Dygtig, engageret og frem for alt en glad dreng

Der er kun rosende ord til Danmarks nye fødevareminister Dan Jørgensen. Netavisen Pio har talt med kredsformand Brian Lebæk, EU-parlamentariker Ole Christensen og borgmester Jacob Bundsgaard.
Brian Lebæk, kredsformand, Socialdemokraterne Middelfart:
Hvad er det for en fødevareminister, danskerne får i dag?

”Det er en mand, der altid er glad og oplagt. Dan går efter resultaterne, og så er han jo nok, hvad man vil kalde en rigtig idealist. I mine øjne er det et perfekt ministerium, han får i dag. Vi har jo set gentagne gange, senest under kommunalvalgkampen, hvor han var hjemme på Fyn og hjælpe til, at han er enormt kompetent og engageret. Der er krudt i ham… Ganske enkelt.”

Fik du beskeden om hans nye ministerpost direkte gennem ham i går eller via medierne?
”Nej, han prøvede at ringe flere gange. Men vi fik desværre først kontakt, da jeg allerede havde fået nyheden gennem medierne.”

Hvad tror du, det får af betydning for hans chancer til næste folketingsvalg?
”Jeg tror klart, at det kommer til at øge hans chancer næste gang, der er valg. Jeg har jo kendt ham, siden han stillede op som folketingskandidat her i Middelfart i 2012, og han er en virkelig dygtig politiker og ikke mindst en dygtig socialdemokrat.”

Ole Christensen, EU-parlamentariker:
Hvad er det for en fødevareminister, danskerne får i dag?

”Det er en mand, der er meget optaget af at føre politik ud i livet. Han er motiveret og målsat. Hele tiden. Han har ikke på noget tidspunkt, siden han startede hernede hos mig i 2004, været fraværende eller uforberedt. Danskerne får en minister med masser af god energi og en minister, som vil sætte sine personlige aftryk på fødevareområdet.”

Hvordan kommer den her energi, som du taler om, til udtryk?
”Jamen, jeg kalder ham jo en glad dreng, for det er han. Og han kalder så mig for gamle. Han har humor, og det bruger han aktivt. Både til at sprede godt humør, men også til at bryde nogle mure ned og skabe resultater.”

Landbruget kan jo være et ret tungt erhverv at danse med. Kan Dan give dem kamp til stregen?
”Ja, for Dan er jo også kendt som en markant kæmper. Det kan dog godt være, at det bliver nødvendigt for ham at være lidt mere pragmatisk… Dan er jo kommet med nogle markante holdninger i forhold til for eksempel dyrevelfærd, men det kan han også sagtens. Det har han vist hernede, hvor løsninger og resultater i sidste ende har været det vigtigste, og hvor pragmatikeren er trådt i karakter. Også selvom han måske hellere havde set det gjort anderledes. Jeg er sikker på, at Dan vil klare posten som fødevareminister til UG.”

Jacob Bundsgaard, borgmester i Århus:
Hvad er det for en fødevareminister, danskerne får i dag?

”Jamen, for mit vedkommende så er det jo en rigtig god ven og en knusende dygtig politiker, som brænder for at gøre en forskel, der i dag bliver minister. Han har en enorm interesse for at skabe udvikling og sikre, at danskerne får nogle sunde fødevarer af høj kvalitet. Dyrevelfærd har jo altid ligget Dans hjerte nær, og det tror jeg, at danskerne hurtigt vil få at se.”

Hvordan kommer det til udtryk, det her med at han brænder for at gøre en forskel?
”Han har jo været dedikeret til politik gennem hele sin ungdom og sit voksne liv og arbejdet målrettet for at føre sin politik ud i livet. Han er dygtig. Der er faktisk ikke så meget mere, jeg kan sige. Jeg kender ikke nogen, der har så høj en arbejdskapacitet, som Dan. Samtidig med at han har haft ansvaret for nogle meget tunge forhandlinger og lovgivning i EU, så har han også lige skrevet to-tre bøger ved siden af og derudover fungeret som ekstern underviser på diverse universiteter. Det er beundringsværdigt.”


Flere artikler om emnet

Annonce