HTS på slap line – gud, hvor er det skønt

Kritikerne står i kø for at kalde Helle Thorning-Schmidts selfie med David Cameron og Barack Obama upassende. Men ærlig talt, det er da skønt at se vores statsminister på slap line.
Midt i Bødskovs mistillidsvotum, Vilhelmsens samråd og Villy Søvndals tilbagetrækning, så er der stadig en ting, som dominerer alle digitale og sociale medier. Billedet af vores statsminister i gang med at tage en såkaldt ”selfie” sammen med præsident Obama og premierminister David Cameron. Et billede der viser tre mennesker, som har det sjovt. Og ikke mindst et billede, der viser vores statsminister på slap line.

Men er billedet upassende? Grænseoverskridende? Ja, måske endda en decideret fejl?

Kritikerne har i hvert fald endnu engang stået i kø for at give Helle Thorning-Schmidt kritik. Det er nærmest som væggelus, der bare venter på, at byttet lægger sig ned, så de kan gå i gang med at suge.

Men… Helt ærligt… Som facebooknørd og direktør i Komfo Mikael Lemberg skrev på sin facebookvæg:

”Det er bemærkelsesværdigt, at de samme mennesker, der normalt anklager Thorning for at være ufolkelig, nu forarges over, at hun opførte sig, som de fleste andre ville have gjort.”

På TV2 News vurderede man dog historien til at være så vigtig, at man gravede videre og fandt ud af… Vent… At telefonen, som blev brugt til at tage billedet, var (gisp!) statsministerens egen. Det fik TV-vært Anders Breinholt til at skrive følgende tweet:

”tv2 erfarer: Det ER Thornings telefon. TOP TOP HISTORIE, eller nej. #sutmig #erderikkeetsamrådiskaldække”

Jeg har mødt Helle Thorning-Schmidt meget få gange. Og det tætteste, jeg har været på hende, var på S-kongressen i slutningen af september, hvor vi kiggede på billeder sammen af en anden partifælles nyfødte barn. Og det var faktisk dejligt at se hende så nede på jorden… og ja, folkelig. Men heller ikke mere folkelig end, at hun smuttede fra kongresfesten i samme øjeblik, musikken gik i gang.

For der er ingen tvivl om, at vores statsminister er utrolig kontrolleret. Og dermed også utrolig professionel. Hun kan det der, som rigtig mange mennesker har svært ved. 1) Vide hvornår man skal gå hjem 2) Ikke lade sig rive med af følelser (og dermed sige noget dumt - Og lad være med at sige, at du ikke kender til det. Det gør alle mennesker, også selvom de ikke vil indrømme det.)

Mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i går, var - tadaaa – en mindehøjtidelighed. En fest for en af de største ledere, verden har set. Det var ikke en begravelse, ikke en sørgemarch, men en begivenhed hvor afrikanere og verdens ledere grinede, festede og mindede en stor mand.

Derfor var Helle Thorning-Schmidts selfie med David Cameron og Barack Obama heller ikke upassende, over grænsen eller fejlagtigt. Det var helt i Mandelas ånd: Danmarks første kvindelige statsminister, USA’s første sorte præsident og en hvid britisk premierminister. Sammen.

Jeg synes ærlig talt, det er befriende at se vores statsminister være på slap line og ja… menneskelig. I stedet for det kontrollerede menneske, som danskerne er blevet så vant til.

Og som direktør hos Metro International, David Trads, skrev på sin facebookvæg:

”Til alle surmulerne tror jeg bare, at I må leve med, at det faktisk ser ud til, at Michelle og Barack Obama simpelthen bare har det godt i Helle Thorning-Schmidts selskab - og det tror jeg, at Danmark som sådan kan være ret glade for.”


Flere artikler om emnet

Annonce