Social dumping handler om mere end lovparagraffer. Der skal kæmpes for gode vilkår for alle lønmodtagere – polske som danske. Det må selv den polske ambassadør lære at forstå. Derfor inviterer jeg ham nu til en reel debat om social dumping og styrken i den danske model.

Det fremgik tydeligt under debatten i en LO-cafe for et par uger siden, hvor ambassadør Rafael Wisniewski mente, at social dumping kun er virkelig, når lovgivning bliver brudt.

Dermed støtter han effektivt lønninger på 40 kroner til polske håndværkere, hvilket både jeg og Altinget.dk reagerede på i artikler her og her.

Det fik ambassadøren til at reagere med et brev, hvor han hævder, at vi helt har misforstået hans ord.

I brevet skriver ambassadøren:

”Det er ikke den polske ambassadørs rolle at vurdere, hvorvidt visse af de handlemåder, som vi har at gøre med på det danske arbejdsmarked, er social dumping eller ej, så længe de er lovlige, men er genstand for betænkeligheder af moralsk karakter. Efter min vurdering kan svaret på et sådant spørgsmål lyde, at det er i det lands interesse, som dette problem vedrører, at andre sin lovgivning på en made, der gør det, som er lovligt, men i offentlighedens fornemmelse uanstændigt, ulovligt.”

Eller på almindelige dansk: "Vi er ligeglade, så længe det er lovligt. Hvis danskerne synes det er et problem, at polakker underbyder overenskomsterne, må I indføre en minimumsløn."

Dermed hælder han det danske aftalesystem af brættet. Ambassadøren danser diplomatballet og underkender det faktum, at det faktisk fungerer, når arbejdstagere og arbejdsgivere forhandler overenskomster.

Jeg mener, at det i sig selv er moralsk betænkeligt, at forsøge at gøre aftalesystemet til et moralsk anliggende.

Det er dybt alvorligt og når ambassaden fortsætter:

”Vi er alene interesseret i, om eventuelle ændringer er i overensstemmelse med EU-lovgivningen, således at de af vores statsborgere og virksomheder, der er til stede på det danske marked, opererer under de samme betingelser som lokale virksomheder.”

Hvis det betød ordentlige lige lønninger, uanset om du kommer fra Viborg eller Warszawa, ville jeg være enig. Men at kæmpe for retten til at blive underbetalt er ikke bare uambitiøst, det er også farligt for samarbejdet mellem danske og polske kolleger.

Vi er nødt til at kæmpe for højeste fællesnævner, fordi det også sikrer velstand for polske firmaer, og fordi det skal være et bærende princip, at den frie bevægelighed ikke må underminere de forhold, vi i Danmark har forhandlet os til gennem generationer.

Det burde være ambassadens førsteprioritet, at der ikke opstår en polsk lavtlønsgruppe, og at polske medarbejdere ikke opfattes som løntrykkere, men som et supplement til arbejdsstyrken.

Ambassadørens undskyldninger om paragraffer er simpelthen ikke god nok. Derfor har jeg inviteret ham til debat om, hvordan han kan bidrage til kampen mod social dumping og mod stigmatiseringen af sine landsmænd.

Kathrine Alexandrowiz (f. 1981) er ejer af rådgivningsvirksomheden kathalyst og kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. Opvokset i Sønder Felding i Vestjylland og uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet. Tidligere programchef for international hjælpeorganisation i Sydøstasien, politisk assistent for Helle Thorning-Schmidt og næstformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.