Frank på charmetur hos lærerne

Tilliden har lidt et knæk mellem skolelærerne og kommunerne. Det anerkendte overborgmester Frank Jensen under et debatmøde på Amager Fælled Skole. Hvis reformen skal lykkes, så skal dialogen i højsædet.
Foto: Jonas Witt Hansen

”Hvad vil I gøre for at vise lærerne respekt igen? Det har været et forfærdeligt forår for os, og resultatet på lærerkonflikten er, at den har fjernet rigtig meget arbejdsglæde hos mig og mine kollegaer”. Sådan lød et af spørgsmålene til overborgmester Frank Jensen, da der i går var debatmøde om stærke skoler i København.

Godt 40 var mødt op for at høre overborgmesteren fortælle om sit nye skoleudspil og stille spørgsmål. Og det var især lærerstandens svækkede tillid til ledelse og politikere, der blev omdrejningspunktet for debatten.

”Jeg er ked af, at lærerkonflikten skabte så meget splid. Vi vedkender os såret og smerten hos lærerne, men børnene er det vigtigste, og vi skal videre nu,” sagde Frank Jensen.

Opgør med dårlig ledelse
Ind med de gode skoleledere, ud med de dårlige. Totalrenovering af alle skoler. Og ordentlige arbejdsforhold for lærerne. Det er blot nogle af Frank Jensens forslag, som skal gøre folkeskolerne i København stærke. Og det er ifølge overborgmesteren bydende nødvendigt, at der bliver rettet op. For lige nu vælger 24 procent af alle københavnske forældre folkeskolen fra.

Men det er farligt, hvis debatten kun kommer til at dreje sig om de kedelige tal, påpegede flere af tilhørerne. Folkeskolen skal tales op, ikke ned. Og kan det virkelig passe, at løsningen skal være at smide mindre gode ledere på porten, blev der spurgt:

”Ja, en entydig kommunikation er nødvendig. Det går ikke, at en fjerdedel af Københavns forældre vælger vores skole fra. Vi er nødt til at lave en turn around i forhold til mange forældres oplevelse af folkeskolen. Det inkluderer også udskiftning af dårlige ledere.”

Forældre skal fylde reformen ud
Folkeskolereformen får altså ikke kun konsekvenser for skolelærerne, også skolelederne kan forvente store ændringer, og det blev under hele debatten understreget, at udrulningen af reformen er en proces. Der ligger ikke et færdigt resultat. Det var skoleleder på Amager Fælled Skole Yasar Cakmak glad for at høre:

”Jeg synes, at den her reform er en gave til folkeskolen, fordi det er en helt ny måde at tænke skole på. Den rummer enormt mange muligheder, men det tager tid. Derfor er jeg glad for, at I giver os nogle rammer, som vi selv skal udfylde. Ledere, lærere og forældre.”

Københavns Borgerepræsentation har i forbindelse med udrulningen af folkeskolereformen valgt den løsning ikke at blande sig i, hvordan skolerne vælger at implementere reformen. I stedet har de sat nogle krav til, hvad skolerne som minimum skal have med.

”New public management og hele den her form for kontrolledelse har redet den offentlige sektor som en mare, og den har drænet folkeskolen for engagement. Vi har som socialdemokrater et kæmpe ansvar for, at processen bliver så god som mulig. Det skal vi løse. Også selvom Borgerrepræsentationen måske vil se anderledes ud efter på tirsdag.”


Kommentarer fra Facebook