisk, at Brian Mikkelsen tordner imod regeringens passivitet i et spørgsmål, hvor almindelige mennesker oplever økonomisk utryghed på grund af en udvikling, der er helt uden for deres kontrol. Da det samme var tilfældet med de titusinder af mennesker, der faldt ud af dagpengesystemet, trak han blot på skuldrene – selvom det vel at mærke også ’ramte skævt’ og tvang folk fra ’hus og hjem’. Dette illustrerer endnu engang, at de borgerlige ikke repræsenterer bestemte værdier, men derimod bestemte befolkningsgrupper.

Men samtidig er det dybt hyklerisk, at Brian Mikkelsen kritiserer den nuværende regering, når årsagen bag de store stigninger i virkeligheden skal findes i VK-regeringens politik..

Da VK-regeringen indførte skattestoppet i 2002 indebar det, at der blev lagt et loft over, hvor meget den offentlige vurdering af grundene må stige fra år til år. Reguleringssatsen er lovbestemt til at ligge mellem tre og syv procent således, at den nye, højere offentlige vurdering kun indfases langsomt efter prisstigningerne. Fordi de offentlige vurderinger således ’halter bagefter’ prisstigningerne, vil boligejerne de næste par år opleve, at stigningerne træder i kraft med flere års forsinkelse.

De gyldne tider under VK-regeringen, hvor der var fest, farver og forbrugsmuligheder, var derfor delvist finansieret af, at man skubbede skattebetalingen foran sig. VK-regeringens skattestop har været med til at skabe de nuværende stigninger i grundskylden omtrent samme måde, som alkoholindtaget den ene dag og hovedpinen den næste hænger sammen. Forbrugsfesten var skabt af en boligboble. Tømmermændene opleves nu i form af tvangsaktioner, gigantiske stigninger i offentlige grundvurderinger og boligejernes skattebetalinger.

Aben hopper således ikke rundt hos Holger K. Nielsen, Margrethe Vestager eller Bjarne Corydon, men sidder derimod og brøler ind i ørene på Anders Fogh Rasmussen, Thor Pedersen og, ja, Brian Mikkelsen.

Det ville klæde de borgerlige partier, hvis de blot en enkelt gang ville tage ansvar for deres egen politik. Men desværre gælder dyden om ’personligt ansvar’ sjældent dem selv.


Flere artikler om emnet