Helle Thorning-Schmidts nytårstale blev mødt med den sædvanlige blanding af forargelse, gale bemærkninger og politiske automatreaktioner fra højrefløjen. Således sammenlignede Anders Samuelsen (LA) statsministeren med en administrerende direktør for selskabet Danmark A/S, mens Lars Barfoed (K) krævede, at virksomhedernes omkostninger blev sænket. Dermed fik de to borgerlige partiledere endnu engang demonstreret, at højrefløjen kun tager hensyn til landets virksomheder, ikke landets borgere, når de skal tilrettelægge deres politik.

Den mest absurde kommentar kom fra Venstres næstformand, Kristian Jensen, der havde haft kuglerammen fremme og talt (!), at ”Statsministerens nytårstale (kun) havde 4 linjer om vækst”:

Denne kritik kunne man indvende meget imod.

Lad os et øjeblik se bort fra, at påstanden faktisk ikke er korrekt. Statsministeren havde tværtimod et langt afsnit om den økonomiske krise og kampen for at slippe fra af den.

Lad os også se bort fra, at Lars Løkke Rasmussen selv ikke anvendte sine to nytårstaler til at adressere den økonomiske krise, men derimod til at aflyse den. I nytårstalen fra 2010 påstod Løkke, at ”den økonomiske krise ser ud til at være ved at klinge af”, mens han i 2011 specifikt fokuserede på, hvad der burde gøres for at møde de ”krav om større økonomisk ansvarlighed”, som Danmark stod over for ”efter krisen”.

Det interessante er, at hverken Kristian Jensen eller resten af den borgerlige lejr forholder sig til det spørgsmål, som Helle Thorning-Schmidt stiller i talen: Hvad har krisen lært os.

Statsministeren besvarer selv dette spørgsmål med, at Danmark fremover bør ’overholde budgetterne i den offentlige sektor’, undgå ’boligspekulation og dumdristige banklån’, sikre virksomhedernes vilkår samt at ’lønmodtagerne er godt uddannede’.

Det kunne være interessant at høre Kristian Jensens & Co svar på samme spørgsmål. Hvis man kondenserer de seneste års udmeldinger og interviews ned til enkelte sætninger er det eneste, som højrefløjen tilsyneladende har lært, at udgifterne til det offentlige skulle være en smule lavere, afgifterne på erhvervslivet meget lavere og arbejdsløshedsunderstøttelsen endnu lavere.

Men ærligt talt, er der for alvor nogen, der tror på, at Danmark havde undgået en boligboble, hvis efterlønsreformen var blevet gennemført lidt tidligere? Tror de borgerlige selv, at Danmarks finansielle sektor havde været stærkere, hvis dagpengene havde været lavere? Og var danskerne virkelig blevet klædt bedre på til at klare globaliseringen, hvis udgiftsstigningerne til offentlig service havde været en smule mindre?

Svarene på disse spørgsmål kender vi ikke, fordi Venstre notorisk har nægtet at forholde sig til dem. Man kan sikkert kritisere Thorning for meget, men i det mindste forholder hun sig faktisk til det vigtigste spørgsmål efter Finanskrisen - i modsætning til de borgerlige. Indtil de ærligt og troværdigt forklarer, hvad de har lært og vil gøre anderledes, er det svært at tage deres paroler om ’vækst’ og ’økonomisk ansvarlighed’ særlig alvorligt.