Annonce

Det er diskrimination og intet andet

Som det eneste parti i Folketinget stemte Dansk Folkeparti i går nej til at give 1600 nydanskere statsborgerskab. Begrundelsen? 422 af dem var potentielle muslimer.
Jeg vil gerne starte med at skrive et hjertelig velkommen til de cirka 1.600 nye statsborgere, vi har fået i Danmark. I går torsdag den 19. december stemte alle partier i Folketinget nemlig for, at de kunne blive statsborgere. Undtaget Dansk Folkeparti.

Ifølge grundloven er det kun Folketinget, der kan tildele statsborgerskab i Danmark. Hvilket sker hvert halve år, når en lov med en række navne vedtages. Rent praktisk har Folketinget dog vedtaget en række kriterier og krav, som skal være opfyldt af den enkelte ansøger, før man kan komme med på lovforslaget. Hvorfor den halvårlige lovvedtagelse mest af alt er en formel procedure.

Folketingets medlemmer vedtog altså helt rutinemæssigt et lovforslag i går, som giver statsborgerskab til en række nydanskere, der har opfyldt alle de gældende kriterier, vi stiller i vores samfund.

Dansk Folkeparti var det eneste parti, der stemte imod. Det sker med den meget rystende og opsigtsvækkende begrundelse, at der ganske enkelt er for mange fra ikke-vestlige, muslimske lande på den cirka 1.600 personer lange liste. Det fremgår af det såkaldte ”betænkningsbidrag”, som Dansk Folkeparti indsendte tidligere på ugen.

I betænkningsbidraget skriver Dansk Folkeparti, at antallet af potentielle muslimer gør, at: ”man er på vej til at udskifte den danske befolkning”, og at de 422 afghanere og irakere på listen i stedet ”burde sendes hjem for at hjælpe med at bygge deres respektive lande op”. Altså, sende dem hjem til krig og ødelæggelse. Men Dansk Folkepartis nej, og deres begrundelse for deres nej, er helt nyt.

Det er ikke set før, at Dansk Folkeparti argumenterer med, at fordi der så mange på lovforslaget, der kommer fra muslimske lande, så skal alle 1.600 hellere sendes tilbage i uvished end have statsborgerskab i Danmark.

Jeg synes ikke, vi skal til at sortere sårbare mennesker på grund af deres religion. Heller ikke fordi flertallet er muslimske eller ej. Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, ville Dansk Folkeparti gøre det samme, hvis der var tale om 422 tibetanske munke eller 422 jødisk-ortodokse?

Dansk Folkeparti harmonerer ikke godt med de ligebehandlingsprincipper, som er en fundamental del af det danske demokrati, og som vi bryster af os af ude i den store verden.

Det var en utilstedelig diskrimination af mennesker, som Dansk Folkeparti demonstrerede i går.

Men når nu det ikke harmonerer med, hvad man normalt opfatter som danske værdier, så harmonerer det i det mindste med Kristian Thulesen Dahls egen udtalelse om, at Dansk Folkeparti er antimuslimsk.

Daniel Rosenqvist (f. 1980) er tidligere DSU-medlem i Randers. Nu partimedlem i Vejle og kampagnerådgiver for flere socialdemokrater i Vejle.


Flere artikler om emnet