Annonce

Er problemet bare, at ’ledelsen har solgt ud'?

Hvis S tror, at sammensætningen af partiets ledelse er det største problem for at opnå genvalg, vil det blokere for den nødvendige debat om de langt større og dybere udfordringer, som socialdemokratismen står overfor.

Jeg er just blevet færdig med at pløje Lars Olsens nye debatbog, En bygning slår revner – Socialdemokratiet og det folkelige Danmark, igennem. Som man kunne forvente, har bogen allerede skabt en del debat. Dens erklærede ærinde er at identificere ’den socialdemokratiske sjæl’ og forklare den ekstraordinært store nedtur i vælgertilslutningen, som Socialdemokratiet har oplevet de sidste femten år, især blandt de faglærte og ufaglærte kernetropper.

Lars Olsens centrale tese er, at denne udvikling kan forklares med, at Socialdemokratiet har bevæget sig fra at være et folkeparti anført af arbejdere til et elite-parti, der er ledet af de såkaldte 1240 K’ere: En lille, lukket gruppe af primært statskundskabere, der har levet hele deres liv i og omkring Christiansborg og derfor ikke har nogen kontakt med ’almindelige mennesker’.

Dermed indskriver Lars Olsen sig i den lange, hæderkronede tradition for at forklare politiske nederlag ud fra rationalet om, at ’ledelsen har solgt ud’.

Denne forklaringsmodel kommer i mange former – ’ledelsen er ikke ægte socialdemokrater’, ’de har glemt deres rødder’, ’vendt værdierne ryggen’ etc. – men uanset den konkrete udformning er fællesnævneren, at ansvaret kan placeres hos en lille gruppe mennesker og derfor ikke kræver nogen videre selvransagelse i resten af partiet.

Forklaringsmodellen er endda så fremragende, at den anviser en simpel og smertefri løsning for at overkomme alle problemerne, som burde være genkendelig for den gennemsnitlige fodboldfan: Fyr træneren! Hvis blot de ’falske’ ryger ud og de ’ægte’ overtager deres poster, så er alle problemerne løst.

Men netop fordi denne forklaring har så stor appel, er der så meget desto større grund til at mane til besindelse. Et blik på det politiske europakort anno 2013 nedenfor illustrerer hvorfor.

Som det tydeligt fremgår, har Socialdemokraterne ikke just medvind på europæisk plan. Og før man fristes til at bruge Finanskrisen som forklaring herpå, bør det ihukommes, at Europakortet også var overvejende blåt op igennem 00’erne. Listen over store nederlag og rekordlave opinionstal er lang, men bundlinjen er, at socialdemokratierne på tværs af Europa har været trængt i lang tid.

Hvad dette fortæller os er, at forklaringsmodellen ’ledelsen er forrædere’ mildest talt er utilstrækkelig til at forklare det danske Socialdemokratis tilbagegang. Ditto er forklaringen om ’dårlig kommunikation’ og ’forkert valgstrategi’. Mens dette måske var gyldige årsagsforklaringer, hvis nederlaget var isoleret til Danmark, er det simpelthen usandsynligt, at det skulle være tilfældet i tyve-femogtyve lande på én gang.

Situationen minder påfaldende meget om situationen efter valgnederlaget i 2001. Jeg er gammel nok til at kunne huske, hvordan den gængse analyse i partiorganisationen var, at en kombination af forkerte ledere og dårlig kommunikation var det eneste, der blokerede for en generobring af regeringsmagten.

Derimod var det de færreste, der diskuterede de svære spørgsmål som integration, individualisering og globalisering – og dermed spildte vi fire år på at diskutere, hvordan alting ville blive bedre, når nye kræfter kom til. Da den nye ledelse kom til var man lige så uforberedte, som man havde været fire år tidligere.

Problemet med Lars Olsens En bygning slår revner er ikke, at pressen for 117. gang kan skrive historier om, at Helle Thorning og Bjarne Corydon er under intern beskydning fra venstre flanke. Problemet er, at bogens fokus på 1240 K’erne som ansvarlige for partiets krise blokerer for, at Socialdemokratiet får taget fat på en tiltrængt diskussion om de virkelige udfordringer anno 2013: Hvordan skaber vi større social retfærdighed, når der ikke er flere penge i statskassen hvert år? Hvordan kan vi bevare solidariteten mellem de lavtuddannede og middelklassen? Og hvordan kan vi sikre fællesskab og tryghed i en konstant foranderlig verden?

Dette er langt vigtigere end at diskutere hvordan ledelsen, valgstrategien og kommunikationen er forkert. At bevæge sig ned af den vej endnu engang ender blot i en blindgyde, hvilket forløbet efter 2005 med al ønskelig tydelighed illustrerer.

 

 

Dette er en redigeret udgave af et blogindlæg oprindelig bragt på den uafhængige blog 90mandater.dk.


Flere artikler om emnet