Sådan lyder et meget kendt citat af Willy Brandt fra 1971. Og det er i sandhed en udtalelse, der indrammer Willy Brandts politiske filosofi. For Willy Brandt ville videre og gøre op med fortiden.

Han var vesttysk forbundskansler, valgt for SPD, i perioden 1969 til 1974, og han er allermest kendt for sin udenrigspolitik, som reelt var en fredspolitik. Sin "Ostpolitik".

Flygter til Norge
Brandt blev født i Lübeck i 1913 under navnet Herbert Frahm. Ved Hitlers magtovertagelse tyve år senere flygter han til Norge, hvor han tager dæknavnet Willy Brandt. Her lærer han sig norsk, studerer historie og arbejder som journalist. Blandt andet som korrespondent i den spanske borgerkrig.

Ved den tyske besættelse af Norge i 1940 blev Willy Brandt taget til fange af tyskerne, men han er i norsk uniform og undgår derfor at blive genkendt. Ved sin løsladelse tager han til Sverige.

Efter krigens afslutning vender han tilbage til sit fædreland og arbejder som korrespondent ved Nürnbergprocessen, hvor de allierede sejrherrer retsforfulgte nazilederne for deres forfærdelige overgreb og forbrydelser mod menneskeheden.

Stor politisk karriere
Willy Brandt var medlem af den vesttyske forbundsdag ad to omgange. I 1957 bliver han overborgmester i Vestberlin og bestrider denne post frem til 1966, hvor han bliver udenrigsminister i den første "Grosse Koalition" mellem CDU og SPD. Fra 1964 var han også formand for SPD. En post som han bestrider helt frem til 1987.

I 1969 lykkes det ham at vinde valget, og han bliver forbundskansler i en koalition med det dengang mere socialliberale FDP. Willy Brandts vision var at opbygge den vesttyske velfærdsstat efter skandinavisk forbillede, men det lykkes ham ikke. Hans kanslerskab holder kun fem år, da hans personlige assistent, Günter Guillaume, viste sig at være østtysk spion.

Forandring gennem tilnærmelse
Den føromtalte østpolitik betegner Willy Brandts udenrigspolitiske kurs, der af hans sekretær blev formuleret som "Wandel durch Annäherung": forandring gennem tilnærmelse. Willy Brandt ville gennem dialog og samarbejde forandre og forbedre forholdet mellem Vesttyskland og DDR samt de andre østbloklande.

Dermed gjorde han også op med sin konservative forgængers, Konrad Adenauers, hårde politik på området. Willy Brandts østpolitik var så anerkendt, at han modtog Nobels fredspris i 1971.

Gennem aftaler med østbloklandene fik han løsnet op og styrede ud af det diplomatiske dødvande, som prægede forholdet til de østlige nabolande. Som overborgmester i Vestberlin fik han med den såkaldte passerseddelaftale sikret, at vestberlinerne kunne besøge deres familie i Østberlin.

Som senere kansler sørgede han for, at Vesttyskland gav afkald på eventuelt kommende krav over for både de sudetertyske områder i det daværende Tjekkoslovakiet og grænsekrav i Polen, hvis grænser man anerkendte. Vesttyskland anerkendte også eksistensen af DDR med Grundlagenvertrag fra 1972.

Knæfaldet i Warszawa
En af Willy Brandts største symbolske handlinger, som er blevet foreviget af et utal af fotografer, var da han i 1970 ved et besøg ved den tidligere jødiske ghetto i Polens hovedstad vælger at knæle foran et mindesmærke. Det var det endelige symbol på anger fra det officielle Tyskland. En gestus til forsoning og et tegn på ydmyghed.

Willy Brandt dør i 1992, men han når at opleve det største øjeblik i sit liv, da muren falder i 1989. En mur, som han politisk og diplomatisk havde arbejdet for at bryde ned. Ved Murens fald siger Willy Brandt:

"Nu vokser det sammen, som hører sammen."

Willy Brandt er stadig en politisk superstjerne og folkekær statsmand. SPD's hovedkvarter i Berlin hedder i dag "Willy-Brandt-Haus", og den nye store lufthavn i Berlin bliver også opkaldt efter den tidligere overborgmester og forbundskansler. Willy Brandt var en af de største socialdemokrater, statsmænd og europæere i verdenshistorien.

Tillykke med de 100 år, Willy.

Jakob Esmann (f. 1993) er stud.mag. i tysk ved Aarhus Universitet og præsident for Ungdommens Nordiske Råd. Han er også medlem af DSU’s forretningsudvalg og fungerer som journalist på DSU’s medlemsblad DSU’eren.