I kølvandet på Christian Friis Bachs farvel til Udviklingsministeriet påbegyndte flere politikere fra såvel venstre som højre side af det politiske spektrum end debat om embedsværkets magt og behovet for stærkere politisk kontrol med regeringsførelsen.

Hvis Danmark i morgen udvidede regeringen med én underminister, én statssekretær eller begge dele per nuværende ministerium, ville regeringens nuværende 22 medlemmer svulme op til mellem 44 og 66 medlemmer.

Det faktum, at det var embedsmændene, der havde fejlinformeret ministeren, blev af blandt andre Ritt Bjerregaard brugt til at ønske embedsmændenes indflydelse stækket. I Politiken skrev hun således at:

”Danmark adskiller sig fra sine nordiske naboer ved at have et politisk system, hvor embedsapparatet har meget stor og enerådende magt, og hvor der næsten ingen politisk modvægt er. (..) Det giver ikke ministeren mange muligheder for at slå igennem politisk, men det giver embedsmændene en næsten uindskrænket magt til at fortsætte den linje, de har lagt under skiftende ministre, og her er det helt ligegyldigt, hvilket parti ministrene kommer fra”.

Derefter fulgte hun op med at foreslå en vifte af reformer i ministeriernes opbygning:

”viceministre, der kan være mange med forskellig kompetence, hvis det er et stort ministerium; statssekretærer, der udpeges blandt de valgte og af ministeren selv; parlamentariske ministre, der kommer fra parlamentet, er fra samme parti og varetager forbindelseslinjerne hertil; ministersekretariater og kabinetter”.

Inden for den politiske videnskab opererer man med begrebet den parlamentariske styringskæde: Folket vælger et parlament, parlamentet udpeger en regering, og regeringen kommanderer rundt med embedsfolkene, der skal udføre alle beslutningerne. Denne kæde sikrer, at folkets vilje udmøntes i den praktisk førte politik.

Ritt Bjerregaards pointe er, at det er et demokratisk problem, hvis embedsværket har for stor indflydelse, kan dræbe nye idéer og sætte ministrene skakmat – og dermed sætte borgernes vilje ud af kraft.

Men selvom embedsværket har tilranet sig for megen magt, bør politikkerne overveje ændringer med stor varsomhed.

Spørgsmålet nu er hvordan pokker Folketinget skulle kunne kontrollere regeringen, når omkring halvdelen af regeringsblokken er medlemmer af selvsamme regering? Det ligner en umulig opgave.

Ritt Bjerregaards idéer kan inddeles i to brede kategorier: Flere politikere og flere politiske embedsmænd. Til den første kategori hører viceministre, statssekretærer og parlamentariske ministre, mens ministersekretariater og kabinetter hører til det sidste. Politiske rådgivere diskuteres næsten konstant, men fordelene og ulemperne ved en udvidelse af selve de politiske embeder kun sjældent drøftes  – til trods for at Helle Thorning Schmidt åbent diskuterede muligheden for at indføre underministre op til folketingsvalget 2011.

At udvide regeringen med flere politikere af den ene eller den anden art er inspireret af lande som Storbritannien, Sverige og Frankrig. Underministrene sikrer en faglig specialisering, således at man inden for eksempelvis Uddannelsesministeriets område kan have underministre for folkeskole, videreuddannelse, universiteter etc. Derimod sikrer statssekretærer og parlamentariske ministre en bedre kontakt til ministerens bagland og fungerer samtidig som en træningslejr for nyvalgte, fremadstormende talenter, der trods manglende anciennitet får muligheden for at se et ministerkontor indefra.

Men selvom disse ordninger fungerer udmærket i andre lande, kan de ikke uden videre importeres til Danmark.

Problemet handler om noget så banalt som Folketingets størrelse. Når ordninger med statssekretærer og viceministre fungerer i andre lande hænger det samme med, at de alle har væsentlige flere parlamentarikere end os: Den svenske Riksdag har 349 medlemmer, den franske Assemblée Nationale har 577, den tyske Bundestag har 630, og det britiske Underhus består af 650 medlemmer.

Forslaget om en regeringsudvidelse, der oprindeligt lignede et godt tiltag til at øge ministrenes magt overfor embedsværket, skaber dermed et endnu større problem: At regeringens magt øges dramatisk over for Folketinget.

Dette betyder, at selvom eksempelvis den britiske regering består af cirka hundrede medlemmer er der stadigvæk 550 parlamentsmedlemmer til at repræsentere borgernes interesser, drøfte lovgivningen og kontrollere regeringen. Det er disse funktioner, der er kernen i ethvert parlament – og disse funktioner, der vil blive nedprioriteret, når folketingsmedlemmer udpeges som ministre.

Hvis Danmark i morgen udvidede regeringen med én underminister, én statssekretær eller begge dele per nuværende ministerium, ville regeringens nuværende 22 medlemmer svulme op til mellem 44 og 66 medlemmer.

Da regeringen som udgangspunkt kan ignorere oppositionen (se under Rasmussen, Anders Fogh), er der med andre ord blot Enhedslistens tolv mands store folketingsgruppe samt de elleve til toogtyve tilbageblevne medlemmer af Socialdemokraternes, SF’s og De Radikales folketingsgruppe til at varetage funktionen som medlem af landets lovgivende forsamling.

Spørgsmålet nu er hvordan pokker Folketinget skulle kunne kontrollere regeringen, når omkring halvdelen af regeringsblokken er medlemmer af selvsamme regering? Det ligner en umulig opgave.

Forslaget om en regeringsudvidelse, der oprindeligt lignede et godt tiltag til at øge ministrenes magt overfor embedsværket, skaber dermed et endnu større problem: At regeringens magt øges dramatisk over for Folketinget.

Så medmindre nogen vil være bannerfører for en tredobling af Folketingets størrelse eller et decideret forbud mod, at regeringsmedlemmer også er folkevalgte, så synes den eneste vej mod en styrkelse af ministrene at være flere politiske embedsmænd. I det nuværende klima virker dette ikke just som verdens mest populære idé.

Dette er en redigeret og forkortet udgave af et blogindlæg oprindelig bragt på den socialdemokratiske blog 90mandater.dk.

Christian Severin Larsen (f. 1983) er stud.scient.pol. og redaktør på Netavisen Pio og 90mandater.dk.